Økosocialistisk omstilling: fra første skridt til store brud

Af Søren Kolstrup

Kapitalismen frembringer overflødige varer (betydelige dele af den animalske produktion, krigsmateriel, plastemballage) og det rene gift (pesticider), men også nødvendige varer (brød, byggematerialer). Systemet lægger beslag på langt mere jord og vand, end vi har til rådighed for at forny naturressourcerne. Dette indebærer krav om omstilling til en produktion, som sikrer den nødvendige biokapacitet, det vil sige økosystemets evne til at producere det nødvendige biologiske materiale og opsuge affald for at sikre befolkningens eksistens.

Kravet om en bæredygtig udvikling bruges ofte i offentligheden som et uforpligtende svar på nedslidning af ressourcer og en påtrængende klimakrise. Derfor er der god grund til at præsentere en præcis og forpligtende definition på begrebet bæredygtighed. Den oprindelige definition stammer fra Brundtlandrapporten fra 1987. Heri hed det, at en bæredygtig udvikling skulle forstås som »en udvikling, der opfylder de nuværende behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare«. Begrebet er rummeligt og flygtigt.

Her skal insisteres på, at bæredygtighed måles ud fra begrebet økologisk fodspor, som udtrykker, hvor meget biologisk produktivt land og vand et menneske, en befolkning eller en aktivitet lægger beslag på for at fremstille de ressourcer, de forbruger, og som medgår til bortskaffelse af affald. Det er altså produktets hele livscyklus fra produktion over forbrug til bortskaffelse, der her medtænkes. For at beregne den maksimale kvote af land og vand, som hvert menneske har til rådighed, har man inkluderet dyrkbar jord, græsmarker, bebyggede områder, skov, fiskearealer og areal til CO2-absorption og delt det ud på antal indbyggere.

Den globale kapitalisme er en realitet. Derfor måles det økologiske fodaftryk ved globale hektar. I 2003 var der på Jorden 6,3 mia. indbyggere, som var ensbetydende med en kvote på 1,8 global ha per person for at sikre biokapaciteten. Det faktiske økologiske fodspor var imidlertid på 2,23 ha per person. Det kræver 1,26 planeter, men vi har kun én. Kaster vi blikket på Danmark, bliver situationen endnu mere alarmerende. Danmark havde i 2005 hele 5,7 globale hektar per dansker på grund af den yderst frugtbare landbrugsjord, men det økologiske fodspor var oppe på 8,0 globale ha per dansker. De eksisterende produktions- og forbrugsmønstre afspejler således en dyb konflikt mellem nord og syd og mellem den nuværende og fremtidige generationer. Kapitalismen har hidtil løst sine problemer ved at opfinde nye markeder og bedrive hæmningsløs rovdrift på naturressourcerne. Den vilde og blinde væksts metode er imidlertid ikke længere en acceptabel løsning. Vi har kun én regnskov, én klode.[1]

Kapitalismens tilhængere plæderer for en grøn kapitalisme, hvor staten gennem rammeregulering fremmer en grøn udvikling. Der er intet i vejen for, at det politiske system kan iværksætte et økoskattesystem, der fremmer økologiske og fornybare produkter, mens miljønedbrydende og klimaforværrende produkter begrænses eller forbydes. Tilbage står dog stadig kapitalismens kerneopgave: De private koncerner må som led i egen overlevelse jagte maksimal profit og masseproducere nye produkter. Den blinde vækst er en del af kapitalismens dna. Hvis politikerne kan skabe givtige afsætningsvilkår for elbiler baseret på vindoverskud, vil kapitalisterne producere den grønne vare, men de private selskaber er samtidig programmerede til at sikre et øget salg af privatbiler per husstand. Ser de sig nødsaget til at indskrænke produktionen, enten fordi profitraten daler, eller fordi de påtvinges en offentlig begrænsning af salget, vil de søge nye forretningsområder med krav om en markedsgørelse af ukendte arenaer (den offentlige sektor, familiebaseret produktion, nye spekulationsobjekter inden for finansverdenen).[2]

Find økosocialismebogen hos forlaget Solidaritet

Det økosocialistiske perspektivs trekløver

Kravet om en systematisk reduktion af de økologiske fodspor må gå hånd i hånd med kravet om et produktionsdemokrati for at sikre omstilling af ikke blot anlægsinvesteringer og forbrugsmønster men også kapitalismens hjertekammer: den private vare- og serviceproduktion, som markedet aldrig selv ville magte. Hertil kommer et politisk, strategisk argument: Vil man skabe den fornødne opbakning bag de komplicerede omstillingsprocesser i produktionslivet, er det nødvendigt at sikre lønarbejdernes og borgernes direkte deltagelse i fremtidens omstillingsprocesser.

Her skal skitseres et økosocialistisk trekløver, som udgør grundstammen i den her skitserede fortælling.

  1. Kampen for et produktionsdemokrati.
  2. Grøn omstilling af de eksisterende nøglesektorer inden for fødevarer, transportmidler, energi m.v. for at nedsætte det økologiske fodspor.
  3. Omstilling fra velstand til velfærd, hvor den enkelte borgers behov imødekommes gennem en fælles og gratis velfærd på langt flere områder end hidtil set. Udvikling erstatter ressourceforbrugende vækst.

