Indledning

Af Finn Kjeller

Spørgsmålet blev sådan set formuleret meget godt af DR-journalisten Martin Krasnik i Deadline i februar 2014. Han undrede sig over fraværet af systemkritisk tænkning på venstrefløjen: Var der slet ingen modstykker til »markedsøkonomiens, den globale kapitalismes og den frie konkurrences lyksaligheder?« spurgte Krasnik. Når selv chefen for Den Internationale Valutafond (IMF), Christine Lagarde, nu advarede mod »klimaforandringernes nådesløse fremmarch« som et resultat af »menneskehedens hybris« og klodens tiltagende ulighedsøkonomi, »hvor de 85 rigeste mennesker i verden ejer lige så meget som den nederste halvdel af verdens befolkning«, hvorfor glimrede venstrefløjsalternativerne så med deres fravær?[1]

En lignende undren ligger til grund for denne bog.

Vi oplever i disse år, at de globale kriser tårner sig op og filtrer sig sammen. Ikke blot økonomiske og sociale kriser i kølvandet på finanskrakket i 2008, men også økologisk krise med udsigt til katastrofale klimaforandringer og masseudryddelse af arter, fødevarekrise og ressourcekrise – hvortil kommer krisen i et stadig mere udhulet demokrati. Det er en systemkrise. Alligevel bliver systemet ikke udfordret. Dertil har vi, der er kritiske over for kapitalismen, tilsyneladende alt for travlt med at afværge den næste nedskæring, den næste skifergasboring eller den næste EU-traktat.

Men hvad nu hvis der var et alternativ til kapitalismen og bevidstheden om det alternativ kunne styrke dagens forsvarskampe?

Find økosocialismebogen hos forlaget Solidaritet

En ideologi uden alternativer

»Sådan er det jo,« lød beskeden fra Margrethe Vestager, daværende formand for det Radikale Venstre, på partiets sommergruppemøde den 15. august 2012. Det var, da hun blev spurgt til situationen for de tusinder, der stod til at ryge ud af dagpengesystemet på grund af en halveret dagpengeperiode og en fordoblet genoptjeningsperiode – den »reform«, som de Radikale havde vedtaget sammen med højrefløjen, og som SRSF-regeringen nu var besluttet på at sætte igennem, koste hvad det ville.

Margrethe Vestagers svar var en dansk version af Margaret Thatchers »There is no alternative«. Det kom til at symbolisere en arrogant fastholdelse af nyliberalistisk politik uden hensyn til forventningerne i befolkningen om en anden kurs efter ti år med Venstre og Konservative ved roret.

Appeller fra fagforeninger og miljøorganisationer om at sætte fart på omstillingen og skabe grønne job blev overhørt. Når Enhedslisten stillede forslag om at investere i 10.000’er af grønne job inden for vedvarende energi, kollektiv trafik og energibesparende renovering af offentlige bygninger og boliger, blev det fejet til side. Jobskabelsen skulle nemlig fortsat overlades til markedskræfterne, og økonomien skulle stimuleres gennem skattelettelser til selskaber og velhavere samt ikke mindst en »forøgelse af arbejdsudbuddet« eller med andre ord: flest mulige »sultne« arbejdssøgende for at trykke lønningerne og derigennem øge »konkurrenceevnen« og væksten. Derfor gennemførte regeringen en stribe »reformer«, der har ramt arbejderbefolkningens sociale tryghed: dagpengene, kontanthjælpen, førtidspensionen, fleksjobordningen… Udgangspunktet for regeringen var jo, som det hed i SRSF’s grundlag fra det Sorte Tårn, »VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand«.

Traditionelt er forkæmpere for et socialistisk samfundsalternativ blevet afvist med, at socialismen ikke fungerer i praksis og er lig med diktaturer som i Sovjetunionen, eller med at kapitalismen er for stærk til, at samfundet kan forandres. Men i den nyliberalistiske fase, der satte ind i 1980’erne, er der hertil føjet en alternativløshed, som end ikke tillader at betragte små skridt i socialistisk retning som mulige. Således afviser regeringerne ethvert forslag, der risikerer at svække »Danmarks konkurrenceevne« (læs: de private selskabers profitter), at komme på kant med EU’s retningslinjer eller at svække »finansmarkedernes tillid til dansk økonomi«. Det sker med henvisning til det, som den socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon har kaldt »det konkurrencestatslige grundvilkår«.[2]

Medier og politikere taler ustandselig om, at »markedet reagerer« positivt, negativt, nervøst eller afventende på det ene eller det andet tiltag – som om politikken stod over for naturkræfter og ikke repræsentanter for kapitalinteresser. Men det anonyme »marked«, der altid truer med at straffe venstreorienteret politik, er i realiteten cheferne i de store koncerner, de store banker og finansinstitutter, som liberaliseringen har tildelt en uhyrlig magt.

Forslag, der ikke blot handler om at bremse nedskæringer og privatiseringer, men ligefrem antaster arbejdsgivernes ledelsesret, den private ejendomsret til produktionsmiderne, væsentlige profitmuligheder eller det såkaldt frie marked som afgørende reguleringsmekanisme – kort sagt: kapitalismen – kommer slet ikke til debat. De er på forhånd udgrænset af massemedierne og den offentlige debat. De er tabu. Højst kan man debattere, hvordan man bedst øger »konkurrenceevnen«, graderne af støtte til »erhvervslivet«, tempoet i »liberaliseringen« osv. Politikkens retning er ikke til debat, for »sådan er det jo«.

Nyliberalismen kører nærmest på automatpilot, eftersom dens dogmer er indkodet i de modeller, hvormed det økonomiske præsteskab udregner det råderum, som de folkevalgte har at holde sig inden for. Med Finansministeriets regnemodeller er rød-grøn politik på forhånd dømt ude, for der er indbygget antagelser som denne: Hvis man skærer i kontanthjælpen og dagpengene, kommer der automatisk flere job. Skattelettelser giver ifølge modellerne altid positive effekter, hvorimod de positive effekter af klimabeskyttelse, uddannelse eller forebyggende social indsats er udeladt eller sat meget lavt. Ifølge regeringens grundlag fra 2011 skulle regnemodellerne ganske vist revideres, men det løfte er forblevet på papiret.[3]

Hvor langt nyliberalismen har bredt sig også i Socialdemokraternes og SF’s ledende lag, fik den måbende befolkning et vidnesbyrd om, da SRSF-regeringen i starten af 2014 fik vedtaget at sælge en femtedel af DONG, Danmarks største energiselskab, til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, en af hovedaktørerne bag finanskrisen, og give den vetoret over for centrale beslutninger som nye investeringer og nye direktører.

