Danmark og Parisaftalen: lurepasseri eller godt eksempel?

Demonstration under COP21: Målet om højst 1,5 graders opvarmning var en sejr, men Parisaftalen gav ikke midlerne til at sikre målet (foto: Arbre-évolution via Flickr)

Regeringen tager let på Paris-aftalens ambitiøse mål og udnytter dens muligheder for katastrofalt utilstrækkelige nationale indsatser.

Af Finn Kjeller

COP21, klimatopmødet i Paris i december 2015, kastede et vigtigt, om end luftigt resultat af sig: Målet for begrænsning af den globale opvarmning blev strammet fra de 2 grader, man længe har haft fokus på, til 1,5 grader. Ifølge Parisaftalen gælder det om at »holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur et godt stykke under 2 °C i forhold til førindustrielt niveau og at fortsætte indsatsen for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C over førindustrielt niveau«.

Denne stramning var en imødekommelse af mange års kamp fra lavtliggende lande, hvis hele eksistens er truet af havvandsstigninger, længe inden gennemsnitstemperaturen er steget 2 grader.

»En halv grad lyder måske ikke af meget, men det gør en verden til forskel i klimaeffekter,« siger Rob Jackson fra Stanford University i National Geographic (21.4.2016). »Vi ville få færre og mindre alvorlige tørker, oversvømmelser og hedebølger. De arktiske systemer og koralrevene ville også have det bedre.«

Regeringen bremser klimaindsats

Parisaftalen trådte i kraft den 4. november 2016, men hvordan går det med at gennemføre dens målsætninger?

Danmark ratificerede aftalen kort efter en folketingsbeslutning den 27. oktober 2016 med støtte fra alle partier. Enhedslisten, Alternativet og SF udtalte i den forbindelse, at ratifikationen måtte betyde, »at vi i Danmark skal føre en mere ambitiøs energi-, landbrugs-, transport- og klimapolitik, mens Parisaftalens princip om no backsliding skal respekteres,« og at ratifikationen »bør markere begyndelsen på en æra, hvor klimakrisen bliver præmissen for al politik«.

Men af klimaminister Lars Christian Lilleholts beslutningsforslag fremgik det klart, at V-regeringen ikke ville forpligtes til en øget indsats for at bidrage til Parisaftalens skærpede målsætning. Regeringens fodslæbende indstilling til klimakrisen og Parisaftalen blev sat i relief af dens forslag til 2025-plan og til finanslov for 2017. »Ingen steder afspejles, at verden står i en akut klimakrise, eller at klimatopmødet i Paris viste en vej fremad, som nu venter på landenes konkrete opfølgning,« kommenterede miljøorganisationen Det Økologiske Råd.

Denne linje blev fastholdt af VLAK. Venstre kunne ikke komme igennem med at sløjfe kystnære vindmøller, men det blå trekløver enedes hurtigt om klimatilbageskridt på andre punkter, f.eks.: Afskaffelse af PSO-afgiften (sammen med S, SF og R), hvilket mindsker motivationen til at spare på el og fjerner finansieringskilder for vedvarende energi og energibesparelser. Udvidelse af motorvejsnettet og nedsættelse af registreringsafgiften på biler, hvilket øger biltrafikken.

Ambitiøs aftale uden midler

»Parisaftalen er ikke den sejr for klimaet og Jordens befolkning, som mange har udlagt det efter COP21,« skriver NOAH – Friends of the Earth Denmark i en kommentar, som støtter ratificering af aftalen, men kritiserer denne for manglende sammenhæng mellem mål og midler.

Ifølge Parisaftalen skal målene for drivhusgasreduktioner opnås med afsæt i de tilsagn, som de enkelte lande meldte ind op til COP 21, de såkaldte Nationalt Fastlagte Bidrag (Nationally Determined Contributions, NDC). Men FN’s Miljøprogram (UNEP) har estimeret, at selv en fuld gennemførelse af denne første runde af NDC’er vil medføre en langsigtet global temperaturstigning på hele 3 til 3,5 °C.

»Tiden er utrolig knap, hvis verden ikke skal opleve en gennemsnitlig temperaturstigning på 3 °C eller mere. Det kan blive 5 til 8 °C for Afrika med endnu værre tørke og ødelæggelse af levevilkår for mange millioner – og dermed flygtningestrømme, der får dem, vi oplever i dag, til at blegne,« advarer NOAH.