Her skal først peges på kravet om et produktionsdemokrati, dernæst logikken i de nødvendige omstillinger af produktion og forbrug – i nævnte rækkefølge. Den grønne kapitalisme ses som utilstrækkelig, ja kan i værste fald føre til en accelererende statskontrol, som skaber nye og smertefulde modsætninger ved tab af miljønedbrydende arbejdspladser uden at sikre alternative job- og livsmuligheder. Omvendt er det en sejr for det økosocialistiske perspektiv, hvis borgere og ansatte kan medvirke til at fremme morgendagens holdbare arbejdspladser, når de sætter sig op mod fortidens miljønedbrydende og troløse virksomheder, der er grebet af den globale kapitalismes rovdrift på ressourcer og billig arbejdskraft.[3]

Produktionsdemokratiet

Det herskende demokrati standser ved indgangen til fabriksporten og ved bankportalen. Her er det rå pengemagt, der bestemmer. De ansatte på landets virksomheder har siden 1899 haft ret til at lade sig organisere og har fået udviklet først et tillidsmandssystem og fra 1970’erne et sikkerhedssystem. Men når virksomheden vælger at nedlægge produktionen eller flytte den ud af landet, ophører demokratiet definitivt. De ansatte er afmægtige.

Borgerne har høringsret, når det gælder bebyggelse og natur, men de har ikke en positiv ret til at foreslå, hvilke produktionsvirksomheder der skal ligge i kommunen. Det civile samfund, det vil sige det righoldige foreningsliv, kan igangsætte nonprofit-virksomheder, der arbejder for at indfri almennyttige formål, men adgangen til investeringskapital og muligheden for afsætning bestemmes af markedets dominerende aktører.

Også de folkevalgte politikere i kommune og stat har begrænset indflydelse på produktionens indretning: Kommunale borgere og politikere har indflydelse på, hvor der skal placeres virksomheder, men de har kun marginal indflydelse på, om der overhovedet bliver oprettet nyttige job i lokalområdet. Folketingspolitikerne kan til gengæld vedtage, at staten opretter produktionsvirksomheder, men de må ikke stride mod EU’s konkurrenceregler.

Produktionsdemokratiet handler derfor om, at lønarbejdere, borgere og politikere får ret til at oprette holdbare arbejdspladser, som bryder med kapitalismens blinde profitlogik til fordel for miljø- og klimavenlige produktions- og forbrugsmønstre, som sikrer, at også fremtidige generationer kan få tilfredsstillet deres behov. Her skal peges på en række brudflader og krav, som kan styrke kampen for miljø- og klimavenlige omstillingsprocesser som led i demokratiske processer.[4]

Lønarbejdermagt

Gennem de sidste to årtier har arbejdsgivere og højrefløj truet med at flytte arbejdspladser ud af landet, hvis ikke skatten sættes ned og lønnen modereres. Truslen skal bidrage til at skræmme danske lønmodtagere, så de holder igen med krav om løn og bedre arbejdsvilkår. Målet er at få virksomhedernes indtjening til at vokse. Over for denne trussel må fagbevægelsen stille krav, der kan skabe tryghed og bidrage til morgendagens grønne arbejdspladser. Alle virksomheder med mere end 50 ansatte, hvor der ofte gøres brug af outsourcing og trussel om udflytning, skal betale til en omstillingsfond, som kan finansiere uddannelse af de fyrede medarbejdere til bæredygtige jobfunktioner på arbejdsmarkedet svarende til 1 års løn. Ved udflytning skal fabriksanlæggene overdrages til enten de ansatte eller det offentlige (kommune og stat), så fabriksanlægget kan indgå i samfundets grønne omstillingsprocesser. Når vindmøllefabrikken Vestas eller Danish Crown lægger lokalsamfundet øde, skal de ansatte i samarbejde med det offentlige have mulighed for at sikre morgendagens virksomheder, hvad enten de tager form af lokale økologiske slagterier, der forarbejder lokalt kød, eller de kaster sig over fremstilling af avancerede batterier til fremtidens letbaner – lynopladet fra vindoverskud.

Styrkelse af nonprofit-virksomheder

Begrebet nonprofit-produktion henviser til virksomheder, hvor produktionens formål er almennyttigt. Sådanne virksomheder producerer som alle andre virksomheder et overskud, men i dette tilfælde er overskuddet øremærket til udvikling af den eksisterende virksomhed eller til etablering af andre nonprofit-virksomheder. Her er der således mulighed for at sikre stabile arbejdspladser, der forfølger sociale og grønne mål. Der findes i dag virksomheder, der drives tilnærmelsesvist efter dette princip. Det gælder en række af de socialøkonomiske virksomheder (men langt fra alle), som sigter mod et rummeligt arbejdsmarked; det gælder de kommunale forsyningsselskaber, hvor indtægter skal svare til omkostningsbestemte udgifter; og det gælder nogle af de kooperative virksomheder.

Disse virksomhedsformer kan sikres et løft gennem en lovgivning, der styrker deltagerdemokratiet, og som insisterer på, at den enkelte virksomhed skal indfri de ypperste branchevedtagne miljø- og klimamål med blik for nye teknologiske landvindinger og får status som juridisk enhed med adgang til den fornødne investeringskapital.

Demokratiet er her forankret i to søjler: De ansatte skal gennem virksomhedsråd have reel medbestemmelse på deres egne arbejdsvilkår, det vil sige organiseringen af arbejdet, samspil mellem de forskellige arbejdsfunktioner, rotation, ferieplanlægning, efteruddannelse og arbejdsmiljø. Men hertil kommer, at de ansatte og aftagerne – også selv om disse to grupper ikke er kapitalindskydere – skal være repræsenterede i ledelsen af nonprofit-virksomheder.

