Fagbevægelsen og klimakampen

Af Asbjørn Wahl

Klimakrisen rykker stadig nærmere. Samtidig får den i store dele af verden følge af en stadig dybere økonomisk krise samt en social og politisk krise. Dette gør på den ene side situationen mere og mere alvorlig for menneskehedens fremtidige livsbetingelser. På den anden side kræver de forskellige kriser i stigende grad en række fælles indgreb i økonomi og samfund. Det kan bidrage til at fremme den mobilisering af samfundsmæssige kræfter, som vil være nødvendig for at bryde den nuværende udvikling – til fordel for en demokratisk og planmæssig udvikling af samfundet.

Tiltag for at modvirke de dramatiske klimaforandringer, vi står over for, vil kræve store samfundsmæssige forandringer. Vi står med andre ord over for en omfattende kamp om, hvordan vi skal organisere vore samfund. Løsninger på klimakrisen findes. Vi har det meste af det, som vi har brug for af teknologi, viden og kompetence for at forhindre en klimakatastrofe. Det er magt til at gennemføre tiltagene, som er den store udfordring. Fordi dagens økonomiske vækstregime og rovdriften på ressourcer er en indbygget del af den kapitalistiske økonomi – en kapitalisme uden vækst er en kapitalisme i krise – vil et snævert fokus på miljøpolitiske enkeltsager ikke være tilstrækkeligt. Ej heller kan kampen mod klimakrisen baseres på enkeltpersoners individuelle valg. En systemkritisk tilgang er nødvendig. Vi har brug for demokratisk styring af økonomien. Det betyder, at vi ikke bare står over for en trussel, men også en mulighed – ikke alene en mulighed for at hindre klimakatastrofe, men også for at bekæmpe de økonomiske og sociale kriser, som i dag undergraver og truer livsvilkårene for millioner og atter millioner af mennesker. Ikke mindst lægger dette også et fundament for at opbygge omfattende sociale alliancer for en anden samfundsudvikling.

Find økosocialismebogen hos forlaget Solidaritet

Fagbevægelsens rolle

Dermed bliver klimakampen først og fremmest en kamp om samfundsmagt, hvor styrkeforholdet mellem de forskellige interessegrupper i samfundet vil være afgørende. I denne kamp vil fagbevægelsen, eller arbejderklassen, skulle spille en hovedrolle. Det skyldes ikke, at der i sig selv knytter sig noget heroisk til at være arbejder eller del af en fagbevægelse. Det udspringer af arbejderklassens strategiske position i samfundet. Fagbevægelsen får sin særegne, strategisk vigtige rolle, netop fordi den organiserer dem, der gennem deres arbejde skaber værdierne i samfundet. Ved at trække sin arbejdskraft tilbage (strejke) eller gennem andre former for aktioner, der rammer de økonomiske interesser i samfundet, forvalter den organiserede arbejderklasse dermed en potentiel magt, som ingen anden social bevægelse nedefra i samfundet kan matche. Denne magt er uomgængelig, hvis vi skal kunne vinde kampen mod de kolossalt stærke økonomiske interesser, der er knyttede til en fortsat satsning på fossile energiressourcer. At vinde fagbevægelsen for klimakampen vil med andre ord være helt afgørende for at hindre en klimakatastrofe.

Potentiel magt er imidlertid én ting. Noget andet er at have evnen og viljen til samt forudsætningerne for at gøre brug af denne magt – og hvad man skal bruge magten til. Her spiller materielle såvel som politiske, sociale og bevidsthedsmæssige faktorer ind. For at fagbevægelsen skal kunne indtage en ledende rolle i klimakampen, må denne kamp derfor, både strategisk og taktisk, forenes med den sociale kamp. Det betyder, at miljø- og klimakampen, sådan som vi kender den fra vore samfund gennem de seneste årtier, må blive mindre moralistisk, mindre individorienteret og mindre idealistisk, men stærkere knyttet til folks konkrete livsbetingelser, samtidig med at kampen kobles til en vision om et bedre samfund – som er værd at kæmpe for.

I dagens situation er fagbevægelsen imidlertid i defensiven verden over, og den er udsat for et massivt pres fra mægtige økonomiske kræfter. Samtidig er den stærkt præget af den dybe politisk-ideologiske krise, som har ramt hele arbejderbevægelsen – inklusive dens traditionelle politiske partier. For at fagbevægelsen skal kunne påtage sig en ledende rolle i klimakampen, er det derfor nødvendigt med en omfattende revitalisering, refokusering og reaktivering. Lønkampen og kampen for de umiddelbare interesser på den enkelte arbejdsplads vil fortsat være vigtige, men ikke tilstrækkelige. Et bredere perspektiv vil være nødvendigt, hvor fagbevægelsen må ruste sig til en kamp om, hvilket samfund vi vil have. Dette er ikke noget nyt i fag- og arbejderbevægelsens historie, men såvel systemkritikken som visionen om et andet samfund har været trængt i baggrunden også i fagbevægelsens arbejde de seneste årtier.[1] Den aktuelle økonomiske og politiske udvikling med omfattende kriser på en række områder kan være det, der fremtvinger en ændring på dette område.