»Hvis vi skal holde os under 2 °C, skal vi beholde mindst 85 % af de kendte fossile reserver i jorden og stoppe al skovrydning, men aftalen nævner ikke fossile brændsler (olie, kul, naturgas) med et ord, og der er heller ikke et ord om storskala-husdyrhold, palmeolieplantager eller andre industrier, som driver afskovningen,« skriver NOAH.

Hvis 1,5-graders-grænsen skal respekteres, skal man gå endnu mere drastisk til værks.

»Rige lande i Europa, Nordamerika, Australien – hele OECD-blokken – er nødt til at nå til nul forbrug af fossile brændsler i 2030 for stadig at have nogen som helst chance for at forblive på 1,5 grader,« sagde Johan Rockström, direktør for Stockholm Resilience Centre og formand for det globale netværk af ledende miljøforskere, Earth League, på et pressemøde med klimaforskere under COP21.

EU lægger svag ramme

Rammerne for Danmarks reduktionsbidrag fastlægges i EU-regi, og EU’s reduktionsmål for 2030 er fastsat til 40 procent i forhold til 1990. »Det er alt for svagt,« skriver NOAH og fortsætter: »Nu haster det så meget, at kun meget hurtige og drastiske indgreb kan give en chance for ikke at sprænge det råderum, der er tilbage.«

Ifølge NOAH har man nølet så længe, at det for at respektere maks. 2 grader er nødvendigt inden 2030 at reducere udledningerne med mindst 80 procent i forhold til 1990.

EU’s bidrag, og dermed Danmarks, bygger i høj grad på EU’s system for handel med CO2-udledningskvoter.

»Kvotehandel har vist sig ineffektiv i EU og har oven i købet været genstand for omfattende kriminel svindel,« bemærker NOAH. »EU’s kvotehandelssystem, ETS, har også virket bremsende for besparelser inden for de sektorer, der er omfattet, med den begrundelse, at besparelser ét sted i EU blot ville føre til øgede udledninger et andet sted på grund af ETS.«

EU-Kommissionen fremlagde i juli 2015 et forslag til revision af kvotehandelsdirektivet, der skal udmønte EU’s klimaindsats inden for kvotehandelssystemet i perioden 2021-2030. Forslaget, der stadig er under behandling, er blevet kritiseret skarpt af miljøorganisationer for at videreføre et system, der har været en eklatant fiasko, og rundhåndet dele gratis CO2-kvoter ud til energislugende erhvervsgrene.

Se artiklen “EU vil eksportere kvotehandelsfiasko”

I juli 2016 fremlagde Kommissionen et forslag til byrdefordeling mellem medlemslandene for sektorer uden for kvotesystemet, dvs. omkring 60 % af EU’s udledninger. Her risikerer den allerede utilstrækkelige målsætning at blive endnu ringere, kommenterede den internationale ngo Carbon Market Watch, med henvisning til de såkaldte »fleksibiliteter«, der skal gøre CO2-reduktionerne mere »omkostningseffektive«. Det er ifølge Carbon Market Watch smuthuller, der vil tillade lande at bruge overskudskvoter fra ETS og skovbrug til at pynte på udledningstallene for landbrug og transport.

Den danske regering har afvist at arbejde for, at EU i lyset af Parisaftalens sænkede temperaturtærskel skal øge sit ambitionsniveau for 2020-, 2030- og 2050-reduktionsmålene, så de svarer til behovet og videnskaben, og så man lever op til Parisaftalens langsigtede mål. Det skete i april 2016 ved et samråd indkaldt af Enhedslisten, Alternativet, SF og Socialdemokraterne.

Satser på usikre teknologier

Parisaftalen er særdeles uklar, når det gælder, hvilke tidsfrister der skal overholdes, for at klimamålene kan nås. Landene skal tilstræbe, at de globale udledninger »topper så hurtigt som muligt« og derefter reduceres »hurtigt« for engang »i anden halvdel af århundredet at opnå en balance mellem de menneskeskabte emissioner fra kilderne og optaget gennem drivhusgasdrænene«.