Det var ikke populært, og der lød protester fra baglandet i S og SF, men da Enhedslisten stillede forslag om at standse salget, blev det nedstemt af S, R og SF sammen med Venstre, Konservative og Liberal Alliance[4]. Finansminister Bjarne Corydon afviste alle indvendinger med et bastant forsvar for den kapitalistiske nødvendighed: »DONG Energy drives på et forretningsmæssigt grundlag, og derfor kan selskabet ikke bruges som instrument i klima- og energipolitikken.«[5]

Den usynlige grænse

»Som politisk tænkning og kultur er nyliberalismen ualmindeligt dominerende, men den er ikke båret af stærke ideer eller tænkere,« har Rune Lykkeberg bemærket. »Vi hører ikke Lars Løkke Rasmussen holde hyldesttaler til nyliberalismen, og statsminister Helle Thorning-Schmidt skriver ikke nyliberalist om sig selv på sin hjemmeside. De taler ikke om nyliberalismen, de styrer bare nyliberalistisk. Vi har at gøre med en politisk ideologi, som både er uden fortalere og alternativer.« [6]

Hvis man ikke gør op med denne ideologi og sigter mod et grundlæggende alternativ, er man dømt til at udbrede markedstyranniet og dermed nedbryde naturgrundlag, social tryghed og demokrati. Det har fire år med »Rød Blok« demonstreret til hudløshed.

Hvad klimaet og miljøet angår, var SRSF-regeringen ellers omgærdet af betydelige grønne forhåbninger. Den radikale Martin Lidegaard kom ind som klima- og energiminister fra en formandspost i den grønne tænketank CONCITO og som forfatter til en bog med titlen »Sidste udkald – Sådan halverer vi Danmarks CO2-udslip på 10 år«[7]. I bogen erkendte Lidegaard, at modviljen mod større forandringer på klima- og miljøområdet ikke kun fandtes hos V, K og O:

»Inden for et afgørende område som trafikpolitik har Socialdemokraterne på lange, nordjyske strækninger været mindst lige så reaktionære som de borgerlige partier. Mod kørselsafgifter, altid for flere motorveje og broer. […] Selv i partier som SF og Det Radikale Venstre kan bølgerne gå højt i de interne diskussioner, når de miljøpolitiske ordførere nærmer sig den usynlige grænse, hvor de økonomiske ordførere siger stop og påberåber sig både vækst og økonomisk ansvarlighed – i gammeldags forstand.«

Denne usynlige grænse blev tilsyneladende hurtigt nået.

Brændstof til væksten

For en regering, der bekender sig til »grøn omstilling« og »ambitiøs klimapolitik«, burde nogle ting være en selvfølge, f.eks. at man ikke skal øge, men begrænse udvindingen af fossile brændsler. Forskningen viser, at langt størstedelen af de tilgængelige fossile reserver skal forblive i undergrunden for at give en nogenlunde chance for at holde den globale opvarmning på under 2 grader.[8] Alligevel efterforskes, bores og pumpes der løs, som om det var et ophørsudsalg over Jordens reserver, også i Danmark.

»Hvordan maksimerer vi udvindingen i Nordsøen?« Sådan lød dagsordenen, da olie- og gasindustrien i Danmark var samlet til topmøde i oktober 2014. For selv om de kendte reserver er under udtømning, menes der at være 1,4 milliarder tønder olie ekstra at hente, hvis der efterforskes mere og indsættes ny teknologi.[9] Hvis denne ekstra olie bliver hentet op, havner 600 millioner ton ekstra CO2 i atmosfæren. Alligevel er politikerne mere end lydhøre. SR-regeringen satser på at booste udvindingen, og derfor vil man gerne give Dansk UndergrundsConsortium (DUC), som blandt andre består af A.P. Møller, Shell og Chevron, tilladelse til at udvide olieboringen i Nordsøen. »Det er et spørgsmål om at få mere ud af de brønde og anlæg, vi har derude. Der er langt bedre økonomi i, at vi får hentet al olien op af brøndene end at lade noget af det blive dernede og så bare tage anlæggene ned,« forklarer klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R).[10]

Ikke nok med at den sidste dråbe olie skal vrides ud af Nordsøens bund. Danmark skal også med i ræset for at finde og udvinde ikke-konventionelle fossile kilder. VK-regeringen gav i 2010 det franske olieselskab Total og statens olie- og gasselskab, Nordsøfonden, lov til at efterforske og udvinde skifergas i Nordjylland og Nordsjælland. Disse tilladelser valgte SRSF-regeringen at fastholde, selv om fund af skifergas vil føje nye mængder fossile brændsler til de eksisterende olie-, kul- og gasreserver, og selv om energiforbrug og metanudslip ved udvinding af skifergas i øvrigt har vist sig så omfattende, at skifergas kan være lige så klimaskadeligt som kul. Da Enhedslisten i februar 2013 stillede forslag om et forbud mod efterforskning og indvinding af skifergas, afviste SRSF det blankt.

Den usynlige grænse gik ved brændstoffet til vækst og konkurrenceevne og ved den fossile storkapitals interesser.

Klimaet i konkurrenceevnens skygge

I 2008 og 2009 samlede aktivister fra NOAH, Klimabevægelsen m.fl. over 10.000 personligt underskrevne postkort, som hver især bad et navngivet medlem af Folketinget om at arbejde for »en stærk klimalov«. Klimaloven skulle sikre, at der omsider blev taget udgangspunkt i videnskabens anbefalinger, så lovgivere og myndigheder blev forpligtet til at reducere udledningerne af drivhusgasser tilstrækkeligt, år for år. Løftestangen skulle være et budget for, hvor meget Danmark i alt kan tillade sig at udlede frem til 2050, ud fra vores fair andel af det, der skal til for at stabilisere klimaet under 2 graders global temperaturstigning. Dette budget skulle opdeles i korte perioder, helst 3-årlige budgetter, så ingen regering kunne udsætte opgaven. Det skulle udmøntes i handlingsprogrammer, og hvert år skulle der følges op på eventuelle manglende reduktioner.

Kravet om en sådan klimalov blev fremført af alle de store miljøorganisationer. Og både Socialdemokraterne, de Radikale og SF stemte da også for i 2010, da Enhedslisten stillede beslutningsforslag om »en klimalov med klare målsætninger for reduktion af CO2-udledningen i Danmark samt regler om obligatoriske opfølgninger, som fastlægger nye handlingsplaner, hvis de opstillede mål ikke nås«.

Men den lov, som SR-regeringen i 2014 foreslog og fik både de Konservative, SF og Enhedslisten med på, har ikke meget at gøre med ideen om en klimalov forstået som en forpligtende ramme, der driver de nødvendige reduktioner frem år for år. I stedet for budgetter for vores drivhusgasudledninger holdt regeringen sig til luftige målsætninger om »et lavemissionssamfund i 2050« og »de til enhver tid gældende internationale klimaforpligtelser«. Der kom ingen bindende mål at holde regeringen og myndighederne op på. Ifølge lovbemærkningerne er det nemlig afgørende, at omstillingen tilrettelægges »inden for rammerne af de overordnede mål for den økonomiske politik, herunder hensynet til vækst og konkurrenceevne og sunde offentlige finanser«.

