Økosocialisme og demokratisk planlægning

Af Michael Löwy

Økosocialismen har til formål at levere et radikalt civilisatorisk alternativ til det, som Marx kaldte kapitalismens »destruktive fremskridt«.[1] Dette valg lægger op til en økonomisk politik, der tager sigte på sociale behov og økologisk balance, og som derfor ikke kan bygge på pengemæssige og rent økonomiske kriterier. De afgørende argumenter for økosocialismen udspringer dels af miljøbevægelsen, dels af den marxistiske kritik af den politiske økonomi. Denne dialektiske syntese, som er forudset af en bred vifte af skribenter fra André Gorz til Elmar Altvater, James O’Connor, Joel Kovel og John Bellamy Foster, er på én gang en kritik af »markedsøkologien«, som tilpasser sig det kapitalistiske system, og den »produktivistiske socialisme«, som vender ryggen til spørgsmålet om naturens grænser.

Ifølge O’Connor er den økologiske socialismes mål et nyt samfund, der bygger på økologisk rationalitet, demokratisk kontrol og social lighed og på brugsværdi frem for bytteværdi.[2] Jeg vil tilføje, at disse mål forudsætter:

  1. Kollektiv ejendomsret til produktionsmidlerne – »kollektiv« i betydningen offentlig, fællesskabsbaseret eller kooperativ
  2. En demokratisk planlægning, der gør det muligt for samfundet at fastlægge sine mål for investeringer og produktion, og
  3. En ny teknologisk struktur for produktivkræfterne.

Med andre ord: en revolutionær samfundsforandring på socialt og økonomisk plan.[3]

Find økosocialismebogen hos forlaget Solidaritet

Efter økosocialisters opfattelse er problemet med hovedstrømningerne inden for den politiske økologi, som repræsenteres af de grønne partier, at de ikke synes at tage højde for den iboende modsigelse mellem kapitalismens dynamik – byggende på kapitalens ubegrænsede ekspansion og akkumulation af profitter – og beskyttelsen af miljøet. Det fører til en kritik af produktivismen, som ofte rammer plet, men som ikke af den grund fører meget længere end de miljøreformer, der er afledt af »markedsøkonomien«. Derfor kan centrum-venstre-regeringer med en socialliberal politik bruge de grønne partier som miljøpolitisk alibi.[4]

Ser vi på venstrefløjen, har problemet med de dominerende tendenser i 1900-tallet – socialdemokratiet og den sovjetisk inspirerede kommunistiske bevægelse – været, at de accepterede den eksisterende produktionsmodel. Mens den ene begrænsede sig til en reformeret – i bedste fald keynesiansk – version af det kapitalistiske system, udviklede den anden en autoritær og kollektivistisk form for produktivisme – eller statskapitalisme. I begge tilfælde blev miljøspørgsmålene negligeret eller i hvert fald marginaliseret.

Marx og Engels selv var bevidste om den kapitalistiske produktionsmådes ødelæggende konsekvenser for miljøet. Det ser vi af en række uddrag af Kapitalen og andre skrifter.[5] Desuden mente de, at det ikke er socialismens mål at producere stadig flere ting, men at give mennesker fritid, så de kan udfolde deres fulde potentiale. I denne sammenhæng har de ikke meget til fælles med »produktivismen«, dvs. forestillingen om, at ubegrænset vækst i produktionen er et mål i sig selv.

Imidlertid tales der i nogle af deres skrifter om socialismens mulighed for at udvikle produktivkræfterne ud over begrænsninger påtvunget af det kapitalistiske system. Disse skrifter antyder, at den socialistiske samfundsforandring kun vedrører de kapitalistiske produktionsforhold, som er blevet en hindring (det ord, der oftest bruges om det, er »lænker«) for produktivkræfternes frie udvikling. Socialisme betyder her frem for alt samfundsovertagelse af denne produktionskapacitet, ved at den sættes i lønarbejdernes tjeneste. Tag for eksempel denne passage fra Friedrich Engels’ Anti-Dühring, en »kanonisk« tekst for mange generationer af marxister: Under socialistisk styre tager »samfundet åbent og uden omsvøb produktivkræfterne i besiddelse, fordi de er vokset fra« det eksisterende system.[6]

Det, der skete i Sovjetunionen, illustrerer de problemer, der affødes af en kollektivistisk overtagelse af det kapitalistiske produktionsapparat. Tanken om socialisering af de eksisterende produktivkræfter var fremherskende lige fra starten. Ganske vist voksede miljøbevægelsen i de første år efter den socialistiske Oktoberrevolution, og sovjetregeringen vedtog nogle begrænsede miljøbeskyttelsesforanstaltninger, men med den stalinistiske bureaukratiseringsproces blev der med totalitære midler gennemtvunget produktivistiske metoder såvel i landbruget som i industrien. Tjernobylkatastrofen er det definitive eksempel på de skæbnesvangre konsekvenser af at efterligne de vestlige produktionsteknologier. Hvis forandringen af ejendomsforholdene ikke følges af en demokratisk styring og en økologisk omorganisering af produktionssystemet, ender den i en blindgyde.

Allerede visse marxistiske dissidenter i 1930’erne, heriblandt Walter Benjamin, skriver kritisk om den produktivistiske »fremskridts«-ideologi, f.eks. forestillingen om en »socialistisk« udnyttelse af naturen. Frem for alt er det dog i de seneste årtier, at den egentlige økosocialisme har udviklet sig i opgør med tesen om produktivkræfternes neutralitet, som var fremherskende inden for venstrefløjens hovedstrømninger op gennem 1900-tallet.