De faglige organisationers viden og bevidsthed om klimakrisen og deres engagement i klimakampen varierer i dag kraftigt. Faggrupper, ikke mindst inden for den offentlige sektor, som kun i ringe grad bliver direkte berørt af klimatiltag på deres arbejdspladser, eller som arbejder i virksomheder, der vil vokse som følge af omstillingerne (f. eks. kollektiv transport og vedvarende energi), ser ud til at være dem, der lettest engagerer sig i arbejdet for en nødvendig klimaomstilling. Forståeligt nok er tilbageholdenheden og skepsissen over for at kaste sig ind i denne kamp størst hos de grupper af arbejdstagere, hvis arbejdspladser er knyttede til udvinding, transport og brug af fossile energiressourcer. Øget viden om klimakrisen samt en politisk styring af de omfattende omstillinger, der må gennemføres, sådan at fordele og ulemper fordeles retfærdigt og folks økonomiske og sociale tryghed sikres, vil derfor være helt afgørende for at kunne mobilisere en samlet fagbevægelse i kampen for at undgå klimakrisen.

I mit arbejde som tillidsvalgt inden for det Internationale Transportarbejderforbund (ITF) gennem mange år (blandt andet som leder af Arbejdsgruppen for Klimapolitik) har jeg imidlertid gjort den erfaring, at vi gennem systematisk arbejde, skoling og debat kan nå langt i at udvikle både viden og en ambitiøs og radikal politik på det klimapolitiske område inden for fagbevægelsen – også på områder, som må forvente omfattende omstillinger.

Transportsektoren er en af de største bidragydere til de voksende udledninger af klimagasser, ja endog den sektor, som for tiden vokser mest. Den må derfor forvente store omstillinger i de kommende år, hvis det skal lykkes os at reducere udledningerne i tilstrækkelig grad. På trods af dette sluttede ITF’s kongres sig i 2010 enstemmigt til den mest progressive klimapolitiske platform, som nogen international faglig organisation hidtil har vedtaget – indbefattende en erkendelse af, at behovet for transport i samfundet må reduceres, hvis vi skal kunne nå målene. Kongressen var imidlertid også klar på, at en sådan nødvendig omstilling vil kræve en langt stærkere politisk styring af økonomien i samfundet.[2] Uden en planmæssig og demokratisk styret proces, som sikrer deres sociale og økonomiske tryghed, kan man altså ikke forvente, at de grupper af arbejdstagere, der står over for de mest omfattende krav om omstillinger, lader sig mobilisere i klimakampen.

I Norge gik tre fagforbund (Fagforbundet, Norsk Tjenestemannslag og El & IT-Forbundet) foruden LO’s Oslo-afdeling i 2012 sammen om en radikal klimapolitisk udtalelse med systemkritisk perspektiv[3], som dermed placerede disse organisationer i en rolle som frontløbere inden for norsk fagbevægelse. Udtalelsen var inspireret af det arbejde, der var gjort i det Internationale Transportarbejderforbund. Dette arbejde er senere på forskellige måder fulgt op af forskellige alliancer: Klimavalg 2013[4], det uformelle netværk Klimakameratene, konferencer under overskriften »Broen til framtiden«[5] og det tilknyttede initiativ »100.000 klimajobber nå«.[6] Omkring »Broen til framtiden« har man haft held til at opbygge en alliance mellem fagbevægelse, miljøbevægelse og kirken (samt en række andre organisationer) i Norge – i sandhed en utraditionel alliance, men faktisk en, der for tiden evner at tage stilling til kontroversielle ting. At de har samlet sig om en underskriftsaktion, der kræver »100.000 klimajob nu – reducér olieudvindingen!«, viser netop, at alliancen er i stand til at udfordre stærke kræfter i det norske samfund, hvor de økonomiske interesser i og omkring olieindustrien står meget stærkt.

Derudover er den sydafrikanske fagbevægelse COSATU og specielt metalarbejderforbundet, National Union of Metalworkers of South Africa (NUMSA), nok de faglige organisationer i verden, der har udviklet den mest radikale platform for deres klimapolitik – med et entydigt systemoverskridende, socialistisk perspektiv.[7]

Radikal omfordelingspolitik

Fagbevægelsen må i sin politik forholde sig til, at vi står over for kriser af en art og med potentielle konsekvenser, som mere end nogensinde i nyere historie bliver helt afgørende for menneskehedens fremtid. Oven i den dramatiske globale klimakrise oplever vi i store dele af Europa og verden også en økonomisk, social og politisk krise. Den kapitalistiske produktionsmåde er i dyb krise. Demokratiet undergraves og svækkes.[8] Styrkeforholdet mellem arbejde og kapital har ændret sig dramatisk – i sidstnævntes favør. Et af resultaterne af denne udvikling er en dramatisk omfordeling af værdierne i samfundet. Denne udvikling i retning af øget ulighed står da også centralt i kampen mod flere af de nævnte kriser – heriblandt klimakrisen. Uden en radikal politik for omfordeling bliver det ikke muligt at udvikle et socialt retfærdigt og solidarisk samfund. Folk lader sig selvfølgelig ikke så let mobilisere for omfattende samfundsforandringer, hvis et lille mindretal i samfundet tilegner sig det meste af værdiskabelsen og fordelene, mens almindelige mennesker må leve med ulemperne (betale omkostningerne). En radikal omfordeling af samfundets værdier bliver dermed også en forudsætning for, at folk skal kunne lade sig mobilisere mod klimakrisen.