Kommunal produktion

En kommune må i dag producere til egne behov – ikke profit. Den kan oprette et økologisk gartneri, herunder økologiske frugtplantager på kommunal jord, som leverer til kommunale institutioner og til kommunal produktion såsom mosterier, saftstationer, madproduktion m.v. Den kan også oprette kørselsafdeling med autoværksted til elbiler, hvis opladning stammer fra kommunale møllers overskudsstrøm om natten. Hele tiden gælder, at der ikke må sælges til et marked, dog med et par undtagelser. Kommunen har lov til at sælge kommunal viden i særlige selskabsdannelser, hvis der vel at mærke er private ejere repræsenterede i selskabet med en ejerandel på 25 %. Kommunen kan også i et begrænset omfang sælge af overskudskapaciteten fra en kommunal virksomhed, hvis der ikke er tale om et kalkuleret videresalg.

Restriktioner er der mange af. Adgangen til at afsætte kommunal produktion og kommunal viden må derfor udvides, men det er bemærkelsesværdigt, at der allerede i dag kan igangsættes en grøn og klimavenlig produktion i kommunalt regi, hvis der er politisk vilje hertil. Et sådant arbejde er fyldt med muligheder og forhindringer. I 1990’erne og 00’erne blev kommunal viden undertiden privatiseret gennem frasalg af kommunale gartnerier, kørselsafdelinger og håndværksafdelinger. I sådanne situationer står de grønne og røde ildsjæle over for en dobbeltopgave: Først skal der sikres en kommunal kapacitetsopbygning ved indlicitering af fordums kommunale produktionsafdelinger eller opbygning af ny viden, som dernæst kan danne grundlag for en grøn omstilling.[5]

Kooperativ virksomhed med deltagerstyring

Den kooperative bevægelse rummer vidt forskellige erfaringer spændende fra medarbejderdrevne virksomheder til fagforeningsejede. Alt tyder på, at det største engagement og den mest vitale dynamik opnås gennem førstnævnte model, men selv fagforeningsmodellen i Danmark havde en ret så upåagtet succes frem til omkring 1960, hvorefter der opstod en snigende selvtilstrækkelighed og sammenspisthed, som følge af mangel på et internt og selvkorrigerende demokrati.

Når der her henvises til den kooperative model, er det ud fra ønsket om at bygge videre på de bedste erfaringer fra Danmark og især Italien, hvor den kooperative idé understøttes gennem en statslig lovgivning. Kooperativer kan således komme til at udgøre en vigtig grundstamme i et produktionsdemokrati, hvis de er reguleret gennem en lovgivning, der indskærper tre nøglekrav:

  1. Alt overskud anvendes til virksomhedens fremme eller andre almennyttige formål.
  2. De er ejede af de ansatte eller demokratiske organisationer, som åbner for både virksomhedsråd og mulighed for at lade de ansatte udnytte deres indsigt og ekspertise til virksomhedens bedste, f.eks. gennem Ole Opfinder-orlov.
  3. Deres overskud ses som udelelige reserver til videreførelse af ren produktion og er derfor skattefrit.

Socialøkonomisk virksomhed

Socialøkonomiske virksomheder er en bred betegnelse for virksomheder, der viser hensyn til personer med begrænset arbejdsevne. De kan være foreningsejede, medarbejderejede eller ganske almindelige private virksomheder. I juni 2014 vedtog et flertal i Folketinget en lovgivning, der under betegnelsen registreret socialøkonomisk virksomhed gør denne virksomhedsform til en selvstændig juridisk enhed defineret ud fra to elementer: De skal fremvise en almindelig erhvervsaktivitet med et nonprofit-sigte og vise hensyn til personer med begrænset arbejdsevne enten ved at dokumentere en rummelig ansættelsespolitik eller ved gennem virksomhedens serviceydelser at højne livskvaliteten for en bestemt social gruppe. Det offentligt kontrollerede stempel skal sikre, at denne virksomhedsform får en let adgang til investeringsmidler fra sociale fonde i Danmark og EU og fra almindelig kreditgivning.

Nonprofit-sigtet kommer til udtryk gennem krav om social håndtering af overskuddet, som enten skal investeres i egen virksomhed eller i andre registrerede socialøkonomiske virksomheder. Der er dog en undtagelse fra denne regel, idet der efter loven kan udtrækkes et udbytte på op til 35 % af virksomhedens resultat efter skat. Hermed kan der tiltrækkes privat kapital, men til gengæld får den renlivede nonprofit-model en ridse i lakken.

Også her har vi at gøre med en virksomhedsform, som kan anvendes til en målrettet grøn omstilling af produktion og forbrug og tillige sikre et rummeligt arbejdsmarked.[6]

Offentlige innovationscentre og offentlig produktion

I dag er grundforskning offentlig, og produktion privat. Det gælder også inden for grøn omstilling, som vedrører økologisk fødevareproduktion, vedvarende energi, energieffektivisering, økologisk byggeri m.m. Grundforskningen formidles ofte via innovationscentre, der fungerer som et mødested for forskere og producenter. Dansk Center for Solenergi, der har tilknytning til Aalborg Universitet, har som mål at indsamle, fremme og udbrede viden til offentlige institutioner og private virksomheder. Vil man en målrettet grøn omstilling af samfundets produktion, er det imidlertid nødvendigt, at sådanne centre får beføjelser til selv at ophjælpe produktion. Offentlige innovationscentre skal derfor fungere som åbne testcentre og demonstrationsforsøg, og de skal ophjælpe nonprofit-virksomhed, herunder offentlig produktion.