Denne forestilling om en drivhusgasneutral balance er ikke nærmere forklaret, men den dækker ifølge NOAH over to urealistiske forventninger:

  • At havene og vegetationen fortsat kan trække store mængder CO2 ud af atmosfæren.
  • At der udvikles brugbar CCS-teknologi (CO2-fangst og lagring), som i kombination med fyring med bioenergi (BE) kan »trække CO2 ud af atmosfæren«, altså BECCS.

»Det er en illusion, hvad angår teknologien. Det ville holde den fossile industri i live alt for længe og trække investeringer i den forkerte retning. Og det vil være en katastrofal udplyndring af bioressourcen,« fastslår NOAH og foreslår:

»Danmark skal i EU og via FN-forhandlingerne modvirke, at ødelæggende og/eller urealistiske teknologier som BECCS får lov til at udskyde de nødvendige hurtige indsatser.«

Brug for gode eksempler

Ifølge Parisaftalen skal landenes frivillige reduktionsmål opdateres og helst gøres mere ambitiøse hvert femte år. Der er imidlertid ingen sanktionsmuligheder. Første opdatering bliver i 2023 med en forudgående »dialog« i 2018.

NOAH vurderer, at »når aftalen først genvurderes i 2023, bliver tiden forpasset til at nå i nærheden af en global opvarmning på kun 1,5 °C, og det bliver næsten umuligt at komme under 2 °C«.

NOAH mener, at Danmark bør stramme sine egne klimamål og arbejde for, at EU’s klimamål styrkes. Som forudsætning for at vide, hvad der skal til, skal Klimarådet have til opgave at beregne det resterende drivhusgasbudget, altså råderummet, for Danmark og EU ud fra en retfærdighedsbetragtning.

»Uden et drivhusgasbudget til at styre politikken er det umuligt at sikre sig, at indsatsen bliver tilstrækkelig. Det bliver andre hensyn end klimaet, der kommer til at bestemme.«

NOAH opfordrer til, at Danmark undlader at gøre brug af kvotehandel og gennemfører alle de hjemlige reduktioner, der overhovedet lader sig gøre teknisk og adfærdsmæssigt. Samtidig skal Danmark ikke tillade milliardinvesteringer i Nordsøen for at tvinge den sidste olie ud af undergrunden.

»Der er brug for, at enkelte lande og EU som helhed går hurtigere frem og bliver det ’gode eksempel’, man længe har bildt sig selv ind at være.«

De rige landes ansvar

Også i forhold til den globale klimaretfærdighed er det afgørende at etablere gode eksempler.

»Hvis vi holder fast i en målsætning om maks. 1,5 °C uden at kræve, at de rige lande tager deres ansvar på sig, vil det blot forværre presset på de fattige udviklingslande, som i forvejen er allermest ramte af klimaforandringerne,« skriver NOAH.

Ifølge Parisaftalen skal der fra 2020 være mindst 100 milliarder US-dollar om året i klimafinansiering til udviklingslande. Inden 2025 skal der fastsættes et nyt, fælles mål.

»Problemet her er, at de rige lande ikke har taget ansvaret på sig,« siger NOAH. »Målsætningen er ikke fulgt op af en handlingsplan.«

Nogle kritikere vurderer, at de 100 mia. USD kun er omkring en tiendedel af, hvad der er behov for. »Til sammenligning bruges 5.300 milliarder USD pr. år til subsidier til fossile brændsler og 14.000 milliarder USD blev brugt til at redde bankerne under finanskrisen,« nævner NOAH.

»Danmark – og EU – skal stille sig på side med de mindst udviklede lande i FN-forhandlingerne og i bilaterale arrangementer. De kommende års forhandlinger i COP-processen er vigtige for at modvirke de udsættelser, der er indbygget i aftalen.«

Det blev ikke COP22-mødet i Marrakesh i november 2016, der rettede op på aftalens mangler, konstaterer Thor Markussen fra NOAH:

»De udviklede lande skal tage deres del af ansvaret for klimaændringerne. Men de udviklede landes faktiske mål er dødbringende for Afrika og mange lokalsamfund. Det ændrede COP22 ikke på.«

 

Artiklen blev oprindelig bragt i Solidaritet nr. 10, december 2016.