Et af resultaterne af den nyliberalistiske offensiv, vi har oplevet globalt siden omkring 1980, har imidlertid været en modsat omfordeling – nedefra og op – som er uden sidestykke i menneskehedens historie, hvor de 80 rigeste enkeltpersoner i verden nu ejer lige så meget som den »fattigste« halvdel af verdens befolkning, eller hvor den rigeste ene procent af befolkningen snart ejer mere end resten af befolkningen tilsammen.[9] Det er symptomer på et sygt samfund, og i en sådan situation vil det selvfølgelig være fuldstændig umuligt at få nogen støtte fra den brede befolkning og navnlig fra dem, der har mindst – samt fra de fattige lande – til nødvendige klimatiltag, hvis de kan risikere at miste endnu mere af deres andel af værdierne i samfundet. Uden at klimakampen kobles til fordelingspolitikken, vil det derfor næppe være muligt at mobilisere de sociale kræfter, der skal til for at kæmpe så omfattende klimatiltag igennem, at en klimakatastrofe kan afværges.

Klimapolitik kan med andre ord ikke reduceres til et spørgsmål om at ofre – om, hvad almindelige mennesker må give afkald på af velstand, velfærd og andre tilkæmpede goder og rettigheder – sådan som dele af miljøbevægelsen insisterer på. Kampen må først og fremmest udvikles inden for en fortælling, som handler om at skabe et bedre samfund for alle. Krav om tiltag for at reducere drivhusgasudledningerne må derfor gå hånd i hånd med krav om en radikal omfordeling – både fra nord til syd og fra de rige til de fattige i vore egne samfund. Hvis de, der har mindst, skal pålægges byrderne ved klimapolitikken, vil det ganske enkelt ikke være muligt at mobilisere dem for de tiltag, som er nødvendige for at redde klimaet. Det betyder, at en vellykket klimapolitik vil kræve øget demokratisk kontrol over økonomien, da det er den eneste måde, hvorpå vi kan gennemføre en sådan radikal omfordeling af samfundets værdier. Dette er imidlertid også, nøjagtigt hvad vi har brug for, hvis vi skal løse en række andre samfundsproblemer og imødegå de omfattende økonomiske og sociale kriser, vi står over for.

Skal vi kunne standse rovdriften på vore ikke-fornybare ressourcer, vil det kræve omfattende ændringer af den måde, vi producerer, distribuerer og forbruger på. Det er imidlertid i produktionen, og ikke i forbruget, at de vigtigste magtforhold i samfundet konstitueres. Disse magtforhold er netop snævert forbundne med ejendomsforholdene i produktionen, eftersom det er der, værdiskabelsen foregår, og det er der, de vigtigste kampe om fordelingen af værditilvæksten finder sted. De, som ejer produktionsmidlerne (kapitalen), som styrer, hvad de skal bruges til, og hvordan de skal bruges (den såkaldte ledelsesret), har også størst indflydelse på, hvordan afkastet bliver fordelt. Man behøver jo blot at se på, hvem det er, der udgør den ene procent eller de ti procent på toppen, som har tilranet sig størstedelen af værditilvæksten i verden de sidste 20-30 år. Sådan bliver magt- og ejendomsforholdene i produktionen altså afgørende også for forbruget – for fordelingen af de varer og tjenester, som produceres. Denne kamp går dermed til kernen af det økonomiske system. På denne måde bliver klimakampen også en vigtig del af den grundlæggende interessekamp i samfundet.

I denne sammenhæng udgør gennemkommercialiseringen af vore samfund en vigtig udfordring i klimakampen. Markedet erobrer stadig større dele af vore livsvilkår, og egen vinding, konkurrence og »forbrugerisme« fremmes som værdier frem for solidaritet, samarbejde og bæredygtig ressourceanvendelse. Voksende sociale og psykiske problemer i samfundet tyder imidlertid på, at den nuværende samfundsudvikling er på forkert kurs. Følelsen af afmagt og øget kontrol oppefra forstærker dette.

