Klimakamp er den bedste chance for et mere retfærdigt økonomisk system

Naomi Klein
De multinationale selskaber skal ikke have øget magt. Derfor tager klimabevægelsen mere og mere aktivt del i at blokere nye frihandelsaftaler som TTIP, siger Naomi Klein. (Foto: Justine Warrington/flickr)

– En stærk fløj i den grønne bevægelse tror stadig, at de nok skal finde en vej frem, som ikke støder magthaverne. Jeg mener ærligt talt, at det er en dårlig strategi, siger Naomi Klein.

Den canadiske antiglobaliseringsaktivist og forfatter Naomi Klein er kendt for sin klarsynede kritik af kapitalismen: I »No Logo« udstillede hun de globale varemærkers tyranni, og i »Chokdoktrinen« de nyliberalistiske reformers brutalitet. Nu tager hun sigte på de store olie- og gasselskaber, som fuldkommen straffrit har erklæret krig mod vores klode.

Vi ser ud til at styre lige mod en klimakatastrofe. Vi ved, hvad der vil ske, hvis vi ikke gør noget ved klimaforandringerne, og alligevel bliver der ikke rigtig grebet ind. Hvad er forklaringen?

Naomi Klein: – Det er ikke, fordi vi ikke gør noget – vi har faktisk aktivt gjort lige præcis de forkerte ting. Vi har et økonomisk system, som definerer succes og fremskridt som endeløs økonomisk ekspansion. Enhver form for ekspansion betragtes som et gode. Vores udledninger stiger meget hurtigere end i 1990’erne. Gennem det seneste årti har vi haft meget høje oliepriser, hvilket har givet selskaberne inden for fossile brændsler et enormt økonomisk incitament til at give sig i kast med nye, dyrere og mere drivhusgasudledende former for udvinding såsom tjæresand og fracking. Vi har desuden et system, der tillader de multinationale at udvælge de billigste måder at fremstille deres produkter på, med billig arbejdskraft og billig energi – hvilket har ført til ureguleret afbrænding af kul. Alt dette gør problemet meget værre.

De mest magtfulde i verden

Du siger, at transnationale selskaber som ExxonMobil, BP og Shell har erklæret krig mod kloden…

– Disse selskabers forretningsmodel er at finde nye fossile brændselsreserver, hvilket er nøjagtig det modsatte af, hvad der skal til for at bekæmpe klimaforandringerne. Et studie fra Carbon Tracker viste for tre år siden, at den fossile brændselsindustri har fem gange så meget kulstof i deres påviste reserver som det, der er foreneligt med at holde opvarmningen under to grader.

– To grader er det mål, vores regeringer enedes om i København, og det er et mål, der allerede er meget farligt for mange befolkninger. Men det giver os et globalt kulstofbudget. Vi ved, hvor meget kulstof der kan afbrændes, samtidig med at vi stadig har mindst 50 procents chance for at nå målet, og de her selskaber har i deres reserver fem gange så meget kulstof som den mængde. Det forklarer, hvorfor de fossile brændselsselskaber kæmper så aktivt mod selve udbredelsen af redelig klimavidenskab, hvorfor de finansierer politikere og organisationer, der benægter videnskaben om klimaforandringer, og hvorfor de bekæmper ethvert seriøst forsøg på at reagere på klimaforandringerne, hvad enten det er en kulstofafgift eller støtte til vedvarende energi.

Hvordan kan selskaberne ustraffet true kloden på den måde?

– Vi har at gøre med selskaber, især olieselskaberne, som er de mest magtfulde i verden. Vores regeringer har ført krige for at beskytte deres interesser. De fossile brændsler er fra naturens hånd koncentrerede i bestemte geografiske områder og meget dyre at få op af undergrunden, at transportere og at bearbejde. Derfor fører de let til en koncentration af rigdom og magt, med et ret lille antal kæmpestore spillere, både statsdrevne og privatejede, og en magtkoncentration af denne art giver også let anledning til politisk korruption, både af den lovlige og den ulovlige slags. Derfor kan de ustraffet køre videre.