Innovationscentre skal være et udstillingsvindue til alle dele af befolkningen, private virksomheder som offentlige institutioner, kommuner, Foreningsdanmark og nonprofit-virksomheder. Heri er næppe noget revolutionerende. Det afgørende er imidlertid, at centrene får beføjelse til altid at undersøge mulighederne for en offentlig eller nonprofit-produktion, så strategisk vigtige produktioner forbliver på fællesskabets hænder. Når forskere fra Syddansk Universitet og Aalborg Universitet meddeler, at de har opfundet en teknik til at omdanne lys til elektricitet med ekstremt lille spild (i modsætning til i dag, hvor 70 % af energien går til spilde), er det afgørende for den videre samfundsudvikling, at denne indsigt kommer fællesskabet til gavn. Den bør ikke blot resultere i offentlige demonstrationsudstillinger, der kan inspirere offentlige som private aktører, men også bane vejen for en nonprofit-produktion, som er forpligtet til at samvirke med centeret til gavn for almenvellet.

Fra niche til samfundsløsning

Skal det her tegnede produktionsdemokrati bevæge sig fra en samfundsniche til en generel løsning, kræver det en radikal ændring af de samfundsmæssige rammebetingelser. Det offentlige må ikke blot fremme nonprofit-sektorens muligheder gennem lovgivning om kooperativer, socialøkonomiske virksomheder og offentlige innovationscentre med pligt til at fremme grøn nonprofit-produktion. Staten og kommunerne må også medvirke til at kickstarte grønne omstillingsprocesser ved at efterspørge lokalt producerede økologiske varer og virke som frontløber, når det gælder implementering af nye energiløsninger, bæredygtigt byggeri, bæredygtig beklædning og bæredygtige transportmidler. Hermed sikres en afsætning af nyttige og bæredygtige produkter.

Men et langt større samfundsdrama forestår. Det handler om den fornødne finansiering og retten til en national kapacitetsopbygning. Kreditgivningen må socialiseres, og det enkelte land skal sikres retten til at udvikle en basisproduktion inden for fødevarer, energi, byggeri og transport.

Kreditgivningens socialisering indebærer for det første en normalisering af bankdrift til tiden før neoliberalismens frembrud i 1980’erne, således at der lånes til produktion, ikke spekulation. Dernæst skal bankdrift fungere ud fra en nonprofit-målsætning, hvor der ikke skal hives midler hjem til profitmaksimerende aktionærinteresser. Ud fra et økosocialistisk perspektiv er det afgørende dels at pege på en offentlig investeringsbank, der kan bidrage til fremtidens omstillinger af produktionsapparatet, dels at sikre en fornyelse af fortidens sparekasselovgivning gennem etablering af en fælles it-infrastruktur med de offentlige banker (Nationalbank, offentlig samfundsbank). I fremtidens økosamfund vil produktionen være mere lokaliseret end i dag, hvorfor der er behov for lokale, medlemsejede banker med blik for produktion, ikke spekulation.

Retten til en regional kapacitetsopbygning vedrører en demokratisk adgang til at sikre sig den fornødne sikkerhed og vareproduktion i relation til sunde og bæredygtige fødevarer, byggeri m.m. Arbejdsdeling kan være såre fornuftig, men ikke hvis den medfører en voldsom modproduktivitet ved at erobre umådeholdne mængder af jord og vand i andre lande. Den danske sojaimport til svineproduktion lægger beslag på et areal i Sydamerika svarende til Sjælland og omliggende øer, alt mens biomasseproduktionen til drivmiddel i biler får fødevarepriserne til at eksplodere. Når arbejdsdelingen dikteres af de stærkeste magter, indsnævres et lokalt og regionalt produktionsdemokrati på forhånd. Derfor er det vigtigt at slås for den ligeværdige arbejdsdelings princip, hvor lønarbejdere i alle lande arbejder under fælles faglige standarder i henhold til ILO’s konventioner, og hvor alle lande har retten til en elementær kapacitetsopbygning, det vil sige en økologiens og demokratiets protektionisme. Dette princip rækker fra fortrinsret til at forarbejde lokalt kød (gennem forbud mod lang transport af levende dyr til animalsk produktion) og frem til offentlig forkøbsret af varer, som vedrører en regions og et lands basissikkerhed (energi, byggeri, fødevarer, beklædning, sikkerhed for genbrug).

Vi skal i det følgende kaste blikket på tre udvalgte produktionsomstillinger, hvor kravet om en bæredygtig omstilling af produktion og forbrug afkobles kapitalismens fortsatte vækst.[7]

Omstilling af landbrug og fødevareindustri

Danmark har verdens mest intensivt opdyrkede landbrugsjord. Det har alvorlige konsekvenser for natur, landskab og mennesker. Landbruget står for 90 % af forbruget af sprøjtegifte, som finder vej til grundvandet – i 2010 havde sprøjtegiften fundet vej til 44 % af en udvalgt gruppe vandboringer. Den biologiske mangfoldighed er blevet reduceret år for år. Dyrevelfærden er presset – hver dag dør 24.000 pattegrise, fordi avlen er så intensiv, og hver anden so og hvert tredje slagtesvin har mavesår, fordi de får for lidt foder og for fiberfattig kost. Massemedicineringen fremelsker flere resistente bakterier, som kan overføres til mennesker. Op mod hvert andet danske slagtesvin er ramt af MRSA CC398-bakterien, som kan smitte mennesker, der risikerer betændelse, bylder og børnesår. Problemerne står i kø.