Her gik grænsen. Igen var det profitdrevet vækst og »konkurrenceevne«, der kom først, og klimaet sidst.

Den danske »afkobling«

Trods mange ord om »grøn omstilling af Danmark« fortsætter vi med at drive Jorden mod en katastrofal destabilisering af klimaet. 9 ton CO2 udledes der per indbygger i Danmark, siger det officielle regnskab. Det er voldsomt sammenlignet med de 1,7 ton per inder og de højst 2 ton per indbygger, som verden skal ned på i 2050 for blot at holde temperaturstigningen under de berømte 2 grader. Og de 9 ton er endda langt fra hele sandheden.

»Danmark leder også ved eksemplets magt, ved at vise, at en ambitiøs klimaindsats kan gå hånd i hånd med økonomisk vækst. Siden 1990 er vores økonomi vokset med 40 procent, mens udledningerne er faldet med mere end 20 procent,« sagde klimaminister Rasmus Helveg Petersen i Folketinget den 18. november 2014. Dette budskab om, at Danmark har afkoblet den økonomiske vækst fra klimabelastningen, er blevet hamret ind af skiftende regeringer. Det bliver det dog ikke mere rigtig af. For at skabe og fastholde dette billede af en grøn dansk kapitalisme er man nødt til at benytte kreativ bogføring og se bort fra ubekvemme realiteter:

  • Handelsflådens udledninger: Den store danske handelsflådes CO2-udledninger tælles ikke med i klimaregnskabet, selv om dens værditilvækst tælles med i det danske BNP. Misforholdet er blevet påtalt af blandt andre Danmarks Statistik.
  • Udflytningen af produktion: Tilbage i 1996 var der balance i CO2-regnskabet for import og eksport, men siden er produktionen udflyttet og importen øget. Alene fra 2001 til 2008 blev Kinas andel af den danske import tredoblet. Det har ikke alene pyntet kunstigt på det danske klimaregnskab, det har også ført til ekstra udledninger, fordi produktionen i Kina sker mindre CO2-effektivt end i Danmark, og fordi transporten er forøget.[11]

Og sidst, men ikke mindst:

  • Biomassesatsningens følger: Den CO2, der ryger op i atmosfæren, når der afbrændes biomasse i Danmark, er ikke inkluderet i de officielle danske opgørelser.

Da regeringerne holder sig inden for den usynlige liberalistiske grænse, er det frem for alt nye teknologier, der skal redde klimaet. Et bærende element i dansk klimapolitik er således at skifte kul og gas ud med især importerede træpiller. Energiaftalen fra marts 2012 skal angivelig nedbringe de danske udledninger af klimagasser med 34 % i 2020. Men forudsætningen for de 34 % er, at afbrænding af biomasse er CO2-neutral, og det tyder meget på, at den langt fra er.

I september 2014 lykkedes det Enhedslisten at få adgang til datafilerne bag de danske klimaindberetninger til EU og FN: »Tabellerne afslører, at udledningen af CO2 fra biomasse er vokset fra 4,7 mio. ton i 1990 til 15,2 mio. ton i 2012 – som altså ikke indgår i den officielle statistik. Og det er inden de planlagte omlægninger af kraftværkerne til biomasse,« fortæller klimarådgiver Karl Vogt-Nielsen.

»Formelt har Danmark siden 1990 reduceret sin CO2-udledning fra energiproduktion med 12 mio. tons. Men kun på papiret. I atmosfæren er denne reduktion nemlig mindre, fordi en stor del af de 15 mio. ton CO2 fra biomassen skal modregnes, men ikke bliver det. Der er ikke nogen garanti for, at denne CO2 igen ender som biomasse i en skov i Rusland, eller hvor træpillerne kommer fra. Og selv hvis der benyttes affaldstræ, tilføres mere CO2 til atmosfæren i forhold til at lade det ligge på skovbunden. Skiftet til biomasse betyder derfor, at vi fjerner et CO2-lager og har ingen eller ringe garanti for, at det kører i ring, som det fejlagtigt forudsættes. Reelt tilfører vi og andre derfor langt mere CO2, end de formelle tal oplyser.«[12]

Handelsflåden, produktionsudflytningen, biomassen… Resultatet er, at den danske udledning er mindst dobbelt så stor som den officielle. Det fremgår af CONCITOs klimarapport for 2014:

»CONCITOs detaljerede opgørelse af Danmarks forbrugsudledning fra 2010 estimerede den danske forbrugers klimapåvirkning til gennemsnitligt 19 ton/år i stedet for de officielle 9 ton. CONCITO har ikke opgjort forbrugsudledningen i detaljer siden 2008, men en skønsmæssig beregning baseret på udviklingen af BNP, befolkningstal og den indenlandske reduktion i udledningen af drivhusgasser indikerer, at forbrugsudledningen er faldet til 17 ton CO2e per indbygger i 2012. Medregnes den reelle udledning fra biomasse, vil udledningen dog være højere, ligesom ændringer i rejsemønstret med eksempelvis flere flyrejser også vil bidrage til at øge udledningen. Dette er ikke medtaget i beregningen.«[13]

Overnational overmagt

Grænserne for politikken er dog langt fra altid usynlige. Forsøger man at sejle op mod liberalistisk politik, støder man også hurtigt ind i EU’s regelværk, for liberalismen er støbt ind i EU’s fundament: Ifølge traktaterne skal der være fri bevægelighed for kapital, varer, tjenesteydelser og arbejdskraft. Den såkaldte frie konkurrence må ikke hæmmes af sociale og miljømæssige hensyn, men skal tværtimod øges gennem en fremadskridende liberalisering – som vi ser det med DONG og energiforsyningen.

Metoden er velkendt: Regeringerne sætter sig i Bruxelles og vedtager nedskærings- og privatiseringskrav i EU-direktiver og -pagter for derefter at tage hjem og servere tiltagene, som om de var dalet ned fra himlen. I forbindelse med EuroPlus-pagten i foråret 2011 lovede VK-regeringen at afskaffe efterlønnen. Efter Finanspagten i 2012 skulle Folketinget vedtage en budgetlov, som forhindrer enhver afvigelse fra EU’s krav om højst 0,5 % af BNP i underskud på statens strukturelle saldo. Budgetloven medfører nedskæringer i kommunerne og forhindrer finanslove med væsentlige investeringer i grønne job eller velfærd – al den stund det ikke kan komme på tale at hente penge fra erhvervslivet og de rigeste til at finansiere sådanne udgifter. Stramme rammer, som står i stærk kontrast til de løse rammer for klimaindsatsen!

Fra traktater til ekspertgrupper præges EU afgørende af de store selskaber og deres lobbygrupper i Bruxelles, hvor to tredjedele af de 32.500 professionelle lobbyister repræsenterer det private erhvervsliv. En af de mægtigste lobbygrupper er European Roundtable of Industrialists (ERT), der består af chefer for de allerstørste industrikoncerner i Europa. ERT var allerede på banen i midten af 1980’erne som en af hoveddrivkræfterne bag det Indre Marked. Gruppen fik gennemført sine ønsker om bortrydning af enhver »handelshindring« og enhver hindring for kapitalens mulighed for at flytte rundt og flytte rundt på arbejdskraften.[14] Banen var dermed kridtet op for social dumping og skattekonkurrence såvel som pressede miljøstandarder og massiv transport uden hensyn til forureningen.