Ingen nye våben til de multinationale

Betyder det, at første skridt for at beskytte klimaet må være at ophæve de multinationale selskabers magt?

– Det kan betyde mange forskellige ting. For det første skal vi i hvert fald lade være med at øge deres magt. Derfor tager klimabevægelsen mere og mere aktivt del i at blokere nye frihandelsaftaler som frihandelsaftalen mellem EU og USA (TTIP), som TransPacific Partnership (TPP) og som aftalen mellem EU og mit land, Canada (CETA). Disse aftaler giver de multinationale selskaber nye beføjelser til at udfordre regeringerne ved hjælp af investorbeskyttelsesklausuler, og dermed vil de i særdeleshed kunne udfordre følsomme klimapolitikker. Det har vi allerede rigeligt af beviser for. For eksempel har det svenske energiselskab Vattenfall anlagt sag mod Tyskland for at ville udfase atomkraften og hævder, at det har tabt 4,7 mia. euro, hvorimod vi gerne så den tyske energiomstilling som model for andre lande, fordi det er et af de dristigste forsøg på at omstille til vedvarende energi.

– På den måde sender selskabet en advarsel til regeringerne: »Hvis I gør sådan, bliver I slæbt for retten.« Der er andre eksempler på det samme i mit land, hvor provinsen Québec forbød fracking, hvilket er en anden ting, vi gerne vil have flere regeringer til at gøre. Men på grundlag af den Nordamerikanske Frihandelsaftale (NAFTA) udfordrer et selskab fra USA frackingforbuddet med påstand om, om at det krænker selskabets gasboringsrettigheder.

– Derfor må vi også have frataget selskaberne den magt, som de allerede har fået gennem denne type aftaler. Men det kommer an på, hvor man bor. I USA er det f.eks. oplagt, at man må gøre op med selskabernes personstatus og med forestillingen om, at deres kampagnefinansiering hører ind under ytringsfriheden. Selskabernes kampagnefinansiering og lobbyvirksomhed må underlægges meget strengere regulering. Det gælder bestemt også i EU.

Alliancer for klimaretfærdighed

– Ud over denne tilgang har vi også brug for en stærkere græsrodsstrategi, sådan som vi ser det med kampagnen for at få trukket investeringer ud af fossile brændsler, hvilket handler om at aflegitimere disse selskaber. Det drejer sig ikke bare om at få et universitet eller en by som Paris til at trække penge ud af fossile brændsler. Det drejer sig om at slå fast, at det er selskaber med en forretningsmodel, som er dybt umoralsk, og at fortjenester fra denne forretningsmodel er uretmæssige. Og at regeringerne har ret til at lægge beslag på disse profitter for at betale for omstilling væk fra fossile brændsler. Det er dér, vi skal hen; det vil virkelig svække deres magt, for det, der gør dem magtfulde, er deres massive ekstraprofitter.

Hvad skal man sige til de ansatte i disse forurenende virksomheder, som risikerer at tabe deres job? Er der nogen mulighed for en alliance med dem?

– Svaret på klimaforandringerne må baseres på retfærdighed. Vi må definere, hvad en retfærdig omstilling går ud på, og kæmpe for den. Konkret betyder det, at de arbejdere, der ville tabe deres job i den fossile brændselssektor, bør have omskoling og nye job. Der vil være flere job at hente i vedvarende energi, for vedvarende energi, energieffektivisering, kollektiv trafik osv. skaber 6 til 8 gange flere arbejdspladser end udvindingssektoren. I de seneste år har der været store investeringer i udvindingssektoren, et stort fremstød for skifergasudvinding og olieboringer på dybt vand. Og samtidig er der sket en kraftig indsnævring af regeringernes villighed til at investere i energiomstilling. Overalt i Europa har vi set regeringer skære i støtten til vedvarende energi. Hvis job i udvindingssektoren er de eneste job i syne, vil fagbevægelsen selvfølgelig slås for de job.