Der er imidlertid ikke meget, der tyder på, at forbrugerismen og stadig større forbrug gør os til mere »lykkelige« mennesker (når vore grundlæggende behov er tilfredsstillet, vel at mærke).[10] Snarere ser vi vel tendenser til det, som mange påpeger, nemlig, at jagten på stadig flere kommercielle varer og tjenester i stigende grad bliver til »falsk tilfredsstillelse af reelle behov«. Gennem reklame og massiv påvirkning gennem medierne skabes der konstant nye behov, eller rettere sagt tilbud om tilfredsstillelse af behov, som, når de ikke giver den lovede effekt, kun bidrager til at trigge folks ønsker om stadig nye måder at finde tilfredsstillelse på. De voksende økonomiske og sociale uligheder i samfundet udnyttes kynisk, ved at løfter om »velstand og lykke« kommercialiseres og gøres til genstand for transaktioner på et marked. Frem for at gøre noget ved de stadig skævere magtforhold i samfunds- og arbejdslivet, tilslører og afleder man dem gennem forbrugersamfundets kommercielle og individuelle »diagnoser«, alt imens misfornøjelsen og utilfredsheden i samfundet øges. At stigende afmagt og underordning kan mødes med modstand og organiseret kamp for at ændre magtforhold, fremstår i stadig mindre grad som et aktuelt alternativ. Det er denne kamp, der må revitaliseres, hvis forbrugerismen skal kunne presses tilbage – og også for at klimakampen skal kunne lykkes.

Planmæssige omstillinger

Kampen mod klimakatastrofen vil, som allerede nævnt, kræve omfattende omstillinger i samfundet. Aktiviteter, som påvirker klimaet negativt, må nedbygges, mens vedvarende energi, energibesparelser og miljømæssigt bæredygtige aktiviteter må udbygges. For at dette skal kunne få bred støtte i befolkningen, må ændringerne ske på en måde, der sikrer folks sociale og økonomiske tryghed – og i sidste instans skaber et bedre samfund for alle. At enkeltgrupper af arbejdstagere må bære byrderne gennem arbejdsløshed og marginalisering, kan og vil ikke blive accepteret. Pligter og rettigheder må derfor fordeles solidarisk, og alternative løsninger må udvikles. Omstillingerne må med andre ord være retfærdige. Det kan kun opnås ved, at det sker på en planmæssig og systematisk måde – gennem demokratiske processer.

Skal vi redde klimaet, kræver det med andre ord stærkere politisk styring – herunder af økonomien. Vi har brug for en offensiv erhvervspolitik. Vi har brug for en styret omlægning af investeringer fra fossile energikilder til vedvarende. Vi har brug for en omstilling af eksisterende industri og en reindustrialisering baseret på vedvarende energi. Vi har brug for en massiv satsning på kollektive transportformer. Vi har brug for en helt ny areal- og byplanlægning, hvor hensynet til miljø og klima står i centrum. Vi har brug for styrkelse af forskning og udvikling, af innovation og kompetenceudvikling. Vi må kort sagt gøre det, som er nødvendigt for at nå de videnskabeligt baserede mål for at holde temperaturstigningen under 1,5-2,0 °C. Ingen af disse ting sker spontant gennem markedets anarki. Demokratisk, politisk styring af økonomi og samfund bliver dermed en forudsætning for at kunne hindre klimakrisen.

Al seriøs forskning har vist, at nødvendige tiltag mod klimakrisen vil skabe flere arbejdspladser, end de fjerner, sådan som også den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) har påpeget.[11] Omfattende arbejdsløshed som følge af en nødvendig klimapolitisk omstilling behøver derfor ikke at udgøre nogen trussel – selvfølgelig forudsat at det sker på en politisk styret måde. Der kan dog blive tale om store ændringer, når det gælder, hvilke typer job der er behov for. Jobskifte, omskoling, kompetenceudvikling og en række andre tiltag for at imødekomme behovene i et bæredygtigt arbejdsliv vil derfor være nødvendige. En sådan styret omstilling vil imidlertid ikke ske fra den ene dag til den anden, med massefyringer og stor arbejdsløshed. Under forudsætning af at det sker planmæssigt og politisk styret, er der tale om processer, som på de fleste områder vil forløbe over årtier. Den naturlige afgang i arbejdslivet vil derfor være mere end nok til at gennemføre sådanne omstruktureringer uden fyringer. Der vil selvfølgelig over tid blive færre af nogle typer job og flere af andre, men det kan altså ske gennem styrede processer – med fuld social og økonomisk tryghed og uden massearbejdsløshed.

Arbejdsløshed som fænomen er imidlertid først og fremmest knyttet til, at arbejdskraft under kapitalismen er gjort til en vare på et marked, afhængig af udbud og efterspørgsel – og stærkt påvirket af konjunkturudsving og kriser i dette økonomiske system. Fordi vi har brug for en langt stærkere politisk styring af økonomien for at kunne gennemføre den nødvendige klimapolitik, vil det derfor også være muligt at fordele det nødvendige arbejde i samfundet på en helt anden måde end i dag. Det betyder, at den teknologiske udvikling og den stigende produktivitet i arbejdslivet i langt større grad kan høstes i form af kortere arbejdstid. Nødvendigheden af at reducere rovdriften på vore naturressourcer trækker i samme retning. Hvordan øget værdiskabelse i arbejdslivet tages ud og fordeles mellem arbejde og kapital i vores samfund i dag, samt hvordan arbejdsløshed og økonomisk og social tryghed under arbejdsløshed udvikler sig, er selvfølgelig et spørgsmål om arbejdstagernes magt i arbejdslivet. Fordelingen af goder og byrder i samfundet er i det hele taget et spørgsmål om styrkeforholdet mellem forskellige samfundsgrupper – og sådan vil det være også under klimakampen. Den er primært en kamp om samfundsmagt.