Parallelt med denne intensivering er magten over sektoren blevet koncentreret på stadig færre hænder. Både når det gælder ejendomsretten til jord og til fødevareproduktion, har sektoren siden 1990’ernes begyndelse været underlagt voldsomme centraliseringsprocesser. For bare 20 år siden havde man næsten dobbelt så mange brug som i dag. Slagteri- og mejeriproduktionen er domineret af fødevaregiganterne Danish Crown og Arla, hvis eksportselskaber fungerer som almindelige aktieselskaber med magtfulde direktioner, der satser på profitmaksimering i skarp konkurrence med andre globale selskaber. DLG (Dansk Landbrugs Grovvareselskab) er ligeledes en dominerende spiller, og det samme gælder DLF-Trifolium, der sidder på 80 % af handelen med rajgræs. Sektoren er stærkt monopoliseret, hvor få selskaber har magten over produktion og salg.

Hovedargumentet for at fortsætte ad samme spor lyder, at landbruget er et valutabærende erhverv. De dominerende kræfter inden for det landbrugsindustrielle kompleks erkender, at beskæftigelsen i erhvervet er dalet dramatisk, men samtidig bryster sektoren sig af en fødevareeksport på 148 mia. kr., (hvoraf 30 mia. tilskrives svineeksporten) – et voldsomt tal, der dog både dækker over fisk, landbrugsmaskiner og enzymer.

Situationen er alarmerende. Nøglen til forandring ligger i kravet om omstilling fra en konventionel monokultur til en alsidig, økologisk og klimavenlig produktion med vægt på højkvalitetsvarer og lokale arbejdspladser. En større selvforsyning med råvarer, som naturligt kan dyrkes lokalt og regionalt, vil fremme produkter, der kan indgå i økologiens krav om sædskifte. Transportudgifterne vil tillige blive mindsket, fødevaresikkerheden styrket, og store arealer, som den nuværende produktion lægger beslag på som følge af import, vil blive frigjort til direkte fødevareproduktion i fattige lande. Men det fordrer, at man vil midlerne hertil.

  • De eksisterende støtteordninger må omlægges til lokalt og især kooperativt drevne mejerier, slagterier, osterier, mosterier, brænderier, bryggerier og hele viften af tilsætningsprodukter (eddike, sennep, soja, honning, gastrik, puré, ketchup m.m.), men også kooperativt ejede korntørrerier, maskinstationer, grovvareselskaber og frøfirmaer, mens de nuværende monopoldannelser må nedbrydes.
  • Adgangen til jord må demokratiseres gennem en jordbrugerfond, der udlejer jord på jordrentevilkår med sigte på økologisk produktion. Storlandbrug skal udstykkes, når det rammes af konkurs eller negativt afkast, til selvstændige landmænd på jordrentevilkår (leje af jord) eller andelseje og gerne organiseret som matrixlandbrug, hvor klynger af landmænd går sammen om samdrift af maskiner, viden, CO2-regnskab og store arbejdsopgaver, som foreslået af landsforeningen Frie Bønder – Levende Land.
  • De lokalt forankrede kooperative foretagender må fremmes gennem lovgivning og en målrettet offentlig efterspørgsel efter lokale varer.

Små og store tiltag vil støde an mod de nuværende magthaveres store trumfkort: valutaargumentet. Her er det såre interessant, at en rapport fra Enhedslisten – som bygger på den eksisterende viden på området fra bl.a. Concito – viser, at en halvering af den nuværende svinebestand som led i en økologisk omstilling, hvor man producerer sit eget foder og laver en lokal forarbejdning af egnens råvarer, fuldt ud kan frembringe en nettoeksportværdi svarende til den nuværende. Det hænger sammen med lokaliseringsargumentets to rationaler:

  1. Hvor det er en miljømæssig og sikkerhedsmæssig fordel, skal man undersøge muligheden for lokal produktion og en deraf følgende importfortrængning. Det er således fuldt ud muligt at erstatte importeret sojaprotein med dansk frembragte proteiner (hestebønner, lupin, rødkløver underkastet fermentering, dvs. forgæring).
  2. Næste trin i lokaliseringens logik er kravet om lokal fremstilling af højkvalitetsprodukter. Dagens eksport af konventionelle smågrise, slagtegrise og avlssvin eller halvfabrikata skal vige til fordel for forarbejdet kød. Det økologisk forarbejdede produkt med høj fødevaresikkerhed giver den dobbelte kilopris. Altså: Halvt så mange kilo til eksport, men til dobbelt pris.

Samfundsøkonomien er på alle parametre helt i top ved en sådan omlægning, men det skal ikke skjules, at fødevaregiganternes og storlandbrugets indehavere mister magt, ligesom en omstilling kan være brydsom – men også inspirere til et bedre arbejdsliv i stald og mark og i fremtidens deltagerstyrede kooperativ.[8]

Omstilling af transportsektoren

Transportsektoren belaster miljø og klima, trængsels- og sundhedsproblemerne i storbyerne vokser. Klimaet, sundheden og naturen bliver sorteper, og store grupper af billøse borgere får ikke opfyldt deres transportbehov. Transportsektoren er således ansvarlig for en tredjedel af den samlede danske CO2-udledning, og som det mest alvorlige: CO2-udledningen fra transporten er siden 1990 vokset med 15 %, mens udledningen fra erhvervene og husholdningerne er faldet. Byrum og byliv reduceres som følge af den ekspanderende bilisme, og privatbilismen fører til omfattende miljøødelæggelser – herunder angreb på enestående naturområder som Gudenådalen og Nordsjælland.

De negative klimaproblemer fra transportsektoren søges løst ved biodiesel baseret på raps og bioætanol baseret på korn, sukkerroer, majs og sukkerrør. Hermed risikerer man at gøre ondt værre. En øget produktion af biobrændsler betyder pres på produktionsjord til fødevarer, øget anvendelse af pesticider og gødning samt stigende fødevarepriser.