– Så der er brug for en alliance mellem fagbevægelsen og klimabevægelsen, som kan tage kampen op for en satsning på klimaretfærdighed og klimajob. Og det begynder at tage form, f.eks. med en fagforeningsalliance i Storbritannien, som kræver oprettelse af en million klimajob og beskriver de job, der skal oprettes.

Belgiske fagforeningsfolk demonstrerer for klimaretfærdighed i København december 2009 (Foto: Marc Kjerland/Flickr)

Uretfærdigheden skabte en modreaktion

– Vi må huske, at det ikke er miljøforkæmpere, der stjæler jobbene fra de ansatte i den fossile brændselssektor. Alene det sidste par måneder, efter at oliepriserne er faldet drastisk, er der i USA gået over 100.000 job tabt inden for olie og gas. Det skyldes ikke klimaaktivisme eller miljøfolk, men at det er ekstremt farligt og usikkert at hænge sine håb op på en vare som olie eller gas, hvis priser rutsjer op og ned. En af de rare ting ved vind og sol er, at de er gratis, koster det samme hele tiden og ikke på samme måde er genstand for økonomiske opsving og nedture. Netop nu har vi faktisk chancen for at opbygge denne type alliance, fordi den samdrægtighed, der var mellem ansatte, fagforeninger og multinationale selskaber, er blevet brudt af selskaberne.

Du siger, at klimaforandringerne kan ses som en mulighed, og at omstillingen også kan være meget spændende. Hvordan kan vi gøre klimaaktion tiltrækkende for folk, der måske opfatter det som en meget vanskelig proces?

– Jeg tror ikke, den behøver at være nær så vanskelig, som det kan se ud. Vi står med en byrde fra de to seneste årtiers klimapolitik, som ikke var retfærdighedsbaseret, men sendte regningen for omstilling videre til forbrugerne og arbejderklassen. Dermed blev der sat lighedstegn mellem at gøre noget ved klimaproblemet og stigende leveomkostninger. Det blev noget med at betale ekstra for de der grønne produkter eller for vedvarende energi. I en kort periode så folk ud til at være rede til at acceptere den tankegang, men så satte den økonomiske krise ind. Folk blev klare over, at de allerede betalte for at redde bankerne, og begyndte at undre sig over, at de også skulle redde storforurenere ved at betale mere. Samtidig oplevede de, at disse selskaber ikke blev straffet og fortsatte med at tjene styrtende. Uretfærdigheden i det hele skabte en modreaktion.

– Vi er nødt til at opstille en klar og modig vision, der gør det klart, hvad en retfærdighedsbaseret omstilling indebærer. Regningen skal ikke sendes til de mennesker, der har dårligst råd. I stedet skal de, der har størst ansvar for krisen, betale hovedparten af regningen. Det betyder ikke, at der ikke bliver ofre hele vejen rundt, men folk er langt mere parate til at foretage de ændringer, hvis de kan se, at omkostningerne er fordelt retfærdigt.

Se forbindelsen mellem kampene

Du skriver i din bog, at tidligere mobiliseringer har vist, at det ikke er nok at sige nej, at vi har brug for en samlet forståelse af, hvad der skal til for at udskifte dette system. Hvem skal komme med den vision?

– At opbygge den vision må være en demokratisk proces. Jeg tror ikke, der er én vision, der vil fungere i Frankrig, og at den samme vision også vil fungere i Canada eller i Indien. Vi må udbrede eksempler, som virker, på hvert niveau, hvad enten det er på byplan, regionalt eller nationalt plan, hvor grupper går sammen og definerer, hvordan en retfærdig omstilling ser ud for dem.