Økosocialister bør lade sig inspirere af Marx’ bemærkninger om Pariserkommunen: Arbejderne kan ikke overtage det kapitalistiske statsapparat og bruge det til deres egne formål. De er nødt til at »knuse det« og erstatte det med en radikalt anderledes form for politisk magt, som er demokratisk og ikke statslig. Den samme tanke gør sig på sin vis gældende for produktionsapparatet. Det er ikke »neutralt«, men derimod strukturelt præget af en udvikling, der fremmer kapitalakkumulation og ubegrænset markedsekspansion. Det bringer produktionsapparatet i konflikt med behovet for at beskytte miljøet og folkesundheden. Derfor må vi gennemføre en »revolutionering« af produktionsapparatet som led i en radikal samfundsforandringsproces.

Den store værdi af de videnskabelige og teknologiske fremskridt i moderne tid skal ikke bestrides, men produktionssystemet som helhed må omformes, og det er kun muligt med økosocialistiske metoder, det vil sige ved at indføre en demokratisk planlægning af økonomien, der tager højde for, at de økologiske balancer skal beskyttes. Det kan medføre nedlæggelse af bestemte produktionsgrene såsom atomkraftværker, intensive, industrielle fisketeknikker, som nærmest har udryddet mange marine arter, rydning af tropiske skove osv. Listen er meget lang. Højeste prioritet har dog den revolution i energisystemet, som skal afskaffe de nuværende (især fossile) kilder, der forårsager klimaforandringer og forgifter miljøet, til fordel for vedvarende energiressourcer: vand, vind og sol. Energispørgsmålet af afgørende, for den fossile energi er skyld i hovedparten af forureningen af Jorden og i den katastrofe, som den globale opvarmning udgør. Atomkraft er et falskt alternativ, ikke alene på grund af risikoen for nye Tjernobylulykker, men også fordi ingen ved, hvad man skal gøre af de tusinder af ton radioaktivt affald, som forbliver giftigt i hundreder, tusinder eller millioner år, hvortil kommer de nedlagte, forurenede atomkraftværker. Der må satses på forskning i og udvikling af solenergien, som på grund af sin manglende »rentabilitet« eller »konkurrencedygtighed« længe er blevet negligeret af de kapitalistiske samfund. Den må spille en central rolle i opbygningen af et alternativt energisystem.

Den samfundsmæssigt nødvendige forudsætning for at nå disse mål er alles ret til beskæftigelse på rimelige vilkår. Denne forudsætning er ikke kun nødvendig for at imødekomme krav om social retfærdighed, men også for at sikre arbejderklassens støtte, for uden den kan man ikke gennemføre processen med strukturel forandring af produktivkræfterne. Offentlig kontrol med produktionsmidlerne og demokratisk planlægning er ligeledes uundværlige; hvis beslutningerne om investeringer og teknologiske forandringer skal tjene samfundets fælles bedste, må de tages offentligt i stedet for af bankerne og de kapitalistiske virksomheder.

Det er imidlertid ikke nok at overlade disse beslutninger til lønarbejderne. I Kapitalens tredje bog definerer Marx socialismen som et samfund, hvor »de sammensluttede producenter rationelt regulerer deres stofskifte (Stoffwechsel) med naturen«. Men i Kapitalens første bog finder man en bredere tilgang: Socialismen ses som »en sammenslutning af frie mennesker, som arbejder med fælles (gemeinschaftlichen) produktionsmidler«.[7] Denne opfattelse er langt mere velegnet: Produktionen og forbruget må organiseres rationelt ikke alene af »producenterne«, men også af forbrugerne og dermed samfundet som helhed, altså den produktive, men også den »ikke-produktive« befolkning: studerende, unge, hjemmegående kvinder (og mænd), pensionister osv.

I den forstand vil hele samfundet have friheden til demokratisk at vælge, hvilke produktionsretninger der skal fremmes, og hvor mange ressourcer der skal investeres i uddannelse, sundhed og kultur.[8] Varepriserne vil ikke længere følge loven om udbud og efterspørgsel, men så vidt muligt blive fastsat efter sociale, politiske og miljømæssige kriterier. I begyndelsen vil der bare blive anvendt afgifter på nogle produkter og tilskud til andre, men ideelt vil flere og flere produkter og tjenesteydelser bliver distribueret gratis, efter hvad borgerne ønsker.

Den demokratiske planlægning er i sig selv langt fra »despotisk«, men derimod en udøvelse af samfundets frihed til at bestemme. En udøvelse, der er nødvendig for at frigøre sig fra de fremmedgørende »økonomiske love« og »jernbure«, som den kapitalistiske og den bureaukratiske struktur har lagt ned over folk. Sammen med en forkortelse af arbejdstiden vil den demokratiske planlægning være et betydeligt fremskridt for menneskeheden på vejen mod det, som Marx kaldte »frihedens rige«. Udvidelsen af fritiden er faktisk en betingelse for, at de arbejdende kan deltage i den demokratiske diskussion og i styringen af økonomi og samfund.

Forkæmperne for det frie marked henviser til den sovjetiske planlægnings fallit for at retfærdiggøre deres kategoriske afvisning af enhver form for organiseret økonomi. Uden at vi behøver at gå ind i en diskussion af, hvor det sovjetiske eksempel lykkedes eller slog fejl, står det klart, at der var tale om et »diktatur over behovene«, som det blev kaldt af György Markus og hans kolleger fra Budapestskolen: et udemokratisk og autoritært system, som gav beslutningsmonopol til et snævert oligarki af teknobureaukrater. Det var ikke planlægningen, der førte til diktaturet. Det var den tiltagende begrænsning af demokratiet inden for den sovjetiske stat og indførelsen af en totalitær bureaukratisk magt efter Lenins død, der førte til et mere og mere autoritært og udemokratisk planlægningssystem. Hvis man kan definere socialismen som de arbejdendes og befolkningens kontrol med produktionsprocessen, var Sovjetunionen under Stalin og hans efterfølgere meget langt fra at svare til denne definition.