Privatisering og kommercialisering af den offentlige sektor i 1990’erne har medført, at politiske styringsredskaber til fremme af en offentlig og grøn transport er gået tabt. DSB Gods blev frasolgt i år 2000, DSB Rederi med senere navneforandring til Scandlines blev privatiseret 1995 til 1997, og DSB Bus/COMBUS blev afviklet i årene 1998 til 2001, ligesom Banestyrelsen blev slanket til ukendelighed. Fordums skibsværfter og togfabrikker, som ofte spillede sammen med offentlige myndigheder, er praktisk talt alle blevet udflaget. I 2012 drejede den sidste store kæmpe inden for dansk værftsindustri, nemlig Lindøværftet, nøglen om.

Situationen kalder på en omstilling, der holder sig inden for et miljømæssigt råderum, hvor energiforbruget bringes i overensstemmelse med klimamål, hvor der sigtes på en minimering af ressourcer, og hvor påtrængende miljøproblemer vedrørende støj og udstødning af partikler, kvælstofoxider m.m. fjernes.

Dette ambitionsniveau indebærer massiv omlægning fra bil til kollektiv transport og cykeltransport i bymæssige områder og mega løft af intercitytrafikken, mens bilen har sin store og indiskutable berettigelse i tyndt befolkede områder. Omlægningen skal være socialt retfærdig og lighedsskabende. En begrænsning af transportfradraget i bil skal derfor koncentreres om stationsnære områder i takt med en billigere kollektiv trafik – og det vil være politisk klogt, hvis man starter med den sidstnævnte faktor først! Betalingsringe rundt om de store byer og roadpricing udgør et andet instrument, men igen gælder, at sådanne initiativer skal gå i pinlig takt med en offentlig satsning på den kollektive transport. Aftalen af 14. januar 2014 om et vældigt jernbaneløft gennem oprettelse af den såkaldte Oliefond – finansieret via Nordsøens rigdomme – skal sikre elektrificering af alle danske hovedstrækninger og en klækkelig reduktion af togrejsetiden med 1 time mellem storbyerne. Her tændes håb set med økosocialismens briller.

Og som det mindst lige så afgørende: Gods skal i langt højere grad end i dag på skinner og vand. Den nationale godstransport brød totalt sammen efter lynprivatiseringen i år 2000, godsterminaler blev nedlagt eller forvitrede, godsspor blev spærret eller revet op. Til gengæld voksede transitkørslen mellem Sverige og Tyskland i de følgende år.

Vil man en dramatisk ændring fra gods på lastbil til gods på skinner og vand, skal man også i dette tilfælde ville midlerne. Her skal anbefales en investeringsstrategi, som løfter hele området. Det handler om en ny godsinfrastruktur med godsspor til havne og trafikknudepunkter – vedtagelsen af jernbanespor til havnen i Hirtshals og en godsterminal i 2013 viser et lysglimt, som tegner en ny og mere bæredygtig tankegang. Det næste er et offentligt godsselskab, der har eneret på transport af farligt gods (et krav, der udfordrer den markedsbaserede EU-ret) og fremmer samspil mellem gods på skinner og storbyernes citylogistik baseret på vedvarende energi som drivmiddel (el-lastbiler, letbaner på batteri, cykelbude på eldrevne cykler, enmandsbetjente løftekraner til fleksible containere m.v.). Her foreslås et offentligt godskompetencecenter, der kan fremme udvikling af fremtidens eldrevne køretøjer i citylogistikken, sikre fremstilling af intelligente, fleksible og lette containersystemer og ophjælpe en produktion i nonprofit-regi. Og som det mest ambitiøse foreslås en re-nationalisering af fordums togfabrikker. Formelen for denne øvelse lyder, at den danske stat ved hvert eneste af fremtidens togindkøb betinger sig ret til (uden nærmere diskussion) at lade det offentlige selskab DSB Vedligehold teste det indkøbte tog og kræver indsigt i alle tekniske mekanismer. Dette kan være udgangspunkt for en offentligt baseret togproduktion med kapacitet til at opgradere det indkøbte materiel og i næste fase at kunne indlede en selvstændig togproduktion. Alternativet er skræmmende. Det offentlige kommer i lommen på internationale togfabrikker.[9]

Omstilling af energisektoren

SR-regeringen har som officiel målsætning, at den danske energiforsyning i 2050 kommer fra vedvarende energi (VE). Den fossile energi skal udfases. Denne målsætning bør fremrykkes til 2040 som foreslået af Enhedslisten og en række grønne organisationer. Dette betyder, at der skal indledes en omfattende udbygning af vedvarende energi i form af vindkraft, solenergi, geotermi, bølgekraft, energieffektivisering i produktion og bygningsmasse og intelligente løsninger til udnyttelse af vindoverskud i form af varmepumper og lagring i form af brint. Det handler om at reducere CO2-mængden og styrke morgendagens miljø- og klimavenlige virksomheder.

Her er en sektor, hvor der tilsyneladende udtrykkes en politisk vilje til at sikre en bæredygtig omstilling. Her oplever man midt i et kapitalistisk samfund viljen til på tværs af profitlogik at opstille samfundsmæssige mål for en grøn omstilling af energiproduktion.

Frem til årtusindeskiftet var sektoren domineret af en nonprofit-sektor, men også denne sektor er blevet underlagt en snigende liberalisering. I 1999 blev der åbnet for, at kraftværker kunne sættes på aktier med mulighed for salg og opkøb af aktier. De fleste kraftværker kom i statens besiddelse gennem det offentlige selskab DONG, som et flertal i Folketinget med Enhedslisten som undtagelse besluttede at modne til en delvis privatisering i 2004. I 2014 frasolgte staten 19 % af aktierne til kapitalfonden Goldman Sachs. Derimod er selve produktionen af energiteknologien nu som før i privat regi.