Demokratisering af energisektoren

Klimapolitik drejer sig ellers i hovedsagen om energipolitik, eftersom det først og fremmest er et spørgsmål om at erstatte fossile energikilder med vedvarende. De selskaber, som opererer inden for fossil energi (kul, olie og naturgas), er økonomiske giganter. I 2009 var syv af verdens ti største selskaber målt på omsætning olieselskaber.[12] De dominerer ofte hele landes økonomi. Dermed bliver de også mægtige politiske aktører, med stor indflydelse på regeringers politik – og de bruger deres magt til både at udsætte og modarbejde nødvendige klimatiltag – ikke mindst i forbindelse med de årlige klimatopmøder i FN-regi (Conference of the Parties, COP). Den vigtigste samfundssektor at skaffe sig demokratisk kontrol over, hvis vi skal hindre klimakatastrofen, er derfor energisektoren.

En række faglige organisationer verden over har erkendt dette og etableret netværket Trade Unions for Energy Democracy.[13] Til dato har tre globale, faglige sammenslutninger (PSI, ITF og IUF) samt landsorganisationer og fagforbund fra 15 lande sluttet sig til. Initiativet blev taget af Global Labor Institute ved Cornell University i New York og har i dag sit sekretariat hos The Murphy Institute ved City University samme sted. Netværket har i stigende grad markeret sig i internationale faglige forsamlinger, hvor klimapolitik står i centrum. Under den fagforeningskonference, der blev afholdt i forbindelse med Rio+20-topmødet i 2012, bidrog netværket stærkt til at påvirke den udtalelse, som blev vedtaget, og som slog til lyd for at bringe energisektoren og andre strategiske sektorer under demokratisk kontrol.

Senere er lignende formuleringer blevet inddraget i klimapolitiske udtalelser fra bredere dele af den internationale fagbevægelse. Eksempelvis udtalte den Internationale Faglige Samarbejdsorganisation (IFS) op til klimatopmødet i Lima i december 2014 (COP 20), at »demokratisk ejerskab til energisektoren er nødvendigt, hvis vi skal kunne indfri ambitiøse klimamål. Energi må sammen med andre værdier, der tilhører menneskeheden i fællesskab (luft, vand), bringes, forvaltes og holdes under offentlig kontrol. Energiselskaberne må omdannes, så de kommer under bred demokratisk kontrol og tilsyn, heri indbefattet stærk medbestemmelse fra de ansatte.«[14]

Mange sidder i dag med et skævt billede af, hvad der reelt sker inden for energisektoren globalt. Gennem medierne, fra politikere og aktører i energiproduktionen får vi ofte et indtryk af, at der foregår en systematisk omlægning fra fossile til vedvarende energikilder. Dette er imidlertid forkert. Det er rigtigt, at der fra et umådelig lavt niveau sker en vis vækst i produktionen af vedvarende energi, men dette udgør kun et supplement til de fossile energikilder, som fortsætter med at vokse i et alarmerende tempo. I perioden 1990 til 2013 voksede klimagasudledningerne i verden med 61 %procent.[15] Over halvdelen af den stigende globale efterspørgsel efter energi dækkes fortsat af kul, og hvis dagens udvikling fortsætter, vil mere end tre fjerdedele af den ny energiefterspørgsel stadig blive dækket af fossile brændsler i 2035. Ifølge det amerikanske Energy Information Agency (EIA) vil fossile brændsler fortsat dække næsten 80 % af verdens energiforbrug i 2040.[16] Dette er en af de vigtigste årsager til, at energisektoren må underlægges demokratisk kontrol, hvis vi skal kunne hindre en klimakrise – for ikke at sige klimakatastrofe.

En klimapolitisk omstilling af energiproduktionen kan ikke bare betyde, at dagens fossile energikilder skiftes ud med fornybare ressourcer. Omkring 1,6 milliarder mennesker (20 % af verdens befolkning) har i dag ikke regelmæssig adgang til elektricitet. Også på dette område må der derfor ske en omfordeling til fordel for dem, der er fattigst, og som ikke har tilgang til elektrisk energi i dag. Det kan næppe ske under et regime, hvor elektriciteten produceres for profit, og under de magtforhold, som vi finder i dagens fossile energisektor. Inden for visse kredse i nord, men særlig i syd, kæmper folkelige bevægelser derfor ikke bare for øget demokratisk kontrol med energien, men også for langt mere småskalaproduktion under kontrol af lokalsamfund og lokale kooperative bevægelser. Såvel sol- som vindenergi egner sig jo særdeles godt til sådanne decentraliserede modeller.