Fiaskoen i USSR vidner om begrænsningerne og modsigelserne i en bureaukratisk planlægning, som var åbenlyst ineffektiv og præget af vilkårlighed. Den kan ikke bruges som argument mod at indføre en ægte demokratisk planlægning.[9] Den socialistiske opfattelse af planlægning er intet andet end en radikal demokratisering af økonomien. Hvis det står fast, at de politiske beslutninger ikke skal forbeholdes en lille elite af ledere, hvorfor så ikke anvende det samme princip over for de økonomiske beslutninger? Spørgsmålet om balancen mellem markeds- og planlægningsmekanismer er komplekst. I de første faser af det nye samfund vil markederne sikkert stadig spille en væsentlig rolle, men efterhånden som overgangen til socialisme skrider frem, bliver planlægningen stadig vigtigere som modtræk til bytteværdiens love.[10]

Engels betonede, at et socialistisk samfund »vil være nødt til at indrette produktionsplanen efter produktionsmidlerne, hvortil ganske særlig også arbejdskræfterne hører. De forskellige brugsgenstandes nytteeffekt, afvejet mod hinanden og mod de til deres fremstilling nødvendige arbejdsmængder, vil i sidste ende bestemme planen«.[11] I det kapitalistiske system er brugsværdien kun et middel – og ofte et salgstrick – underlagt bytteværdien og rentabiliteten; det er faktisk forklaringen på, at der er så mange unyttige produkter i vores samfund. I en socialistisk planøkonomi retter produktionen af varer og tjenesteydelser sig ikke kun efter bytteværdikriteriet, og det har vidtgående konsekvenser både økonomisk, socialt og miljømæssigt. Som Joel Kovel har bemærket: »Styrkelsen af brugsværdien og de medfølgende ændringer i behovsstrukturen bliver teknologiens samfundsmæssige omdrejningspunkt, i stedet for omdannelsen af tid til merværdi og penge.«[12]

Det system for demokratisk planlægning, vi taler om i denne artikel, vedrører de centrale økonomiske valg og ikke administrationen af lokale restauranter, købmandsforretninger, bagerier, småbutikker og håndværks- eller servicevirksomheder. Det er ligeledes vigtigt at understrege, at planlægningen ikke står i modsætning til de ansattes selvforvaltning på arbejdspladserne. Mens f.eks. omstilling af en bilfabrik til produktion af busser eller sporvogne må være en beslutning for hele samfundet, vil fabrikkens interne organisering og drift skulle forvaltes demokratisk af de arbejdende selv. Der har været lange diskussioner om »centraliseret« kontra »decentraliseret« planlægning, men hovedsagen er den demokratiske kontrol med planen på alle niveauer: lokalt, regionalt, nationalt, kontinentalt – og forhåbentlig globalt, eftersom økologiske spørgsmål som klimaopvarmningen er verdensomspændende og kun kan løses på verdensplan. Dette forslag kunne kaldes »global demokratisk planlægning«. Selv på dette niveau er der tale om en planlægning i skarp kontrast til det, der ofte er blevet kaldt »central planlægning«, for de økonomiske og sociale beslutninger tages ikke af et eller andet »centrum«, men demokratisk af de berørte befolkninger.

Der vil naturligvis forekomme spændinger og modsætninger mellem de selvforvaltede virksomheder og de lokale demokratiske forvaltninger og andre, bredere samfundsgrupper. Forhandlingsmekanismer kan være med til at løse de mange konflikter af denne art, men når det kommer til stykket, har de bredeste berørte grupper, hvis de ellers udgør et flertal, ret til at sætte deres synspunkter igennem. Tag for eksempel en selvforvaltet fabrik, der beslutter at hælde sit giftaffald i en flod. En hel egns befolkning er truet af denne forurening, og den kan da efter demokratisk diskussion beslutte, at den pågældende enheds produktion skal standses, indtil der er fundet en tilfredsstillende løsning for at kontrollere dens affald. Ideelt set vil fabrikkens arbejdere i et økosocialistisk samfund selv have en tilstrækkelig bevidsthed til at undgå beslutninger, der er til fare for miljøet og lokalbefolkningens sundhed. Imidlertid er det, at man – som i eksemplet – indfører garantier for befolkningens beslutningskompetence, så den kan forsvare mere almene interesser, ikke ensbetydende med, at spørgsmål vedrørende den interne forvaltning ikke skal forelægges borgerne i regi af fabrikken, skolen, kvarteret, hospitalet eller landsbyen.

Socialistisk planlægning må baseres på en demokratisk og pluralistisk debat på hvert beslutningsniveau. Delegerede til planlægningsorganerne kan være organiserede i form af partier, platforme eller andre slags politisk bevægelse, de vælges, og de forskellige forslag fremlægges for alle dem, de berører. Med andre ord skal det repræsentative demokrati beriges – og forbedres – gennem direkte demokrati, der giver folk mulighed for at vælge direkte mellem forskellige forslag – på lokalt, nationalt og i sidste ende internationalt plan. Hele befolkningen vil da kunne tage stilling til forslag om f.eks. gratis offentlig transport, en særskat på biler for at skaffe penge til den offentlige transport, tilskud til solenergi for at gøre den konkurrencedygtig over for fossil energi eller forkortelse af arbejdsugen til 30 timer, 25 timer eller mindre, selv om det medfører mindre produktion. Planlægningens demokratiske karakter gør den ikke uforenelig med, at der deltager eksperter, for deres rolle er ikke at bestemme, men at præsentere deres argumenter – som ofte vil være forskellige eller endda modsatrettede – som led i den demokratiske beslutningsproces. Som Ernest Mandel sagde: »Regeringer, politiske partier, planlægningsråd, forskere, teknokrater osv. – alle kan de stille forslag, fremlægge initiativer og forsøge at påvirke folk… Men i et flerpartisystem vil sådanne forslag aldrig være enstemmige; folk vil træffe deres valg mellem sammenhængende alternativer. På den måde bør den faktiske ret og magt til at træffe beslutningerne ligge i hænderne på flertallet af producenter/forbrugere/borgere og ikke på andre. Er der noget paternalistisk eller despotisk ved denne holdning?«[13]