Skal kravet om ren VE-teknologi indfries, kræver det en systematisk udfasning af de fossile løsninger, fremme af VE-teknologier, energieffektivisering og påbud til industrien om at udnytte restprodukter som overskudsvarme og kølevand. Nøglen hertil er stabile afregningsordninger, der gør brugen af VE-teknologier attraktiv. Og endelig er der teknologier, som kræver langt større politisk bevågenhed end hidtil set. Det gælder geotermi og ikke mindst bølgeenergi, hvor der skal afsættes midler til storskalaforsøg. Endelig er der hele lagringsproblemet ved produktion af vind f.eks. om natten. Det går godt med den danske vindproduktion, men det går skidt med at udnytte overskuds-el – den sælges ofte til spotpriser langt under markedsværdien, når der er vindoverskud. Vil man derimod udnytte den overskydende strøm fra vindmøller på en energieffektiviserende måde, er det nødvendigt systematisk at fremme brugen af store varmepumper drevet af vindstrøm i fjernvarmeanlæg og dermed udfase gas og biomasse.

To store udfordringer, der afspejler de dominerende kapitalinteressers indflydelse, skal overvindes. Det gælder bioenergi og handel med CO2-kvoter. Biobrændstof til biler er en gigantisk fejltagelse. Klimagevinsten er yderst tvivlsom, og projektet lægger beslag på store jordarealer som tidligere anført, ligesom halmværker frarøver landbruget halm til opbygning af jordens livgivende humuslag. Tilbage er økologisk skovdrift som en mulig backup-løsning, indtil den vedvarende energi er indfaset.

Det helt store bråvallaslag består dog i et opgør med den omsiggribende markedsgørelse af CO2-reguleringen. Når danskerne er klimadukse, kan man sælge CO2-kvoter til forurenerne. Og så er vi lige vidt. Derfor bør staten selvsagt destruere kvoter for hvert ton CO2, danskerne sparer.

Fællesskabet er udfordret. Derfor er det også nødvendigt at lade DONG indgå i den skitserede omstillingsproces gennem en fuld renationalisering. Lokalt består der en opgave i at sikre oprettelse af kommunale møller og kommunale solcelleanlæg, der kan opsamle midler til investering i VE-initiativer, energieffektivisering og energirenovering under styring af kommunale bygningsafdelinger, så viden herom forbliver i fælleseje.

Der kan være god grund til at minde om, at det danske fjernvarmesystem som et forbrugerejet nonprofit-system har været en tordnende succes. Fællesskabet har her vundet. Systemet har sikret billig varme, undertiden flere tusinde kroner under individuelle løsninger, og fjernvarmekonceptet er blevet en ubetinget eksportsucces. Fjernvarmens Udviklingscenter har bidraget til CO2-reduktioner gennem energieffektiviseringer ved at minimere ledningstab med højisolerede rør, udveksle erfaringer om energimålere og introducere varmepumpesystemet som led i intelligent udnyttelse af overskudsstrøm fra vind. Her er opsamlet en viden i fællesskabsregi, som kan udnyttes til en nonprofit-teknologiproduktion.[10]

Fra velstand til velfærd

Den globale kapitalisme nedslider den fælles klode og skaber et stadig højere omkostnings- og ressourceniveau per indbygger for at få dagligdagen til at hænge sammen. Krav om øget mobilitet, mere transport, intensivering af arbejdslivet og flere arbejdstimer per familie fremmer jag, behov for ny teknologi og kompensationskøb for at klare dagen og vejen. Et relevant modtræk lyder: Lad os få mere fælles velfærd og flere vederlagsfrie goder, der minimerer behovet for en udvidelse af det private, markedsorienterede konsum. Her tænkes ikke på en nøjsomhedens udvikling men en reduktion af lønarbejderfamiliens daglige omkostninger, der åbner for nye, mellemmenneskelige orienteringspunkter.

Ud fra denne filosofi er der behov for:

  • En boligpolitik, der kan sikre spekulationsfrie, billige og energioptimale boliger med fælles faciliteter i gå- eller cykleafstand fra arbejdspladsen. Almen Bolig skal kunne tage form af parcelhuse, rækkehuse, klyngehuse i byen og på landet og etageboliger med attraktive faciliteter finansieret gennem bidrag fra omkostningsbestemte lejeindtægter til en boligfond. Unægtelig en udfordrende øvelse midt i Parcelhusdanmark. Et dobbeltgreb fordres: Boligen skal ikke blot hives ud af kasinoøkonomien gennem en finansiering løsrevet fra markedet, men det skal også sikres, at den enkelte kan bestemme over facade, indendørsfaciliteter og udendørsarealer inden for de rammer, som i dag gælder ved en lokalplanlægning. Lejeren skal garanteres uopsigelige langtidskontrakter med ret til forlængelse til sig og sine – inden for bytteøkonomiens spilleregler. Et sådant projekt vil få opbakning, præcis i det omfang det lykkes at skabe hidtil usete muligheder for den enkelte husstand. Den individuelle udfoldelse skal ikke indskrænkes, men udvides for dem, der er flest – og med mulighed for at indgå i fællesskaber. Målet er at gøre boligen til en overkommelig udgift, som åbner for, at familierne i hele deres livsforløb kan skiftes til at gå på orlov. Boligen opfattes som en borgerret.[11]
  • En planlægningspolitik, som styrker princippet om nærhed mellem bolig og arbejdsplads med nem og bekvem transport, hvad enten det er i form af cyklisternes egne »motorveje« eller den eldrevne letbane. I nogle tilfælde er det muligt at lave den funktionsblandede bydel uden nævneværdige transportbehov med arbejdspladser, butikker, service og sågar grønne lunger i samme bydel. I andre tilfælde er der vitterlig behov for transport på grund af samfundets skarpe videns- og arbejdsdeling, hvor husstandens forsørgere skal i hver sit verdenshjørne. Transportudgifter er i et sådant samfund et velfærdsgode, der kræver en minimal brugerbetaling.[12]
  • En ekspansion i de fælles og vederlagsfrie muligheder for kulturel udfoldelse, både når det gælder praktisering af egne talenter inden for sport, kunst, håndværk og teknologisk snilde, og når det gælder oplevelsen af andres præstationer inden for musik, billedkunst, drama og sport. Der åbnes for en dele- og bytteøkonomi – fra delebil og kjolebytning til fælles dyrkningsredskaber i forbindelse med kollektiv gartneridrift af årstidens grøntsager eller private nyttehaver.
  • Endelig skal der peges på indførelse af en skelsættende borgerret i et udviklet velfærdssamfund, der overskrider det nuværende økonomiske paradigme. Alle borgere deles om det eksisterende arbejde, hvorfor der sikres en universel ret til orlov med jævne mellemrum. De første erfaringer med et sådant system oplevede man i Danmark i årene 1993 til 1997 med enkelte udløbere til årene derefter. Nye rettigheder og nye muligheder så dagens lys for børnefamilier og borgere, der selv ville passe deres børn, uddanne sig eller tage en pause i arbejdslivet som f.eks. ulandsfrivillig. For at opnå orlov skulle man have haft ansættelse eller drevet selvstændig virksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år, være medlem af en arbejdsløshedskasse og normalt lade en arbejdsløs besætte den ledige stilling – indkomsten spændte fra 70 % (børneorlov) til 100 % (uddannelsesorlov) af den maksimale dagpengesats. Orlovsordningerne blev en tordnende succes. I 1994 var der næsten syv gange så mange som i 1993, der gjorde brug af heraf. Ordningerne præsenterede alternative livshorisonter, hvor lavere indkomst for en periode blev forbundet med tryghed og mulighed for at indgå i nye handlingsfællesskaber. Der blev åbnet for nye måder at indrette hverdagsliv og samfundsliv på. Livsindhold kunne knyttes til andet og mere end arbejdsidentitet og de prestigehierarkier, som ofte forbindes med bolig og konsum. Omkostningerne ved et tempofyldt hverdagsliv blev reduceret. Der kunne etableres velfærd uden øget velstand.[13]

 

Det økosocialistiske perspektiv er en nødvendighed. Af hensyn til fællesskab, social retfærdighed og til påmindelse om én menneskehed, én klode.

 


Noter

[1] Brundtland-Kommissionen: Vores fælles fremtid, København: FN-forbundet, 1987; Global Footprint Network (www.footprintnetwork.org); Mathis Wackernagel m.fl.: Europe 2005. The Ecological Footprint, Bruxelles: WWF, 2005.

[2] Daniel Tanuro: Green Capitalism: why it can’t work, London: Merlin Press, 2013.

[3] Om begrebet økosocialisme, se Daniel Tanuro (det anførte værk) og Michael Löwys artikel her i bogen.

[4] Tankerne om et produktionsdemokrati er delvist nedfældet i Politisk-Økonomisk Udvalg: Socialistiske svar på den økonomiske krise (pdf), København: Enhedslisten, 2011, s. 20-22 og Omstilling til en bæredygtig og demokratisk landbrugs- og fødevareindustri (pdf), København: Enhedslisten, 2011.

[5] Enhedslisten: Kommunal produktion. En håndbog om regler og muligheder, København: Enhedslisten, 2014.

[6] Lov om registrerede socialøkonomiske virksomheder (lov nr. 711 af 25.6.2014) med virkning fra 1. januar 2015 (https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=163865).

[7] I drøftelsen af spillet mellem lokalisering og international arbejdsdeling står forfatteren i gæld til Colin Hines: Lokalisering, Højbjerg: Hovedland, 2001; Jerry Mander og Edward Goldsmith: The Case against the Global Economy, San Francisco: Sierra Club Books, 1996 og i særdeleshed Dani Rodrik: The Globalization Paradox, Oxford University Press, 2011.

[8] Enhedslistens Politisk-Økonomiske Udvalg: Omstilling til en bæredygtig og demokratisk landbrugs- og fødevareindustri (pdf), København: Enhedslisten, 2014.

[9] Enhedslistens Politisk-Økonomiske Udvalg: Grøn og solidarisk omstilling af transportsektoren, København: Enhedslisten, 2015 (forventet).

[10] Kim Mortensen: »Fælleseje er mest effektivt« (kronik) i Politiken, 9.4.2014, og Dansk Center for Solenergi (www.danskcenterforsolenergi.dk).

[11] Margit Kjeldgaard: Boligpolitikkens storhed og fald, København: Solidaritet, 2014, s. 101-105; Maria Reumert Gjerding og Peter Nielsen: »Deleøkonomi er et tveægget sværd« i Information, 4.5. 2014.

[12] Petter Næss: »Den tætte by« i John Holten-Andersen m.fl. (red.): Omstilling til fremtiden, Århus: Modvækst, 2011, s. 127-143.

[13] Søren Kolstrup: Den danske velfærdsmodel 1891-2011 – sporskifter, motiver, drivkræfter, København: Frydenlund, 2014, s. 266-269.