Giver mange fordele

Omstilling til et miljømæssigt bæredygtigt samfund vil, som nævnt, kræve store omstillinger, stille os over for enorme udfordringer og pålægge os mange nye byrder. På den anden side vil sådanne omstillinger også byde på en række fordele. For det første vil tusinder og atter tusinder af nye og renere arbejdspladser blive skabt. Der er ved at udvikle sig en ny, international bevægelse på dette område. I et samarbejde mellem akademikere, miljøaktivister og fagbevægelse er sådanne bevægelser eller initiativer allerede etableret i Storbritannien[17], Sydafrika[18] (under titlen »One million climate jobs« i begge disse lande) og i Norge (»Hundre tusen klimajobber nå!«). Det er særlig på tre områder, at en klimapolitisk omstilling vil skabe mange nye arbejdspladser: inden for vedvarende energi, kollektiv trafik og bygningsisolering. Derudover vil der selvfølgelig skulle udvikles mange nye arbejdspladser som resultat af omfattende, nødvendige omstillinger og nyetablering af industri og andre virksomheder.

En omstilling fra fossil til vedvarende energi vil også give formidable fordele i form af mindre forurenede arbejdspladser og lokalsamfund. Udvinding og brug af fossil energi til transport, opvarmning og elproduktion medfører ikke bare store udledninger af klimagasser (især CO2), men også af en række giftige og sundhedsskadelige gasser, væsker og partikler. Navnlig fører de nyere, ekstreme former for udvinding af olie og gas, fra tjæresand og gennem såkaldt »fracking«, til omfattende helbreds- og forureningsproblemer. Det betyder, at også den sundhedsmæssige gevinst ved en omstilling til vedvarende energi vil være enorm, sådan som det er blevet klart påpeget af en af sygeplejerskernes faglige organisationer i USA (New York State Nurses Association).[19] Sundhedsmyndighederne i delstaten New York undersøgte for nylig folkesundhedsvirkningerne af »fracking« i en rapport, som førte til, at delstatens guvernør, Andrew Cuomo, nedlagde forbud mod denne udvindingsmetode i New York.[20]

Da den nødvendige klimapolitiske omstilling vil forudsætte øget demokratisk kontrol over økonomien, er det dog sandsynligvis på dette område, vi vil kunne opnå de største samfundsmæssige fordele. Mere demokratisk, politisk styring af økonomien vil medføre mindre markedsmagt. Mindre markedsmagt vil dæmpe konkurrencen – en konkurrence, som er blevet voldsomt skærpet på mange områder som følge af den globale, nyliberalistiske offensiv siden omkring 1980. Dette vil ikke mindst påvirke situationen på arbejdsmarkedet, hvor afregulering og dermed øget konkurrence gennem de sidste årtier fra arbejdsgiveres og regeringers side er blevet brugt til at trykke løn- og arbejdsvilkår, samtidig med at det har resulteret i en forråelse af store dele af arbejdslivet. Øget demokratisk styring af økonomien vil altså kunne give en formidabel reduktion af denne konkurrence og dermed af presset i arbejdslivet. Resultatet vil kunne blive et arbejdsliv, der er mere tilpasset menneskets fysiske, psykiske og biologiske forudsætninger – altså med mindre stress og færre helbredsmæssige problemer.

Et samfund og et arbejdsliv, som ikke længere er underlagt markedskonkurrencens jernhårde lov, og hvor kommercialiseringen af stadig større dele af vores livsvilkår ikke længere er et dominerende udviklingstræk, har mulighed for at prioritere andre værdier. Blandt andet vil det åbne mulighed for at fordele det nødvendige arbejde i samfundet anderledes, end vi gør i dag. En bæredygtig anvendelse af ressourcerne i samfundet vil dermed kunne lægge grunden til en omfattende forkortelse og omfordeling af arbejdstiden – med langt mere fritid og dermed også en nyorganisering af vores lokalsamfund og vores sociale liv. Sidst, men ikke mindst, selvfølgelig, vil en vellykket gennemførelse af de nødvendige klimapolitiske ændringer give os den største af alle gevinster: ordentlige livsbetingelser for fremtidige generationer.

Markedsløsninger mislykkes

Klimaforandringerne skyldes fysiske love. Mens traditionen både i fagbevægelsen og inden for politik er at finde kompromiser, er der ingen mulighed for at indgå kompromiser med de fysiske love. Enten gør vi det, der er nødvendigt for at holde temperaturstigningen under 1,5-2,0 °C, og som der er massiv videnskabelig enighed om, eller også må vi belave os på følgerne – som i alt væsentligt er negative og har den totale klimakatastrofe som deres yderste konsekvens. En forlængelse af dagens klimapolitik, såvel nationalt som internationalt, peger entydigt mod katastrofen.