Et spørgsmål trænger sig på: Hvilken garanti har vi for, at folk vil træffe de rigtige valg, der værner om miljøet, selv om det kan koste nogle ændringer i forbrugsvanerne? Der kan ikke gives en sådan »garanti«, kun en rimelig udsigt til, at rationelle demokratiske beslutninger vil sejre, når først dyrkelsen af forbrugsgoder er afskaffet. Der er ingen tvivl om, at folket vil begå fejl i form af forkerte valg, men begår eksperterne ikke også fejl? Man kan ikke forestille sig opbygningen af et nyt samfund, uden at befolkningsflertallet har gennemgået en udstrakt socialistisk og økologisk bevidstgørelse i kraft af sine kampe, sin selvuddannelse og sine sociale erfaringer. Da kan man fornuftigvis antage, at alvorlige fejl – heriblandt beslutninger i strid med de miljømæssige behov – vil blive rettet.[14] Uanset hvad er spørgsmålet, om alternativerne – det nådesløse marked, et økologisk »ekspert«-diktatur – ikke er langt farligere, end den demokratiske proces med alle sine begrænsninger.

Vist kræves der, for at planlægningen kan fungere, udøvende og tekniske organer til at iværksætte beslutningerne, men deres magt vil være begrænset af den permanente, demokratiske kontrol fra de lavere niveauer – dér, hvor de arbejdendes selvforvaltning finder sted i den demokratiske administrationsproces. Man kan selvfølgelig ikke forvente, at flertallet af befolkningen bruger hele sin fritid på selvforvaltning og medbestemmelsesmøder. Som Ernest Mandel bemærkede: »Selvforvaltningen betyder ikke, at man afskaffer delegering af beføjelser, men den er en kombination af, at beslutninger træffes af borgerne, og at de delegerede kontrolleres tættere af deres respektive vælgere.«[15]

»Deltagelsesøkonomien« (Participatory Economics eller Parecon) udtænkt af Michael Albert har været genstand for en del debat inden for den globale alternativbevægelse eller bevægelse for global retfærdighed (Global Justice Movement). Til trods for Parecons alvorlige begrænsninger – f.eks. at den ikke inddrager økologien, og at den sættes i modsætning til »socialismen«, som reduceres til den bureaukratiske og centralistiske model fra Sovjetunionen – har modellen nogle træk til fælles med den slags økosocialistisk planlægning, der foreslås i nærværende artikel: afvisningen af både kapitalistisk marked og bureaukratisk planlægning, tilliden til de arbejdendes selvforvaltning og modstanden mod autoritære former. Alberts model for deltagelsesplanlægning bygger på en kompleks institutionel konstruktion: »Arbejderne og forbrugerne bestemmer produktionen i fællesskab gennem en tilbundsgående vurdering af alle konsekvenserne. De beslutningstagende instanser offentliggør derefter pristal for alle produkterne, produktionsfaktorerne, herunder arbejdskraft og fast kapital. Pristallene beregnes ud fra det foregående år og de ændringer, der er sket. Forbrugerne (enkeltpersoner, råd, rådsføderation) svarer med forslag, hvor de benytter disse priser som en realistisk helhedsvurdering af de ressourcer, det udstyr, den arbejdskraft, de uønskede virkninger (såsom forurening) og de samfundsmæssige fordele, der knytter sig til den enkelte vare eller tjenesteydelse. Samtidig kommer de enkelte arbejdere såvel som deres råd og føderationer med deres egne forslag og offentliggør, hvad de har tænkt sig at producere, og hvilke produktionsfaktorer det kræver, også de ved hjælp af priserne som overslag over produktionens samfundsværdi og omkostninger. På grundlag af de forslag, som arbejderne og forbrugerne har offentliggjort, kan de kompetente råd beregne overskydende udbud eller efterspørgsel for hvert produkt og revidere pristallet ud fra en metode, som samfundet har aftalt. Også rådene reviderer dernæst deres forslag. […] For så vidt som ingen aktører har større indflydelse i planlægningsprocessen end andre, og hver enkelt vurderer de samfundsmæssige omkostninger og udbytte med en vægt, der svarer til, hvor involveret vedkommende er i produktionen og forbruget, skaber denne proces på én og samme tid en retfærdighed, effektivitet og selvforvaltning.«[16]

Denne model er ikke som hævdet af Albert »meget enkel«, men faktisk yderst sofistikeret og til tider ganske uklar. Hovedproblemet med modellen er, at den synes at reducere »planlægningen« til en slags forhandling mellem producenter og forbrugere om priserne, ressourcerne, slutprodukterne, udbuddet og efterspørgslen. For eksempel vil arbejderrådets bilindustriafdeling skulle mødes med forbrugerrådet for at diskutere priserne og tilpasse udbuddet til efterspørgslen. Her udelades imidlertid lige netop det, som er hovedemnet for økosocialistisk planlægning: en omlægning af transportsystemet, hvor privatbilens rolle mindskes radikalt. Da økosocialismen nødvendiggør en fuldkommen afskaffelse af visse erhvervsgrene – f.eks. atomkraftværkerne – samt massiv investering i erhvervsgrene, som er små eller nærmest ikke eksisterende (som solenergien), hvordan kan alt dette da styres gennem »kooperative forhandlinger« mellem eksisterende produktionsenheder og forbrugerråd om »ressourcer« og »pristal«?

Alberts model refererer til de nuværende teknologi- og produktionsstrukturer, og den er for »økonomistisk« til at tage højde for befolkningens samfundspolitiske og samfundsøkologiske interesser – de interesser, individerne har som mennesker og borgere, der lever i et truet naturligt miljø. Disse interesser kan ikke reduceres til deres økonomiske interesser som producenter og forbrugere. I denne model er det ikke alene staten som institution, der sættes ud af spillet – hvilket er et respektabelt valg – men også politikken som konfrontation mellem forskellige valg, det være sig økonomiske, sociale, politiske, økologiske, kulturelle eller civilisatoriske, på lokalt, nationalt og internationalt plan.