Men også ud over EU forsøger koncernerne og regeringerne at skabe konstruktioner, der gennemtvinger en nyliberalistisk globalisering og lader de multinationale selskaber maksimere deres indtjening uden indblanding fra national lovgivning. Et afgørende skridt blev taget i 1994 med oprettelsen af Verdenshandelsorganisationen, WTO. I disse år forsøger man at sætte trumf på med blandt andet TTIP-projektet – det Transatlantiske Handels- og Investeringspartnerskab. Under kraftig indflydelse af erhvervslobbygrupper forberedes et indre marked mellem EU og USA, som stærkt vil øge de store koncerners indflydelse og mulighed for at gribe ind i landenes lovgivningsprocesser, såvel direkte som indirekte.

TTIP skal fjerne ikke alene resterende toldsatser, men også forskelle i normer og regler, som kan udgøre handelshindringer. Dette vil angive retningen, uanset om der allerede fra starten åbnes for amerikanske gmo-afgrøder, klorkyllinger og hormonbøffer. For TTIP vil kun være begyndelsen på en fortsat, løbende regelharmonisering. Strukturer og procedurer skal oprettes for at »harmonisere regelværket«, herunder et råd for regelsamarbejde, hvor ikke-valgte bureaukrater og selskabsrepræsentanter vil kunne udvikle TTIP-samarbejdet bag lukkede døre. Skridt i den modsatte retning vil derimod blive vanskelige: Hver gang EU eller medlemslande som Danmark påtænker ny lovgivning eller nye regler, der kan påvirke handelen, skal USA tages med på råd.[15]

Det mest omstridte element i TTIP er investorbeskyttelsen i form af Investor-State Dispute Settlement (ISDS). Denne mekanisme vil give et udenlandsk firma ret til at sagsøge en stat, hvis den mener, at en beslutning, f.eks. en lovændring, vil være til skade for firmaets forventede overskud eller i øvrigt udgør »urimelig behandling«. En særdomstol bestående af tre virksomhedsadvokater vil kunne idømme den pågældende stat en klækkelig bøde.[16] Alene truslen om sagsanlæg kan da betyde, at regeringer og parlamenter på forhånd retter ind efter de store selskabers vilje og skrinlægger lovforslag.

Den danske SR-regering har valgt at vende det døve øre til alle indvendinger og fremtræder sammen med dele af dansk fagbevægelse som ivrige klakører for de store selskabers projekt. Den socialdemokratiske handelsminister, Mogens Jensen, er gået så vidt som til at kalde TTIP »en progressiv løftestang til hele verden«. Kritikken affejede han som »mytemæssige benspænd«.[17]

Lignende domstole, der allerede findes i andre, mindre handels- og investeringsaftaler, har imidlertid vist, hvad projektet i virkeligheden er løftestang for. Ud af 127 kendte ISDS-sager, der blev ført mod 20 EU-stater fra 1994 til 2014, handlede 60 procent om miljøfølsomme områder, bl.a. olie, gas, kul, atomkraftværker, minedrift, fødevarer, skovbrug, landbrug og affaldshåndtering. Det svenske energiselskab Vattenfall har således anlagt to sager mod Tyskland. I den ene blev Tyskland tvunget til at slække på krav til spildevandet fra et nyt kulkraftværk. Den anden sag anlagde selskabet i 2012 på grund af Tysklands beslutning om at udfase atomkraft, og kravet er en erstatning i størrelsesordenen 35 mia. kr.[18]

TTIP vil kunne dække op mod 50-60 procent af de internationale investeringsstrømme. Med ét vil 47.000 amerikanske firmaer få mulighed for at bruge ISDS mod EU-lande – ligesom da den nordamerikanske NAFTA-aftale førte til en lang række amerikanske sagsanlæg mod Canada.[19]

Gennemføres TTIP, vil det i høj grad være miljøet og klimaet, der ofres på vækstens og liberalismens alter: afskrækkelse eller afstraffelse af miljø- og klimalovgivning, sænkning af miljøstandarder, øget handel med fossile brændsler og i det hele taget øget varetransport over lange afstande.

Vinderne

Hele denne »nødvendighedens politik« medfører en voksende ulighed i indkomster, formuer og magt. De klare vindere er borgerskabet, det vil sige den herskende klasse af kapitalejere og deres nærmeste forbundne, i dag ofte omtalt som »den ene procent«. Det er frem for alt dette mindretal, der har en interesse i at undgå diskussioner om en alternativ politik, for slet ikke at tale om en alternativ samfundsorden.

I Danmark ejede den rigeste 1 % af befolkningen over 40 % af aktierne og obligationerne i 2012. Vi mangler samlede tal for formuefordelingen, efter at Nyrup-regeringen i 1996 fik afskaffet formueskatten, men de tilgængelige tal for nettoformuer tyder på, at formueuligheden efter nogle års udjævning er steget igen efter finanskrisen.[20] Når det gælder indkomster, havde arbejderbevægelsen gennem mange år sikret en mindre ulighed her i landet end i de fleste andre kapitalistiske lande, men i perioden 2001 til 2010 var Danmark var det vesteuropæiske land, der oplevede den største stigning i indkomstuligheden.[21]

På internationalt plan har koncentrationen af rigdom ifølge den franske økonom og ATTAC-talsmand Thomas Coutrot »nået eller (for Nordamerikas vedkommende) overskredet sine rekorder fra begyndelsen af 1900-tallet. Den århundredlange tendens til koncentration af produktionskapitalen, som Marx afdækkede, er mere aktiv end nogensinde: En hård kerne på 147 multinationale selskaber kontrollerer i dag 40 % af verdensøkonomien. Tre fjerdedele af disse grupper er banker, hvilket bekræfter finanskapitalens dominerende rolle. Tilsvarende udfolder der sig en mekanisme med hastig og selvforstærkende forøgelse af indkomst- og formuekoncentrationen. […] Den rigeste 1 % besidder allerede 25 % af rigdommen i Europa og 35 % i USA, og denne andel stiger hurtigt og ukontrolleret.«[22]

»Den globale opvarmning og samlingen af rigdom på færre hænder forstærker hinanden i en dødelig spiral,« skriver Thomas Coutrot. Han henviser for det første til de britiske sociologer Kate Pickett og Richard G. Wilkinson, der har påvist, at drivhusgasudledningerne følger graden af økonomisk ulighed tæt: »Uligheden skærper konkurrencen om social status og den angst, som fremkalder individualisme, materialisme og forbrugerisme, og dermed overforbrug og spild. De mest ulige af de udviklede lande har et større økologisk fodaftryk – per indbygger forbruger de mere kød og vand, de producerer mere affald og rejser mere med fly.« [23]