– Som led i mit arbejde og mine rejser hører jeg masser af rigtig gode ideer. For eksempel er der en stor kamp på USA’s vestkyst, nær byen Bellingham i Washington. Det er en meget grøn by, men der er forslag om at anlægge en kæmpe terminal til kuleksport i nærheden. I starten var det en grim kamp med miljøaktivister og arbejdere i hver sin grøft. Men så blev der indkaldt til samarbejde fra byrådet i samarbejde med en bevægelse mod en kulmine, anført af en lokal oprindelig befolkningsgruppe, Lummi-nationen. Fagforeningerne fremlagde en plan for at udvikle havnefronten på en ny måde. Det vil skabe job til de samme arbejdere, som ville få arbejde i kuleksporthavnen, men det ville være grøn udvikling, og det ville ikke gå ud på at eksportere fossile brændsler til Asien.

– Det er blot ét eksempel og ét projekt. Hovedsagen er at få gang i disse samtaler, for jeg bliver ustandselig forundret over, hvor lidt vi evner at etablere forbindelser mellem f.eks. en kamp for billig kollektiv trafik og klimaforandringerne. Eller man ser jernbanearbejdere strejke mod privatisering, men de nævner aldrig klimaforandringerne. Så her mislykkes det helt grundlæggende at komme på bølgelængde og bruge styrken i disse argumenter til at imødegå presset fra nedskæringspolitikken.

Blockadia

Du taler om det »nye territorium«, Blockadia. Hvad er Blockadia?

– Blockadia er et navn, nogle har givet modstandsbevægelsen mod de fossile brændsler, og det kommer fra bevægelsen mod Keystone XL-rørledningen i USA. Det er en kæmpe rørledning, som firmaet TransCanada vil anlægge fra tjæresandsfelterne i Alberta ned til den Mexicanske Golf. Tjæresandsolie er noget af den mest beskidte og mest kulstofholdige olie på Jorden. Da de begyndte at anlægge rørledningen, blev der rejst en protestlejr, hvor folk lænkede sig til indhegninger og flyttede op i træer. De kaldte deres lejr Blockadia. Det ord fængede og blev taget op andre steder, hvor folk kæmpede mod disse udvindingsprojekter, hvad enten det var en mine, en eksportterminal eller fracking.

– Selv om ordet opstod i USA, kommer taktikken egentlig fra det globale syd. Oil Watch International og EJOLT har gjort et stort stykke arbejde for at kortlægge dette transnationale rum. Hvis man skal forsøge at sætte tidspunkt på, hvornår Blockadia begyndte, må det være med Ogoni-folkets kamp mod Shell i 1990’erne: en vellykket kamp for at smide Shell ud af deres territorium i Nigerdeltaet. Shell har aldrig været i stand til at vende tilbage.

Paris er en station på vejen

Det lader ikke til, at du forventer dig meget af den internationale klimakonference i Paris i december 2015. Hvad kan vi vente os af den internationale forhandlingsproces?

– Vi må meget nøgternt erkende, at den ikke vil redde verden, og at den ikke vil udmunde i en aftale, der svarer til det, der ifølge klimaforskerne skal gøres. Forskernes fortæller os, at vi skal skære vores udledninger med 8 til 10 procent om året, med start nu. Vores regeringer taler om at skære udledningerne med 2 til 3 procent, med start i næste årti. De forholder sig ikke til den samme virkelighed.

– Det vil være en stor fejl at skrue op for fortællingen om, at vi bare skal overbevise vores ledere, og så vil de springe ud som nogle helt andre i løbet af de næste otte måneder. Det er en opskrift for skuffelse. Det var, hvad der skete med København i 2009. En masse mennesker blev dybt nedtrykte efter topmødet. Vi bliver nødt til at se Paris som en station på vejen i en lang proces. Betydningen af Paris er, at der – især i Europa – har været en kraftig tendens til at se bort fra klimaspørgsmålet, siden den økonomiske krise brød ud.