Dette punkt er meget vigtigt, fordi overgangen fra kapitalismens »destruktive fremskridt« til socialismen er en historisk proces, en revolution og konstant omdannelse af samfund, kultur og mentalitet – og man kommer ikke uden om, at politikken i den ovennævnte, brede forstand befinder sig i hjertet af denne proces. Det skal præciseres, at en sådan udvikling ikke kan spire uden en revolutionær forandring af de sociale og politiske strukturer eller uden aktiv opbakning fra et stort befolkningsflertal til det økosocialistiske program. Den socialistiske og økologiske bevidstgørelse er en proces, hvor de afgørende faktorer er befolkningens kollektive erfaringer og kampe. Befolkningen må med afsæt i lokale delkonfrontationer efterhånden nå frem til perspektivet om en radikal samfundsforandring. Denne overgang vil ikke alene udmunde i en ny produktionsmåde og et demokratisk, lighedsorienteret samfund, men også i en alternativ levevis, en ægte økosocialistisk civilisation hinsides pengemagten med dens reklameindpodede forbrugsvaner og dens grænseløse produktion af unyttige og/eller miljøskadelige varer.

Nogle miljøfolk mener, at det eneste alternativ til produktivismen er at standse al vækst eller at erstatte den med minusvækst – det, der i Frankrig kaldes »décroissance«. For at gøre det må man drastisk indskrænke befolkningens overforbrug og give afkald på parcelhuse, centralvarme, vaskemaskiner osv. for at halvere energiforbruget. Da sådanne barske sparetiltag risikerer at blive stærkt upopulære, leger nogle minusvækstforkæmpere med tanken om en slags »økologisk diktatur«.[17] Som svar på disse pessimistiske synspunkter udfolder visse socialister en optimisme, der får dem til at mene, at det tekniske fremskridt og udnyttelsen af vedvarende energikilder vil muliggøre en ubegrænset vækst og en velstand så stor, at enhver kan »nyde efter behov«.

I mine øjne deler de to skoler et rent kvantitativt syn på »væksten«, hvad enten den skal være positiv eller negativ, og på produktivkræfternes udvikling. Jeg mener, at man kan indtage en tredje holdning, som er mere hensigtsmæssig: en virkelig kvalitativ forandring af udviklingen. Det indebærer et stop for det uhyre ressourcespild, som kapitalismen forårsager, og som bygger på storstilet produktion af unyttige og/eller skadelige produkter. Våbenindustrien er et godt eksempel, ligesom alle disse »produkter«, der fremstilles i det kapitalistiske system, som med deres indbyggede forældelse ikke bringer anden nytte end at skabe fortjenester til de store selskaber. Det handler ikke om »overforbrug« i abstrakt forstand, men snarere om den fremherskende forbrugstype, som især er kendetegnet ved demonstrativ ejendom, massivt spild, manisk ophobning af ting og tvangsmæssig erhvervelse af modevarer for at være med på det sidste »nye«. Et nyt samfund vil rette produktionen over mod at tilfredsstille ægte behov, i første række dem, som man kunne kalde »bibelske«: vand, mad, tøj og bolig, men også de vigtigste tjenesteydelser: sundhed, uddannelse, kultur og transport.

Det giver sig selv, at de lande, hvor disse behov endnu langt fra er dækket, dvs. landene på den sydlige halvkugle, vil skulle »udvikle sig« – opbygge infrastrukturer såsom jernbaner, hospitaler, kloakker osv. – meget mere end de industrialiserede lande, men det skal være foreneligt med et produktionssystem baseret på vedvarende og dermed ikke miljøskadelige energiformer. Disse lande vil have behov for at producere store mængder mad til deres allerede sultplagede befolkninger, men som det længe er blevet påpeget af bondebevægelserne i det internationale Via Campesina-netværk: Det mål er langt lettere at nå gennem lokalt økologisk landbrug i familiebrug, kooperativer eller kollektivbrug, end gennem fødevareindustriens destruktive og antisociale metoder med intensiv brug af sprøjtegifte, kemikalier og GMO’er. Det nuværende infame system med gældsætning og imperialistisk udbytning af sydens ressourcer fra de industrialiserede kapitalistiske landes side vil vige for en bølge af teknisk og økonomisk bistand fra nord til syd. Der vil – i modsætning til hvad visse puritanske og asketiske miljøforkæmpere synes at tro – ikke være brug for at reducere de europæiske og nordamerikanske befolkningers levestandard i absolutte termer. Blot er det nødvendigt, at disse befolkninger skiller sig af med de unyttige produkter: dem, der ikke dækker noget reelt behov, men som kapitalismen holder gang i tvangslignende forbrug af. Mens de reducerer deres forbrug, vil de omdefinere begrebet levestandard og gøre plads for en levevis, som faktisk er rigere.

Hvordan skal man så skelne mellem ægte behov og kunstige, falske eller simulerede behov? Reklameindustrien – som øver indflydelse på behovene ved at manipulere folks hjerner – er trængt ind i alle sfærer af menneskets liv i de moderne kapitalistiske samfund. Alt formes efter dens regler, ikke alene fødevarer og tøj, men også områder så forskelligartede som idræt, kultur, religion og politik. Snigende, uafbrudt og aggressivt har reklamen invaderet vores gader, vores brevkasser, vores tv-skærme, vores aviser og vores landskaber. Denne branche bidrager direkte til at udbrede demonstrativt og tvangspræget forbrug. Derudover medfører den et fænomenalt spild af olie, elektricitet, arbejdstid, papir og kemiske substanser foruden andre råstoffer – alt sammen betalt af forbrugerne. Vi har at gøre med en »produktions«-gren, som ikke blot er unyttig menneskeligt set, men også i modstrid med de reelle samfundsmæssige behov. Hvor reklamen er en uundværlig dimension af en kapitalistisk markedsøkonomi, vil den ikke have nogen rolle at spille i et samfund i overgang mod socialisme. Den vil blive erstattet af produkt- og tjenesteydelsesinformationer fra forbrugersammenslutninger. Kriteriet for at skelne et ægte behov fra et kunstigt behov vil være, om det fortsat findes, når man har afskaffet reklamen. Det er klart, at de gamle forbrugsvaner vil vare ved et stykke tid, for ingen har ret til at fortælle folk, hvad de har behov for. Ændringen af forbrugsmodellerne er en historisk proces og en uddannelsesmæssig udfordring.