Samtidig betyder den voksende sociale kløft, at medlemmerne af den økonomiske elite har tendens til at blive fremmede over for befolkningsflertallets skæbne. »Deres passivitet over for de voksende farer skyldes til dels […] den økonomiske krigs betingelser, men man kan også forklare den med ledernes vished om, at de i kraft af deres penge, hvad der end sker, vil kunne bringe sig selv og deres nærmeste i dækning. De beskyttede enklaver, gated communities, de mure, de rejser omkring velhaverkvartererne overalt i verden, og »milliardær-øerne« er de mest synlige symboler på denne tilbagetrækning, som Hollywood har illustreret i adskillige populære sciencefiction-film.«[24]

Tænk, hvis der var et alternativ

Den liberalistiske politik, der føres for at redde kapitalismen gennem dens kriser, og som cementeres ved hjælp af overnationale institutioner, fremskynder således både et økologisk, et socialt og et demokratisk sammenbrud. Og når kapitalismen fylder hele den politiske horisont, er det umuligt at forsvare og forbedre sociale forhold, miljø og demokrati. Vi forhindres i at tage de åbenlyst nødvendige forholdsregler. Under dette system får vi valget mellem mere miljøødelæggelse og mere massearbejdsløshed. Og i en sådan situation fører fraværet af antikapitalistisk alternativ let til, at resignation og magtesløshed breder sig, hvilket kan danne grobund for højreekstreme partier.

Derfor er diskussionen om alternativer til kapitalismen ikke en akademisk luksus eller noget, der kan vente til bedre tider. Som Richard Smith skriver her i bogen: »Hvad det ender med, afhænger i vid udstrækning af, hvorvidt vi på venstrefløjen kan besvare spørgsmålet “Hvad er jeres alternativ?” med en overbevisende og plausibel vision om en økosocialistisk civilisation – og regne ud, hvordan vi når dertil.«

Eller med Pat Devines ord: »En eller anden forestilling om arkitekturen i en mulig 21. århundredes-socialisme, dens principper, institutioner og sociale processer, er bydende nødvendig, hvis venstrefløjen skal genvinde sin selvtillid og gøre krav på sin retmæssige position som bannerføreren for frihed og fremskridt.«

Der ér et alternativ! hævder forfatterne til denne bog. De forklarer ikke alene, hvordan kapitalismen spærrer for løsninger, de giver også deres bud på en anden økonomi og styreform: et økosocialistisk samfund. Her kan produktionen endelig indrettes demokratisk ud fra de samfundsmæssige behov og inden for de miljømæssige grænser. Samtidig anviser de veje til at sætte alternativet på dagsordenen gennem rød-grønne reformer og forening af sociale og økologiske kampe.

Samme perspektiv lægger Enhedslisten op til i sit principprogram fra 2014. Uden at bruge ordet indeholder programmet økosocialismen i dens essens, sådan som den også udvikles i denne bog: dels som samfundssystem, hvor »økonomien bygger på fælleseje og demokrati, og […] der ikke produceres efter profithensyn, men ud fra menneskers reelle behov og på en måde, som respekterer det globale miljømæssige råderum«, dels som bevægelse, hvor foreningen af sociale og økologiske kampe er en central strategisk akse.[25]

I mange år hængte en del af venstrefløjen sine håb op på »den virkeliggjorte socialisme«, hvad enten det var i sovjetisk, kinesisk, albansk, nordkoreansk eller cubansk afstøbning. Men for de fleste i vores del af verden har regimerne i socialismens navn været afskrækkende snarere end opmuntrende eksempler, i de fleste tilfælde også når det gælder miljøet. Økosocialisme er og må være noget ganske andet. Den er et opgør med produktivisme, uanset om den er kapitalistisk eller bureaukratisk. Det er også udgangspunktet for forfatterne i denne bog.

For eksempel fremlægger Pat Devine sin model for selvforvaltende socialisme, der bygger på socialt ejerskab, og hvor styringen foregår i en deltagerstyret proces med forhandlet koordination. I stedet for privat eller statsligt ejerskab ejes og kontrolleres virksomhederne ud fra et ægte nærhedsprincip af dem, der påvirkes af beslutningerne om brugen. Der sker fortsat køb og salg af varer på et marked, men markedskræfterne erstattes af demokratisk planlægning, idet investeringer besluttes demokratisk og koordineres, inden ressourcerne afsættes. Fri af profitinteresser vil de samfundsmæssige prioriteringer være demokratisk besluttede, og inden for de rammer vil de sociale ejere på hvert niveau diskutere og veje de forskellige hensyn op mod hinanden, herunder hensyn til miljøet og de kommende generationer.

Økosocialismen kan ses som en strømning, der viderefører marxismens grundtanker, men frigør dem fra dens produktivistiske levn. Marx og Engels’ økologiske ansatser blev i vidt omfang fortrængt af marxismen i 1900-tallet. Traditionelle socialister har haft tendens til højst at tilføje miljøkampen som påklistrede stikord og har ofte holdt fast i en venstre-keynesiansk kritik af den økonomiske politik. Derfor understregede Michael Löwy og Joel Kovel i Det Økosocialistiske Manifest, at »økosocialisme kritiserer både den kapitalistiske “markedsøkologi” og den socialistiske “produktivisme”, som begge ignorerer jordens ligevægt og grænser. Økosocialisme definerer vejen til og målet for socialisme inden for økologiske og demokratiske rammer på en ny måde.«[26]

Som Daniel Tanuro slår fast her i bogen, betyder »øko« foran »socialisme« ikke gammel vin på nye flasker, for det handler om at forholde sig til grundlæggende nye betingelser: Produktivkræfternes udvikling er blevet destruktiv og undergraver mulighederne for socialisme. Forestillinger om »menneskets beherskelse af naturen« må erstattes af et forsigtighedsprincip. Forbrugs- og mobilitetsmønstre må ændres, og det gælder ikke kun overklassen.

Denne bog søger at formidle noget af den rige økosocialistiske teori og praksis, der efterhånden findes internationalt. Bogen forsøger dog ikke at dække alle erklæret økosocialistiske teorier og programmer. Den er et udvalg med vægt på handlingsrettede perspektiver.

Grøn politik kan ikke adskilles fra rød politik

En indsats for at udvikle og udbrede disse økosocialistiske perspektiver er hårdt tiltrængt, for selv om det er åbenlyst for stadig flere, hvilke ødelæggelser vor tids kapitalisme fører med sig, skaber det ikke i sig selv en afløser til dette fallerede system. Vækstkritik har således vundet frem i de seneste år, også i Danmark, men denne kritik svarer alt for sjældent på, om væksten kan afskaffes under kapitalismen, for slet ikke at tale om, hvordan man kan afskaffe kapitalismen.