– Jeg indledte min bog med, at det ikke kun er eliterne, der kan erklære en krise; almindelige mennesker eller sociale bevægelser kan også erklære en krise. Efterhånden som vi nærmer os topmødet, vil der bliver talt mere og mere om klimaforandringer. Så det er en chance for at forandre den offentlige debat og tale om det, der bør tales om. Vi må væk fra den aldeles meningsløse snak om, at »vi vil opnå en 20 procents reduktion af udledningerne i forhold til 1990-niveauet inden 2030«. I stedet må vi sige: »Nej, vi skal have skåret udledningerne drastisk ned nu!« Og vi må starte ved at sætte grænser for fossile brændsler. Jeg ser et kæmpe ryk i retning af at støtte et »lad det ligge i undergrunden«-budskab. Og det kan måske lige akkurat nås. Meget kan ske på otte måneder.

– Det vil til dels afhænge af, om olieprisen forbliver lav, for over for f.eks. Albertas tjæresand har vores kamp været op ad bakke, eftersom det var så utrolig profitabelt for selskaberne at tage til Alberta og grave den olie op. Men lige nu flygter investorerne fra Alberta. I den situation bliver der bedre chancer for at vinde en strukturel sejr. F.eks. et forbud mod boringer i Arktis eller et midlertidigt stop for tjæresandsudvinding og en proces med afvikling af det projekt, som er det største industrielle projekt på Jorden. Jeg aner ikke, om det muligt at få det på dagsordenen for Paris. Der står ikke noget om det i forhandlingsdokumentet lige nu, men jeg synes ikke, vi skal opgive at få det på dagsordenen.

Modvækst: diagnose, men ikke mål

Hvad siger du til folk, der gerne vil bidrage til forandring ved at gøre noget »i deres dagligdag«?

– Vi ved godt, hvad vi kan gøre i det daglige for at reducere vores kulstof-fodspor. Mange af os har allerede gjort de ting. Og det er ting, vi bør gøre, for de gør os sundere og raskere og giver mere harmoni i vores liv. Men jeg tror også, at noget af den skuffelse, folk føler, er en følge af, at de har foretaget individuelle ændringer og set, at det ikke fører til strukturelle ændringer.

– Derfor bliver jeg meget opmuntret af bevægelser som bevægelsen for afinvestering i fossile brændsler, hvor folk kræver, at deres universiteter, deres pensionskasser eller deres kommuner trækker penge ud af fossile brændsler. For det er vigtigt at få argumenterne frem og aflegitimere den sektors profitter, men det betyder også, at man arbejder på et plan, der er mere end det individuelle og mindre end alting – det er betydningsfuldt, men ikke uoverskueligt omfattende. Og så er det med til at skabe en erkendelse af, at vi er stærkere, når vi handler sammen.

Ville du pege på modvækst (»degrowth«) som en løsning?

– Det er nyttigt som en diagnose. Vi er jo nødt til at bevæge os væk fra et økonomisk system, som har vækst som sit eneste mål for succes og fremskridt. Samlet set har vi bestemt brug for et økonomisk system, som indskrænker vores brug af ressourcer, især fossile brændsler. Men at ophøje modvækstkravet til et mål er en fejltagelse. Bare fordi væksten er problemets kerne, betyder det ikke, at modvækst er løsningen. Hvis problemet er, at succes måles på vækst, er løsningen efter min mening at opstille et andet mål for succes. Der er mange forskellige situationer, men i mange sammenhænge – navnlig når folk oplever brutal nedskæringspolitik – er brugen af ordet modvækst ikke en klog kommunikationsstrategi.

Ny teknologi er ikke nok

Er der nogen tekniske løsninger på klimaforandringerne, eller er alt politisk?

– Det er en kombination. Vedvarende energi handler om teknologi. Der er sket strålende fremskridt inden for alle mulige teknologier. Agroøkologi er ikke bare en tilbagevenden til traditionelle landbrugsmetoder. Det er en kombination af gammel viden og moderne teknologi. Men vi kan ikke komme uden om, at det er nødvendigt med en indskrænkning af vores forbrug og vores brug af ressourcer, så hvis man fokuserer alene på teknologi, giver det et falskt indtryk af, at vi ikke behøver at forandre noget andet end vores energikilde.