Nogle produkter som f.eks. personbilen rejser mere komplekse spørgsmål. Bilerne er en offentlig plage. På globalt plan dræber eller lemlæster de hundreder af millioner mennesker hvert år. De forurener storbyernes luft – med fatale følger for børns og ældres helbred – og de bidrager betragteligt til klimaforandringerne. Samtidig tilfredsstiller bilen nogle reelle behov under de aktuelle betingelser, som kapitalismen skaber. I de byer i Europa, hvor myndighederne har taget hensyn til miljøet, viser lokale forsøg – med accept fra et flertal af indbyggerne – at det er muligt gradvist at begrænse privatbilismens rolle til fordel for busser og sporvogne. I en overgangsproces mod økosocialismen vil den kollektive trafik blive udbredt kraftigt og gjort gratis – både over og under jorden, og forholdene for fodgængere og cyklister vil blive sikret. Derfor vil bilen spille en langt mindre rolle end i det borgerlige samfund, hvor bilen er blevet et fetich-produkt, der promoveres gennem vedholdende, aggressiv reklame. Bilen er et statussymbol og en identitetsmarkør (i USA er kørekortet ligefrem det anerkendte identitetskort). Bilen er midtpunkt for privatlivet, det sociale liv og kønslivet.[18] I overgangen til et nyt samfund vil det være langt lettere at reducere vejtransporten af varer drastisk – en transport, der er skyld i tragiske ulykker og kraftig forurening – for at erstatte den med tog- eller piggybacktransport (lastbiler eller containere på jernbanevogne, o.a.). Væksten i lastbiltransport kan kun forstås på baggrund af den absurde kapitalistiske »konkurrenceevne«-logik.

Pessimister vil besvare disse forslag sådan: Ja, men den enkelte er motiveret af uendelige forhåbninger og ønsker, som må kontrolleres, analyseres, fortrænges og endda undertrykkes om nødvendigt. Demokratiet kan da blive udsat for visse restriktioner. Men økosocialismen bygger på en fornuftig antagelse, som allerede blev fremsat af Marx: at »væren« vil gå forud for »haven« i et samfund uden sociale klasser eller kapitalistisk fremmedgørelse, dvs. fritiden bliver vigtigere end trangen til at besidde myriader af ting: den personlige udfoldelse gennem kulturelle, sportslige, legende, videnskabelige, erotiske, kunstneriske og politiske aktiviteter. Varefetichismen ansporer til købeafhængighed via den ideologi og den reklame, der hører til det kapitalistiske system. Intet beviser, at det er en del af den »uforanderlige menneskelige natur«. Som Ernest Mandel understregede: »Den konstante ophobning af flere og flere ting (hvis »marginalnytte« er faldende) er på ingen måde et universelt eller permanent træk ved menneskers adfærd. Når de basale behov først er tilfredsstillet, ændrer hovedmotivationerne sig: udvikling af de talenter og interesser, der er tilfredsstillende for en selv, bevarelse af helbredet og livet, beskyttelse af børnene, udvikling af berigende sociale relationer…« [19]

Som ovenfor nævnt betyder det ikke, at der ikke vil være konflikter, navnlig i overgangsperioden. Der vil være konflikter mellem miljøbeskyttelse og sociale behov, mellem miljøforpligtelser og nødvendigheden af at udbygge basale infrastrukturer, især i de fattige lande, mellem folkelige forbrugsvaner og ressourcemangel. Et samfund uden sociale klasser er ikke et samfund uden modsætninger eller konflikter. Konflikter er uundgåelige, og den demokratiske planlægnings rolle vil være – i et økosocialistisk perspektiv frigjort fra kapitalens og profittens pres – at løse dem ved hjælp af åbne og pluralistiske diskussioner, der fører samfundet frem til selv at træffe beslutningerne. Et sådant fælles og deltagerbaseret demokrati er det eneste middel, ikke til at undgå at begå fejl, men til at rette dem gennem selve den samfundsmæssige kollektivitet.

Er det en utopi? I ordets etymologiske betydning – »noget, der ikke findes noget sted« – afgjort, ja. Men utopier, det vil sige visioner om en alternativ verden, idealbilleder af et anderledes samfund, er de ikke et nødvendigt kendetegn ved enhver bevægelse, der forsøger at trodse den herskende orden? Som Daniel Singer forklarer i sit litterære og politiske testamente, Hvem tilhører fremtiden? – i et stærkt kapitel med titlen »En realistisk utopi«: »Når etablissementet ser så urokkeligt ud, omstændighederne til trods, og når arbejderbevægelsen – eller venstrefløjen i det hele taget – er så handicappet og lammet, skyldes det, at der ikke melder sig et radikalt alternativt projekt […] Spillereglerne tilsiger, at man ikke stiller spørgsmålstegn ved samfundets rationale eller fundament. Kun et samlet alternativ, der sprænger denne resignation og denne kapitulation, kan give denne frigørelsesbevægelse luft under vingerne.«[20]

Den socialistiske og økologiske utopi er kun en objektiv mulighed. Den er ikke det uundgåelige resultat af kapitalismens modsætninger eller »historiens jernlove«. Man kan kun forudsige fremtiden i betinget form: Kapitalismen vil føre til dramatiske miljøkatastrofer, der truer millioner af menneskers sundhed og liv eller endog vores arts overlevelse, hvis der ikke sker et radikalt samfundsmæssigt paradigmeskift og en økosocialistisk samfundsforandring.