For at have en chance over for de økonomiske magthavere, ikke mindst den fossilt baserede kapital, »må fornuften være bevæbnet – bevæbnet med social magt«, som Lars Henriksson skriver. Et centralt tema i bogen er netop, at den nødvendige omstilling ikke kan opnås uden mobilisering og aktiv deltagelse af lønarbejderklassen, som udgør størsteparten af befolkningen, og som har muligheden for at standse produktionen og for at stille krav om dens omstilling indefra.

»Folk lader sig selvfølgelig ikke så let mobilisere for omfattende samfundsforandringer, hvis et lille mindretal i samfundet tilegner sig det meste af værdiskabelsen og fordelene, mens almindelige mennesker må leve med ulemperne (betale omkostningerne). En radikal omfordeling af samfundets værdier bliver dermed også en forudsætning for, at folk skal kunne lade sig mobilisere mod klimakrisen,« pointerer Asbjørn Wahl.

Artiklerne her i bogen forholder sig til, hvordan folk kan få bedre liv, samtidig med at der samlet produceres, transporteres og forbruges mindre. Michael Löwy skriver for eksempel, at det ikke handler om at reducere levestandarden, men om at skille sig af med unyttige produkter og rette produktionen ind mod at tilfredsstille ægte behov – groft sagt dem, »der fortsat findes, når man har afskaffet reklamen«. Nathalie Guay sætter fokus på, hvordan og på hvilke betingelser kortere arbejdstid kan forbedre tilværelsen og begrænse overforbrug og overproduktion.

Som Naomi Klein klart påviser i sin bog This Changes Everything, er det ikke alene nødvendigt at gøre op med kapitalismen for at afværge klimakatastrofen. Klimaudfordringen giver også almindelige mennesker en historisk chance for at gøre op med systemets andre dårligdomme og opnå bedre rammer for tilværelsen. Og klimakampen står og falder med, om dette bliver anskueliggjort:

»Det er lykkedes for de konservative at stække og tilbagerulle klimaindsatsen midt i en økonomisk krise ved at få klima til at handle om økonomi – om det presserende behov for at beskytte vækst og job i vanskelige tider (og vanskelige er de altid). Progressive kan sagtens gøre det samme: Ved at vise, at de virkelige løsninger på klimakrisen er vores bedste håb for at opbygge et meget mere stabilt og ligeligt økonomisk system, som styrker og omskaber den offentlige sfære, skaber rigeligt med værdigt arbejde og på radikal vis tøjler virksomhedernes grådighed.«[27]

Hverken klimapanik eller maksimalisme

Også blandt kræfter, der erkender kapitalismens miljøødelæggende mekanismer, er det udbredt at basere sin strategi – eller mangel på samme – på, at kapitalismen kan og må løse klimakrisen, fordi der ikke er tid til at lave samfundet grundlæggende om. Men klimaets og økosfærens hårde tidsfrister taler ikke nødvendigvis for at udskyde kampen for grundlæggende samfundsforandringer. Faktisk tværtimod. En hurtig afvikling af drivhusgasudledningerne kræver så omfattende offentlige investeringer, planlægning og omfordeling af samfundets ressourcer, at det indebærer et opgør med pengemagten og det såkaldt frie marked. Som Richard Smith påpeger, er det nødvendigt med en nødplan for reduceret ressourceforbrug, omstilling af produktionen, det vil sige starten på en overgang fra profitstyret til demokratisk behovsstyret økonomi.

Vi skal ikke gå i klimapanik og bilde os selv ind, at problemerne kan løses inden for kapitalismens rammer, bare fordi det er svært at se vejen ud af dette system. Som blandt andre Daniel Tanuro forklarer, er det netop på grund af klimakrisens hastende karakter nødvendigt at gribe ind over for kapitalismens ejendomsforhold og funktionsmåde. Men vi skal heller ikke hengive os til maksimalisme – ren propaganda for et nyt samfund som eneste løsning. Det nytter ikke at opstille afskaffelse af kapitalismen som en forudsætning for at tage krafttag med den økologiske krise. Klimaet og miljøet skal forsvares her og nu. Derfor må der punkt for punkt mobiliseres i størst mulig enhed for de nødvendige klima- og miljøkrav.

Vi må være bevidste om klimaets tidsfrister for hurtig nedbringelse af udledningerne de næste 10, 20 og 30 år, men også om, at dogmerne om privat ejerskab, markedskræfter og globalisering må brydes for at sikre den nødvendige omstilling. Derfor er det, som nævnt i Enhedslistens principprogram, »afgørende, at folkelige bevægelser samler sig om krav, der tager udgangspunkt i konkrete problemer, men som samtidig antaster selve strukturerne i det kapitalistiske samfund. Her er et helt centralt omdrejningspunkt magten over økonomien, markedsstyringen og arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. […] Klima- og miljøpolitikken er et godt eksempel på et område, hvor den løbende forsvarskamp nødvendigvis må rejse spørgsmålet om magten over landbrug, transport og produktion og dermed nødvendigvis omfatter et angreb på selve kernen i kapitalismen.«[28]

Af samme grund er der i denne bog lagt vægt på, hvordan vi kan slå bro mellem de nuværende økologiske og sociale kampe og opgøret med kapitalismen som system. Artiklerne forklarer ikke bare, at kapitalismen må afskaffes. De skitserer også en økosocialistisk strategi ved at give eksempler på kampfelter, krav og metoder, der kan drive samfundsforandringen med afsæt i den aktuelle situation.

Omdrejningspunktet for en økosocialistisk overgangsstrategi må være kampen for demokratisering af økonomien – eller »kampen for et produktionsdemokrati«, som Søren Kolstrup kalder det – med udgangspunkt i de samfundsmæssige behov og de klima- og miljømæssige rammer.

Forfatterne kommer ind på en række rød-grønne krav, der kan sprænge den kapitalistiske spændetrøje og tage fat på en demokratisk planlægning:

  • Demokratisk ejerskab til og kontrol med energisektoren
  • Omfattende igangsættelse af klimajob inden for vedvarende energi, energirenovering af bygninger, kollektiv transport m.v.
  • Skattereform, der omfordeler socialt og fremmer grøn omstilling
  • Omstilling af landbruget til alsidig, økologisk og klimavenlig produktion
  • Omstilling af produktionen i klima- og miljøbelastende virksomheder og brancher
  • Produktstandarder for holdbarhed, reparerbarhed, genbrugelighed og recirkulerbarhed
  • Ret til at oprette bæredygtige arbejdspladser styret af ansatte og brugere
  • Grøn produktion gennem kommunale, kooperative og socialøkonomiske virksomheder, understøttet af offentlige innovationscentre og offentlige indkøb
  • Medarbejderovertagelse eller offentlig overtagelse af udflytningsramte fabrikker
  • Socialisering af kreditgivningen
  • Jobgaranti til de ansatte i virksomheder, der afvikles eller indskrænkes som led i grøn omstilling
  • Radikal forkortelse af arbejdstiden, ugentligt og i form af orlov
  • Offentlig satsning på kollektiv transport og godstransport på skinner og vand
  • Areal- og byplanlægning ud fra miljø- og klimahensyn
  • Relokalisering af produktion, navnlig landbrugsproduktionen gennem støtte til lokalt smålandbrug og lokal fødevareindustri
  • Overførsel af grønne teknologier til landene i syd
  • Oprettelse af en verdensfond for klimatilpasning.