– Der må også være en strategi for at reducere efterspørgslen, så vi faktisk bruger mindre energi. Derfor er det farligt bare at fokusere på teknologi. Og det er værre med andre, mere sciencefictionagtige tekniske fiks som geomanipulation – denne forestilling om, at der kommer en eller anden mirakelløsning, som gør, at vi kan blænde ned for solen og dermed standse opvarmningen af kloden… Det er udtryk for lige netop det overmodige verdenssyn, som har skabt selve problemet.

Så man kan altså ikke bekæmpe klimaforandringerne uden at bekæmpe kapitalismen?

– Nej, det tror jeg ikke man kan. Det har vi forsøgt i lang tid. Men der er stadig en virkelig stærk fløj i den grønne bevægelse, som tror, at de nok skal finde en vej frem, som ikke støder magthaverne. Jeg mener ærligt talt, at det er en dårlig strategi. Hvis kapitalismen fungerede virkelig godt for befolkningsflertallet bortset fra det her klimaproblem, så havde vi reelt behov for en eller anden strategi, der beskyttede det kapitalistiske system, hvis der fandtes sådan en strategi, hvilket jeg ikke tror der gør. Det er bare ikke den situation, vi står i. Vi er i en situation med en udbredt folkelig forståelse af, at dette økonomiske system har slået fejl selv på sine egne præmisser – en forståelse, der deles af flere end nogensinde i min levetid.

Et moralsk ansvar

– Der er gang i en kæmpe debat om den massive ulighed, nyliberalismen har ført til. Folk forstår, at den politik, som angivelig skulle give mere effektivitet, faktisk har givet mindre. Så behovet for en anden økonomisk model trænger sig på, og hvis bevægelsen for klimaretfærdighed kan vise, at en aktiv politik mod klimaforandringer er den bedste chance for et mere retfærdigt økonomisk system, der skaber flere og bedre job, større social lighed, flere og bedre velfærdsordninger, kollektiv transport – alle de ting, der forbedrer folks hverdag – så vil folk være rede til at slås for den politik.

– Problemet er, at vi har fjender: fossile brændselsselskaber, der kæmper indædt for at beskytte deres interesser. De slås helhjertet, de slås kreativt, de bruger beskidte tricks, de gør, hvad der end kræves for at vinde. Og over for dem har man denne her grødagtige midte, som ikke rigtig slås, fordi den ikke er sikker på, hvad der kommer ud af det. Men hvis man kan koble en økonomisk retfærdighedsdagsorden med klimaaktion, så får man samlet en stor kreds af mennesker, der vil slås for den fremtid, fordi de vil få direkte gavn af den.

Er du optimistisk?

– Jeg ser det ikke som et spørgsmål om optimisme eller pessimisme. Vi føler os alle pessimistiske. Hvis nogen siger, at de er sikre på, at vi vil vinde, så er de enten fulde af løgn eller ikke rigtig kloge. Men at overgive sig til sin fortvivlelse er et moralsk forkasteligt standpunkt i dagens situation. Der står for mange liv på spil. Så hvis der er nogen som helst mulighed for en løsning, så er det et moralsk ansvar at kæmpe for at øge sandsynligheden for den løsning. Jeg bruger ikke ord som optimisme for at beskrive det standpunkt – jeg ser det som et moralsk ansvar.

– Klimakrisens presserende karakter – det, at den fortæller os, at vi ikke har mere tid at spilde, at vi ikke må tabe dette slag, at vi er underlagt en stram deadline – det kan være en katalysator for at vinde kampe, som mange af os har kæmpet i mange, mange år.

 

Se en videoudgave af dette interview på Vimeo

Interviewet er oversat fra Multinational Observatory 27. april 2015 af Finn Kjeller.

Se også linkboxen om Naomi Kleins »Intet bliver som før« på hos Modkraft Biblioteket.