Den klimapolitik, som er fulgt indtil nu, er i det lys fuldstændig mangelfuld. Tre elementer har domineret i den norske klimapolitik: Køb af CO2-kvoter i udviklingslande og i EU’s kvotemarked, det vil sige køb af rettigheder til at fortsætte vores udledninger på hjemmebane; træplantning og bevarelse af regnskov, også hovedsagelig i udviklingslande; samt fangst og deponering af CO2 i undergrunden (CCS). I øvrigt skabes der et indtryk af, at alt skal fortsætte som før. Mens en del af disse tiltag isoleret set bidrager i den rigtige retning, oplever vi en slående mangel på opmærksomhed omkring de nødvendige udledningsreduktioner og de omfattende omstillinger, som må ske indenlands, for at vi skal kunne udvikle en kulstoffattig økonomi. Dette virker demobiliserende og demoraliserende – og modvirker den nødvendige forandringsvilje.

De markedsbaserede løsninger på klimakrisen, først og fremmest gennem køb og salg af klimakvoter, som er blevet fremmet af regeringer og stærke kapitalinteresser, har hidtil i det store hele været mislykkede. Globale topmøder (COP) og aftaler har heller ikke indtil nu vist sig i stand til at redde os. Her er der al mulig grund til at lære af andre kampe, vore samfund har været igennem, og som har bragt menneskeheden fremad i samfundsmæssig udvikling. Det kan være nyttigt at minde om, at i den udstrækning man har opnået social udjævning, arbejde til alle, værdige arbejdsforhold, bekæmpelse af fattigdom, ligestilling mellem kønnene osv., er det ikke sket gennem globale topmøder. Vi har brug for bindende, internationale aftaler for at redde klimaet, men for at nå dertil, er det helt åbenlyst, at vi må mobilisere de brede samfundsmæssige kræfter, som skal til for at skabe forandringer – ud fra alternative løsninger, der bygger på solidaritet, ligeværd og folks behov.

At tage klimakrisen alvorligt indebærer langt mere vidtrækkende økonomiske og politiske omstillinger og reguleringer end det, vi hidtil har set. Regeringer og multinationale selskaber har indtil nu vist sig ude af stand til at tage de skridt, som er nødvendige for at redde os fra klimakatastrofe. Under COP 19 i Warszawa i 2013 tog de til og med et skridt tilbage, da lande som Japan og Australien trak deres tidligere reduktionsmål tilbage, mens USA hele tiden har tilhørt bagtroppen, som ikke engang ville slutte sig til den eneste internationale aftale om reducerede drivhusgasudledninger, som nogensinde er forhandlet frem – i Kyoto i 1997. Efter 20 år med klimaforhandlinger, hvor målet har været at stabilisere og reducere udledningerne af drivhusgasser, er udledningerne i realiteten steget med over 60 % i forhold til 1990. Under de magtforhold, der er etableret i kølvandet af den nyliberalistiske offensiv fra omkring 1980, har det vist sig umuligt at iværksætte de nødvendige tiltag for at redde klimaet. Dertil er de kapital- og markedskræfter, der trækker i den modsatte retning, åbenbart for stærke. Så kan det vel dårligt siges på anden måde, end at de har haft chancen, og de har misbrugt den. Tiden er derfor kommet, til at andre samfundsmæssige kræfter griber ind.

Brede folkelige alliancer

I denne artikel har jeg argumenteret for, at klimakampen må ses i en langt bredere samfundsmæssig sammenhæng end bare at være et miljøpolitisk problem, der kan løses inden for dagens økonomiske system – ved hjælp af noget ny teknologi her og nogle markedsmæssige mekanismer der. Problemet er opstået i en verden, hvor nogle af de stærkeste økonomiske interesser netop udspringer af den fossile energisektor, og i et økonomisk system, som bygger på evig ekspansion og vækst, og med en kortsigtethed i jagten på økonomisk gevinst, som fører til en hæmningsløs rovdrift på vores naturgivne ressourcer.

Klimakrisen er i færd med at udfolde sig og gå ind i en helt dramatisk fase netop i en situation, hvor også det økonomiske system er i dyb krise – og trækker omfattende kriser med sig både socialt, politisk og i forhold til fødevareforsyningen. En omfordeling af værdierne i samfundet nedefra og op, i et omfang uden sidestykke i menneskehedens historie, bidrager til at forstærke og forværre alle disse kriser. Dette gør situationen langt mere alvorlig, samtidig med at de forskellige kriser væves ind i hinanden og kalder på mange af de samme tiltag og virkemidler. Dermed skabes der imidlertid også bedre afsæt for, at klimakampen kan integreres med den sociale kamp – i en omfattende kamp om, hvilket samfund vi vil have.

I denne situation vil øget demokratisk kontrol over økonomien i almindelighed og energisektoren i særdeleshed blive afgørende for, om vi vil kunne hindre klimakrise og klimakatastrofe. En sådan demokratisering af økonomien i samfundet kommer selvfølgelig ikke som et resultat af rationelle overvejelser og overbevisende argumentation alene. Eftersom vi er nødt til at udfordre nogle af de stærkeste økonomiske interesser i samfundet, skal der en formidabel kamp og mobilisering af samfundsmæssige kræfter til for at kunne vinde frem. Det er med andre ord nødvendigt at opbygge langsigtede, brede, folkelige alliancer. Især gælder det mellem fagbevægelsen og miljøbevægelsen – førstnævnte på grund af dens strategiske placering i samfundet, sidstnævnte fordi den besidder meget af den viden og indsigt, som er nødvendig for at kunne udvikle alternativer til dagens fossile energiregime.