Det er nogle af de krav, der bør videreudvikles, udbredes i partier og bevægelser og rejses aktivt, når åbninger opstår. Afgørende er selvfølgelig den kollektive aktivitet og organisering blandt de berørte på arbejdspladserne, de arbejdsløse, borgerne i lokalområder og kommuner osv. Fagbevægelsen kan og må spille en central rolle i mobiliseringen, men det kræver, som det forklares af Asbjørn Wahl og Lars Henriksson, at den får nyt liv, forholder sig aktivt til produktionens indhold og indgår alliancer med bevægelser for klima og miljø, velfærd og andre samfundsspørgsmål.

Kampen for et rødt og grønt Europa

Ønsker vi at opstille et alternativ til det nuværende samfundssystem og rejse krav som de netop nævnte, kan vi ikke gøre det alene på nationalt plan. Alternativet må som minimum være europæisk – både fordi røde og grønne forslag i Danmark kolliderer med EU’s og andre overnationale liberalistiske regelværk, og fordi klima og miljø kræver grænseoverskridende løsninger, herunder indgreb over for international finanskapital, fossil kapital og andre multinationale selskaber.

Heri ligger et dilemma, som desværre har fået mange arbejderpartier, fagforeninger og bevægelser til at falde i en af to grøfter. På den ene side en tilslutning til EU-projektet, med forsøg på at gøre det socialt og miljøvenligt, hvilket er en illusion: Langt fra at være en neutral arena er EU en skæv bane, både på grund af det liberalistiske traktatgrundlag, og fordi der ikke findes en europæisk offentlighed, der kan matche den internationalt sammenvævede kapital og dens hær af lobbyister. Denne linje risikerer at binde venstrefløjen op på en afvikling af demokrati og sociale landvindinger, mens det nationalistiske højre scorer proteststemmerne. Venstrefløjen kan med andre ord aldrig vinde afgørende indflydelse i EU, men kan blive udraderet i forsøget.

I modsatte grøft har man satset på en »Ud af EU«-linje, der lægger hovedvægten på tværpolitiske alliancer til forsvar for demokratisk suverænitet og undlader at formulere anti-kapitalistiske og fælleseuropæiske svar. Det kan være effektivt, når der skal vindes folkeafstemninger, men venstrefløjen risikerer at fremstå som mere og mere irrelevant, fordi den ikke er europapolitisk til stede med klare svar på den liberalistiske politik og de internationale udfordringer.

Erfaringerne med EU’s politik de senere år har svækket begejstringen for »Europa« på venstrefløjen i en del lande. Men mange venstrefløjspartier og et flertal i det Europæiske Venstreparti synes stadig at tro på, at et andet Europa kan skabes med udgangspunkt i den Europæiske Union. Et større EU-budget og en ændring af den Europæiske Centralbanks rolle, så den støtter de offentlige finanser, grønne infrastrukturinvesteringer og europæiske sociale rettigheder er nogle af de forslag, som man forestiller sig vil føre til et andet, socialt og miljøvenligt Europa[29].

Imidlertid kræver et sådant program ikke alene et opgør med den aktuelle politik i EU-toppen, det støder også frontalt ind i selve EU’s traktatgrundlag. Det tyske venstrefløjsparti Die Linke kræver f.eks. en »ny start med en revision af de primærretlige grundelementer i EU, som er militaristiske, udemokratiske og nyliberalistiske«. Problemet er bare, at EU’s traktater kun kan ændres, hvis der opnås enstemmighed blandt medlemsstaterne.[30]

I betragtning af de økonomiske og politiske forskelle mellem EU-landene må en økosocialistisk strategi derfor forudse brud med EU, som starter på nationalt plan, sådan som det f.eks. er påpeget af den franske økonom Cédric Durand og sociolog Razmig Keucheyan:

»Hvis en venstrefløj, der bryder med nyliberalismen, skulle opnå valgsejre i et eller flere lande, hvilket bestemt er en mulighed, vil den stå over for et ubønhørligt valg: Enten må den opgive sine ambitioner om økologisk og social forandring for at blive eurokompatibel, eller også må den nægte at parere ordre og i sidste ende bryde med EU. Der er ingen tredje mulighed. Først når bruddet med EU er fuldbyrdet, kan den virkelige politik begynde: en politik for fuld beskæftigelse, omlægning af økonomien ud fra samfundsmæssige behov, solidarisk international integration, planlægning af den økologiske omstilling…« [31]

Det ser ud til at blive bekræftet af den græske krise, hvor EU i starten af 2015 truede den nyetablerede Syriza-regering til at aflyse eller udskyde opgøret med den EU- og IMF-dikterede nedskærings- og privatiseringspolitik. Men uanset om man bliver hængende eller ryger ud af eurozonen, kan opgøret med de liberalistiske diktater ikke tages succesfuldt af befolkningen i ét land alene.

Svaret må være sætte kursen mod et brud med EU som kapitalistisk konstruktion og kæmpe for et andet europæisk samarbejde på grundlag af sociale, økologiske og demokratiske krav. Det kræver både, at venstrefløjsalternativer opnår gennembrud i en række lande, og at venstrefløj og bevægelser i Europa finder sammen i fælles kampe og organiseringer for et europæisk samarbejde på en ny grundvold. Folkelig organisering og kamp for rød-grønne krav på tværs af EU-reglerne i de enkelte lande må altså kombineres med en fælles europæisk bevægelse for en anden politik og for nye, demokratiske strukturer. Spirer til en fælles europæisk bevægelse søges blandt andet udviklet gennem AlterSummit: »alternative topmøder«, hvor græsrodsbevægelser har fundet sammen om at rejse fælles krav »for et demokratisk, socialt, økologisk og feministisk Europa«.[32]

Konklusion

Enighed om, hvad antikapitalisme indebærer, eller om, hvordan et samfundsalternativ skal se ud, er ikke en forudsætning for at tage kampen op med den socialt, økologisk og demokratisk nedbrydende nyliberalisme. Vi kan og skal skabe alliancer for »en gennemgribende reform af vores nuværende nyliberalistisk-økonomiske system og dets institutioner«.[33] Men samtidig er det vigtigt at udbrede den erkendelse, at der ikke findes en ikke-nyliberalistisk kapitalisme, man kan vende tilbage til. Finansmarkederne, de multinationale koncerner, globaliseringen og EU-centralismen er »sådan, det er« under kapitalismen nu. Derfor rulles progressive reformer ustandselig tilbage og liberalistiske anti-reformer frem, så længe der ikke udvikles et sammenhængende alternativ, hvilket i bund og grund indebærer et opgør om magten og kontrollen over samfundets ressourcer. Det alternativ må være økosocialistisk.