Når man drømmer om en grøn socialisme eller endda en »solkommunisme«, som nogle har kaldt det, og når man kæmper for den drøm, betyder det ikke, at man ikke bestræber sig for at gennemføre de konkrete reformer, der haster. Man skal ikke gøre sig nogen illusioner om en »ren kapitalisme«, men ikke desto mindre bør man forsøge at vinde tid og presse myndighederne til elementære ændringer: forbud mod HCFC-gasser, der er ved at ødelægge ozonlaget, et generelt moratorium på genetisk modificerede organismer, en drastisk reduktion af drivhusgasudledningerne, en stram regulering af industrifiskeriet og brugen af pesticider og kemikalier i fødevareindustrien, en afgift på forurenende køretøjer, en kraftig udbygning af den kollektive trafik, gradvis udskiftning af lastbiler med tog. Disse og mange andre spørgsmål står højt på dagsordenen for den globale alternativbevægelse og det Sociale Verdensforum. Der er tale om et fremskridt inden for politik, hvor demonstrationerne i Seattle i 1999 banede vejen for en samling af sociale og økologiske bevægelser i en fælles kamp mod systemet.

De presserende økosociale krav kan føre til en radikaliseringsproces, under forudsætning af at de ikke bliver tilpasset til »konkurrenceevnens« krav. Ifølge det, marxister kalder et »overgangsprogram«, munder hver lille sejr, hvert delvist fremskridt straks ud i et større krav, en mere radikal målsætning. Disse kampe omkring konkrete spørgsmål er vigtige, ikke kun fordi delsejrene er nyttige i sig selv, men også fordi de bidrager til en økologisk og socialistisk bevidstgørelse. Derudover letter disse sejre aktiviteten og selvorganiseringen nedefra – det er to nødvendige og afgørende betingelser for at nå frem til en radikal, dvs. revolutionær forandring af verden.

Erfaringerne på lokalt niveau som f.eks. bilfri zoner i flere europæiske byer, økologiske landbrugskollektiver startet af de Jordløses Bevægelse (MST) i Brasilien eller deltagelsesbudgettet i Porto Alegre er begrænsede, men ikke uinteressante eksempler på social og økologisk forandring. Den sydbrasilianske by Porto Alegre, hvor lokale stormøder besluttede budgetprioriteringerne, var frem til venstrefløjens nederlag i kommunalvalget 2002 trods begrænsninger det måske mest spændende eksempel på »planlægning nedefra«.[21] Ikke desto mindre må man erkende, at selv om visse regeringer har vedtaget progressive tiltag, har centrum-venstre-koalitionerne og de »rød/grønne« regeringer i Europa og i Latinamerika været ret skuffende, for de har holdt sig inden for grænserne af en socialliberal politik med tilpasning til den kapitalistiske globalisering.

Der bliver ingen radikal samfundsforandring, så længe de kræfter, der er aktive for et radikalt, socialistisk og økologisk program ikke har vundet hegemoni, i Antonio Gramscis forstand. På en måde er tiden vores allierede, for vi arbejder for den eneste forandring, der er i stand til at løse miljøproblemerne, herunder klimaforandringerne, der kun bliver værre og rykker stadig tættere på. På den anden side er vores tid begrænset, og om nogle år – ingen ved hvor mange – kan skaderne blive uigenkaldelige. Der er ingen grund til optimisme: Systemets elite har enorm magt, og de radikale oppositionskræfter er endnu beskedne. Men disse kræfter er det eneste håb, vi har for at dæmme op for kapitalismens »destruktive fremskridt«. Walter Benjamin foreslog, at revolutionen ikke skal defineres som »historiens lokomotiv«, men som en redningsaktion for menneskeheden, hvor der trækkes i nødbremsen, inden toget falder ned i afgrunden.[22]

 


Artiklen er oversat fra »Écosocialisme et planification démocratique« i Nouveaux Cahiers du socialisme, no 6, efterår 2011 (www.cahiersdusocialisme.org).

 

Noter

[1] Karl Marx: Kapitalen, København: Rhodos, 1971 [1867], 1. bog, bind 3, s. 719. Joel Kovel giver en bemærkelsesværdig analyse af kapitalens ødelæggende logik i The Enemy of Nature. The end of capitalism or the end of the world?, New York: Zed Books, 2002.

[2] James O’Connor: Natural Causes. Essays in ecological Marxism, New York: The Guilford Press, 1998, s. 278, 331.

[3] John Bellamy Foster anvender begrebet »økologisk revolution«, men han forklarer, at »en global økologisk revolution, der fortjener sit navn, kun kan finde sted som del af en større social – og nødvendigvis socialistisk – revolution. Hvis en sådan revolution […] ville være nødt til at hente sin hoveddrivkraft fra arbejderbefolkningernes og lokalsamfundenes kampe på bunden af det globale kapitalistiske hierarki. Det ville, som Marx fastslog, kræve, at de sammensluttede producenter rationelt regulerer menneskets stofskifterelation til naturen. […] Den Store Overgang […] må hente inspiration fra William Morris, en af Karl Marx’ mest originale og miljøbevidste følgere, fra Gandhi og fra andre radikale, revolutionære og materialistiske personligheder inklusive Marx selv, helt tilbage til Epikur.« (John Bellamy Foster: »Organizing Ecological Revolution« i Monthly Review, Vol. 57, No 5, 2005, s. 9-10).

[4] Se kapitel VII i The Enemy of Nature af Joel Kovel for en økosocialistisk kritik af den »reelt eksisterende økologiske politik« – den grønne økonomi, den radikale økologi, bioregionalismen m.v.

[5] Se John Bellamy Foster: Marx’s Ecology. Materialism and Nature, New York: Monthly Review Press, 2000.

[6] Friedrich Engels: Anti-Dühring, Paris: Éditions Sociales, Paris, 1950, s. 318 (tredje del, kapitel II, skrevet 1876-1878 – på dansk: http://www.marxister.dk/vis.php?id=375&forf=2, o.a.).