En sådan alliancepolitik må tage højde for forskellene mellem de to bevægelser. Det vil derfor være nødvendigt at arbejde for at øge forståelsen af den kapitalistiske økonomis virkemåde, af klasse, klasseforhold og den sociale konflikt inden for miljøbevægelsen, samtidig med at indsigten i de miljømæssige problemer må øges inden for fagbevægelsen. Desuden må der udvikles strategier, der er ambitiøse nok, til at de kan hindre klimakatastrofen.[21] Klimakampen drejer sig om demokratisering af økonomi og samfund, omfordeling såvel socialt som mellem nord og syd, solidarisk fordeling af gevinster og byrder samt fri anvendelse af menneskehedens fælles viden uden patentbarrierer. For at redde klimaet må vi forandre samfundet. Kun sådan kan vi skabe forudsætningerne for et bedre liv for alle – også vores efterkommere.

 


Noter

[1] Jeg har analyseret dette nærmere i denne artikel: Asbjørn Wahl: “European Labor: The Ideological Legacy of the Social Pact” i Monthly Review, vol. 55, no 8/2004 (http://monthlyreview.org/2004/01/01/european-labor-the-ideological-legacy-of-the-social-pact/).

[2] Både det omfattende klimadokument, der lå til grund for ITF’s politikudvikling, udtalelsen fra ITF-kongressen og andet aktuelt stof om transport og klima findes her: http://www.itfglobal.org/en/cross-sectoral-work/climate-justice/resources/.

[3] Den brede alliance »For velferdsstaten« sluttede sig senere til denne udtalelse, som kan findes her: http://www.velferdsstaten.no/Forsiden/?article_id=96527.

[4] http://klimavalg2013.no/Klimavalgalliansen/

[5] http://broentilframtiden.com/

[6] Denne udvikling er beskrevet i Andreas Ytterstad: “Climate jobs as tipping point: Norwegian grassroots challenging the oil and climate change hegemony” i Kajsa Borgnäs, Teppo Eskelinen m.fl. (red.): The Politics of Ecosocialism: Transforming welfare, Oxford: Routledge, 2015.

[7] Se f.eks. talen af NUMSA’s leder, Cedric Gina, på en konference arrangeret af Trade Unions for Energy Democracy (TUNE) i New York den 10.-12. oktober 2012: http://www.numsa.org.za/article/numsa-president-speech-in-new-york-2012-10-11-1/.

[8] Dette har jeg beskrevet mere omfattende i artiklen Asbjørn Wahl: “European Labor: Political and Ideological Crisis in an Increasingly More Authoritarian European Union” i Monthly Review, vol. 65, no 8/2014. (http://monthlyreview.org/2014/01/01/european-labor/).

[9] Oxfam: Wealth: Having it all and wanting more, London, 2015, s. 2-3 (http://www.oxfam.org/sites/www.oxfam.org/files/file_attachments/ib-wealth-having-all-wanting-more-190115-en.pdf).

[10] Dette er godt dokumenteret i Kate Pickett og Richard G. Wilkinson: The Spirit Level: Why Greater Equality Makes Societies Stronger, London: Penguin Books, 2010.

[11] http://unfccc.int/files/documentation/submissions_from_observers/application/pdf/international_labour_organization_%28ilo%29_to_the_adp.pdf

[12] ITF: Transport Workers and Climate Change: Towards Sustainable, Low-carbon Mobility. Discussion document. London, 2010, s. 19 (http://www.itfglobal.org/media/643630/itf-climate-change-conference-discussion-document-2010.pdf).

[13] http://unionsforenergydemocracy.org

[14] http://unionsforenergydemocracy.org/wp-content/uploads/2014/11/COP20_ITUCcontribution_EN1.pdf

[15] http://www.globalcarbonproject.org/carbonbudget/14/files/GCP_budget_2014_lowres_v1.02.pdf

[16] http://unionsforenergydemocracy.org/not-funny-another-energy-report-says-were-cooked/

[17] http://www.climate-change-jobs.org/

[18] http://www.climatejobs.org.za/

[19] http://www.nysna.org/public-health-wins-over-fracking#.VPbvY7l0zIU

[20] New York State Department of Health: A Public Health Review of High Volume Hydraulic Fracturing for Shale Gas Development, 2014 (http://www.health.ny.gov/press/reports/docs/high_volume_hydraulic_fracturing.pdf).

[21] På et møde arrangeret af Rosa Luxemburg-stiftelsen i New York under FN’s klimatopmøde i september 2014, lancerede jeg som et bidrag til en sådan debat »Ti punkter for en faglig klimastrategi« (http://www.velferdsstaten.no/tema/verden/klima/?article_id=124429).