Der er skrevet langt mere om, hvor galt det går på grund af kapitalismen, end om, hvad der kan sættes i stedet, og hvordan vi gør det. Udviklingen af systematiske alternativer til kapitalismen er blevet voldsomt forsømt på venstrefløjen, men vi står ikke på bar bund. Der findes ansatser og skitser. De skal hives frem, samles, videreudvikles og konkretiseres. Det søger denne bog at bidrage til ved at præsentere et økosocialistisk perspektiv, herunder økosocialismen som socialt, økologisk og demokratisk samfundsalternativ. De otte forfattere leverer argumenter for:

  • at en overgang til økosocialisme er nødvendig for at løse kapitalismens kombinerede kriser
  • at økologisk omstilling må være et centralt aspekt af en socialisme for det 21. århundrede
  • at et system med fælleseje og demokratisk planlægning kan fungere
  • at der kan mobiliseres og samles tilstrækkelige kræfter til at gennemføre denne grundlæggende samfundsforandring.

Hvis aktive på venstrefløjen udvikler og udbreder sammenhængende økosocialistiske løsninger, vil venstrefløjens politiske kraft og overbevisning blive styrket, også i hverdagens modstandskampe. For sådan er det jo ikke bare. En anden verden er mulig!


Noter

[1] Refereret af Ejvind Larsen i Information, 25.2.2014.

[2] »Corydon: Vi må nytænke Danmarks konkurrenceevne« i Mandag Morgen, 8.9.2014 (www.mm.dk/corydon-vi-maa-nytaenke-danmarks-konkurrenceevne).

[3] Ugebrevet A4, 29.1.2015 (www.ugebreveta4.dk/regeringen-svigter-eget-grundlag-offentlige-invester_19975.aspx).

[4] SF kunne ikke bære DONG-sagen og trak sig fra regeringen den 30. januar 2014 om morgenen. Alligevel stemte SF’erne senere på dagen imod at standse aktiesalget.

[5] Førstebehandling af B30, 30.1.2014 (www.ft.dk/samling/20131/beslutningsforslag/b30/beh1/forhandling.htm).

[6] Rune Lykkeberg: »Undskyld, er De nyliberalist?« i Information, 29.12.2012 (www.information.dk/321043).

[7] Gyldendal, 2008.

[8] Ifølge IPCC’s femte statusrapport er de aktuelt tilgængelige fossile kulstofreserver 4 til 7 gange så store som det, der kan afbrændes, hvis der skal være mindst 66 % sandsynlighed for at ikke at overskride 2 graders temperaturstigning, og de potentielle reserver er langt større – se Climate Change 2014 Synthesis Report, IPCC, Genève, 2014, s. 63 (www.ipcc.ch/report/ar5/syr/). Se også Duncan Clark: »Hvor meget fossilt brændsel kan vi brænde af?« i Information, 1.4.2015.

[9] Information, 18.10.20114 (www.information.dk/512956).

[10] Information, 8.2.2014 (www.information.dk/487474).

[11] Jørgen Steen Nielsen: »”Danmarks klimaregnskab er værre end hidtil antaget”« i Information, 26.11.2014 (www.information.dk/516916).

[12] Karl Vogt-Nielsen: »CO2‘en vælter ud af de danske skorstene« i Rød+Grøn, København: Enhedslisten, oktober 2014 (http://org.enhedslisten.dk/files/medlemsblad/rg61_web.pdf).

[13] Annual Climate Outlook 2014, København: CONCITO, november 2014, s. 25 (www.concito.info/udgivelser/annual-climate-outlook-2014).

[14] Belén Balanyá m.fl.: Europe, Inc. – Regional & Global Restructuring and the Rise of Corporate Power, London: Pluto Press, 2000 (corporateeurope.org/power-lobbies/2012/03/europe-inc).

[15] »EU står fast: USA skal høres om nye love og regler i EU-lande« i Information, 29.1.2015 (www.information.dk/522816). Kenneth Haar og Max Bank: »TTIP: Regulations Handcuffed« på Corporate Europe Observatory, 28.1.2015 (corporateeurope.org/international-trade/2015/01/ttip-regulations-handcuffed).

[16] Kenneth Haar: »Status for kampen om de multinationales særdomstole« i Kritisk Debat, 15.12.2014 (www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1469). Se også noah.dk/ttip/

[17] Information, 8.1.2015.

[18] Friends of the Earth Europa: De skjulte omkostninger i EU’s handelsaftaler, København: NOAH, 4.12.2014 (noah.dk/wp-content/uploads/2014/12/Briefing_Paper_Danish_Low_Res_V3.pdf).

[19] Nanna Clifforth: »TTIP-aftalen er en trojansk hest, der allerede har kostet borgerne milliarder« på Modkraft, 7.1.2015 (modkraft.dk/artikel/ttip-aftalen-er-en-trojansk-hest-der-allerede-har-kostet-borgerne-milliarder).

[20] Cevea: »Den rigeste 1 pct. ejer ca. en tredjedel af formueværdien i Danmark«, notat, 23.6.2014. http://www.cevea.dk/files/materialer/analyser/notat_om_formuefordeling_i_danmark.pdf

[21] Jonas Schytz Juul: » Gennem 00’erne har Danmark haft Vesteuropas største stigning i ulighed«, www.ae.dk, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 22.8.2012. http://www.ae.dk/analyser/gennem-00erne-har-danmark-haft-vesteuropas-stoerste-stigning-i-ulighed

[22] Thomas Coutrot: »La compétitivité, une idée morte« i La vie des idées, 30.9.2014 (www.laviedesidees.fr/La-competitivite-est-une-idee.html).

[23] Richard G. Wilkinson og Kate Picketts: The Spirit Level, citeret af Thomas Coutrot i den anførte artikel.

[24] Thomas Coutrot: den anførte artikel.

[25] Enhedslistens principprogram, vedtaget på årsmødet i maj 2014 (enhedslisten.dk/principprogram).

[26] Det Økosocialistiske Manifest fra Belem, 2009 (socinf.dk/side.php?id=289).

[27] Naomi Klein: Intet bliver som før. Kapitalisme vs. klima, Aarhus: Klim, 2014, s. 125.

[28] Enhedslistens principprogram, 2014 (citeret ovenfor).

[29] Mario Candeias, Lukas Oberndorfer og Anne Steckner: »Neugründung Europas? Strategische Orientierungen« i Luxemburg, april 2014 (www.zeitschrift-luxemburg.de/neugruendung-europas-strategische-orientierungen/).

[30] Regler for revision af traktaterne: eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=URISERV:ai0013&qid=1425848420850

[31] Cédric Durand og Razmig Keucheyan: »Désobéir à l’Union européenne« på Regards.fr, 7.1.2014 (www.regards.fr/web/Desobeir-a-l-Union-europeenne,7338).

[32] Alter Summit (www.altersummit.eu).

[33] Niels I. Meyer: Nok er nok – Stop den skæve udvikling, København: Tiderne Skifter, 2012.