[7] Karl Marx: Kapitalen, København: Rhodos, 1971, 3. bog, bind 4, s.1055f og 1. bog, bind 1, s. 179. Man finder en lignende problematik i den nutidige marxisme. Ernest Mandel var for eksempel fortaler for en »centralistisk, men demokratisk planlægning underlagt en landsdækkende kongres sammensat af forskellige arbejderråd, hvis medlemmer i vidt omfang skulle være faktiske lønarbejdere (»Economics of the Transition Period« i Ernest Mandel (red.): 50 Years of World Revolution, New York: Pathfinder Press, 1971, s. 286). I sine senere skrifter talte han mere om »producenter og forbrugere«. Ernest Mandel citeres flere gange i denne artikel, fordi han var den kyndigste socialistiske teoretiker vedrørende demokratisk planlægning, men det skal nævnes, at han ikke indarbejdede spørgsmålet om økologi som et centralt aspekt af sine argumenter i forhold til økonomien.

[8] Ernest Mandel definerede planlægning på denne måde: »En planlagt økonomi betyder […] for samfundets relativt knappe ressourcer, at de ikke fordeles blindt (‘uden forbrugerens/producentens vidende’) gennem værdilovens spil, men i stedet tildeles bevidst ud fra forud fastlagte prioriteringer. I en overgangsøkonomi styret af et socialistisk demokrati bestemmes valget af prioriteringerne demokratisk af arbejderbefolkningen som helhed.« (Ernest Mandel: det anførte værk, s. 282)

[9] »Set fra lønmassens side er de opofrelser, som det vilkårlige bureaukrati påtvinger, hverken mere eller mindre “acceptable” end dem, der påtvinges af markedsmekanismerne. De to typer opofrelser er bare to forskellige former for fremmedgørelse.« (samme værk, s. 285).

[10] Den argentinske marxistiske økonom Claudio Katz understreger i sin bemærkelsesværdige bog om socialismen, at en demokratisk planlægning, som overvåges fra de lokale niveauer af befolkningsflertallet, »varierer, alt efter om det drejer sig om en absolut centralisering, en absolut statsliggørelse, en krigskommunisme eller en planlagt økonomi. Af hensyn til overgangen må planlægningen have forrang frem for markedet, men man skal ikke afskaffe markedsvariablerne. Forholdet mellem de to instanser bør tilpasses den konkrete situation og det konkrete land.« Dog er »målet for den socialistiske proces ikke at opretholde en fastlåst ligevægt mellem plan og marked, men gradvist at afvikle markedets rolle«. (Claudio Katz: El porvenir del Socialismo, Buenos Aires: Herramienta/Imago Mundi, 2004, s. 47-48).

[11] Friedrich Engels: Anti-Dühring, det anførte værk, s. 349 (tredje del, kapitel IV. Fordeling, – på dansk: http://www.marxister.dk/vis.php?id=377&forf=2, o.a.).

[12] Joel Kovel: The Enemy of Nature, det anførte værk, s. 215.

[13] Ernest Mandel: Power and Money, London: Verso, 1991, s. 209.

[14] Mandel bemærkede: »Vi tror ikke, at “flertallet altid har ret” […] Alle laver fejl. Det gælder både flertallet af borgere, flertallet af producenter og flertallet af forbrugere. Men der vil være en afgørende forskel mellem dem og deres forgængere. I ethvert system, hvor magten er ulige […], vil de, der tager de forkerte beslutninger om ressourcetildelingen, sjældent være dem, der får konsekvenserne af deres fejl at føle. […] I betragtning af at der findes et reelt politisk demokrati, reelle kulturelle valg og information, er det vanskeligt at tro, at flertallet skulle foretrække at se deres skove forsvinde […] eller deres hospitaler være underbemandede frem for at rette tildelingsfejlene.« (Ernest Mandel: »In defense of socialist planning« i New Left Review, n° 1, vol. 159, 1986, s. 31).

[15] Ernest Mandel: Power and Money, det anførte værk, s. 204.

[16] Michael Albert: Après le capitalisme. Éléments d’économie participaliste, Marseille: Agone, coll. »Contre-feux«, 2003, s. 121-122.

[17] Se dette udvalg af tekster om »décroissance«: Majid Rahnema & Victoria Bawtree) (eds.): The Post-Development Reader, Atlantic Highlands, N.J.: Zed Books, 1997. Michel Bernard et al. (dir.): Objectif Décroissance. Vers une société harmonieuse, Lyon: Parangon, 2004. Frankrigs vigtigste minusvækst-teoretiker er Serge Latouche, forfatter til La planète des naufragés. Essai sur l’après-développement, Paris: La Découverte, 1991.

[18] Ernest Mandel var skeptisk med hensyn til, hvor hurtigt forbrugsvanerne kan ændres, f.eks. privatbilismen: »Hvis de (producenterne og forbrugerne) på trods af vægtige argumenter såsom forsvaret for miljøet skulle ønske at videreføre den brændstofdrevne personbils dominans og fortsætte med at forurene byerne, ville det være deres ret. Når det gælder rodfæstede forbrugsretninger, er forandringer ofte ret langsomme. Ikke mange tror, at de amerikanske arbejdere vil give afkald på deres biler dagen efter en socialistisk revolution.« (Mandel: »In Defense of Socialist Planning«, det anførte værk, s. 30.) Mandel fastholdt med rette, at ændringen af forbrugsmodeller ikke må påtvinges, men han undervurderede stærkt den effekt, som et dækkende og gratis kollektivt transportsystem og dets popularitet blandt befolkningsflertallet vil have for en indsats for begrænsning af biltrafikken.

[19] Ernest Mandel: Power and Money, det anførte værk, s. 206.

[20] Daniel Singer: À qui appartient l’avenir ? Pour une utopie réaliste, Bruxelles: Complexe, 2004, s. 304-305.

[21] Se Sergio Baierle: »The Porto Alegre Thermidor« i Socialist Register, 2003.

[22] Walter Benjamin: Gesammelte Schriften, bind I/3, Frankfurt: Suhrkamp, 1980, s. 1232.