Fundamentet for en økosocialistisk strategi

Af Daniel Tanuro

De miljøødelæggelser, som vi er vidner til i dag, er på ingen måde sammenlignelige med dem, der har fundet sted i tidligere historiske perioder – i modsætning til den forkerte, men meget populære sammenligning med Påskeøen, som er fremført af Jared Diamond.[1] Forskellene er ikke bare kvantitative (miljøproblemernes alvor og globalisering), men også og især kvalitative: Hvor alle fortidens miljøkriser udsprang af samfundsmæssige tendenser til kronisk underproduktion, dvs. af frygten for knaphed, er de nuværende problemer tværtimod udløbere af en tendens til overproduktion og overforbrug, som er særegen for den generaliserede vareproduktion. Derfor er udtrykket »miljøkrise« egentlig misvisende. Det er ikke naturen, der er i krise, men det historisk bestemte forhold mellem menneskeheden og dens miljø. Denne krise skyldes ikke dybe karaktertræk hos menneskearten, men den produktionsmåde, der blev fremherskende for omkring to århundreder siden – kapitalismen – og de forbrugs- og transportmåder, som den fører med sig.

Daniel Tanuro er uddannet agronom og debattør i Belgien, hvor han bl.a. skriver i La Gauche.

Han er forfatter til bl.a. L’impossible capitalisme vert (La Découverte, 2010 – i engelsk version Green Capitalism: why it can’t work, Merlin Press, 2013) og Trop tard pour être pessimistes! Écosocialisme ou effondrement (Textuel, 2020).

Læs mere af Tanuro her og på Solidaritet.dk.

De alvorlige anslag mod økosystemerne – klimaforandringer, kemisk forurening, hastigt tab af biodiversitet, jordbundsforringelse, ødelæggelse af de tropiske skove osv. – udgør en dimension af den globale systemkrise. Sammen er de udtryk for, at kapitalismen ikke kan forenes med respekt for naturens grænser.

Produktivisme uden grænser

Den grundlæggende årsag til denne uforenelighed er enkel: Under konkurrencens pres søger den enkelte kapitalejer hele tiden at erstatte levende arbejde med dødt arbejde eller med andre ord: at erstatte arbejdere med mere produktive maskiner, fordi disse maskiner giver ham en merprofit i tillæg til den gennemsnitlige profit. Det siger sig selv, at denne handlemåde ikke ville give nogen mening for kapitalisten, hvis han ikke samtidig forsøgte at eliminere sine svageste konkurrenter ved at øge mængden af varer, som sættes på markedet til en lavere pris.

Innovation sker i denne produktionsmåde ikke for at mindske det nødvendige arbejde, men for hele tiden at ophobe mere kapital. Derfor producerer kapitalen i sin konstante søgen efter nye områder, hvor den kan forøge sin værdi, en stadigt stigende mængde unyttige og skadelige varer, og for at deres merværdi kan realiseres, må der konstant skabes afsætningsmuligheder og behov, som er mere og mere kunstige. »Produktivismen« – produktion for produktionens skyld – indebærer nødvendigvis også et »forbrug for forbrugets skyld«. Produktivismen ligger i denne produktionsmådes gener på samme måde som varefetichismen. »Ikke alene er kapitalismen aldrig stationær, den kan heller aldrig blive det,« sagde Schumpeter.[2] For at en kapitalisme kunne være stationær (dvs. uden vækst, o.a.), ville man skulle afskaffe konkurrencen mellem de mange kapitaler, som udgør Kapitalen, hvilket selvfølgelig er absurd.

Jamen, vil nogen indvende, hvis effektiviteten i ressourceanvendelsen steg hurtigere end den producerede varemængde, ville kapitalens udvidede reproduktion ikke føre til en øget tæring på naturressourcerne. Så ville kapitalismen være økologisk bæredygtig. Javist. Det er tesen om afkobling mellem væksten i BNP og det økologiske fodaftryk. Den illustreres ved den klokkeformede »Kuznets-kurve«, ifølge hvilken et givet samfunds miljøbelastning vokser indtil et toppunkt, hvorefter den mindskes i kraft af samfundets velstand, dvs. i kraft af produktivkræfternes udvikling.

Det er rigtigt, at af alle produktionsmåder i historiens løb er kapitalismen den, der mest spektakulært har øget arbejdets produktivitet og dermed også effektiviteten i ressourceanvendelsen. Det skyldes, at jagten på merprofit tilskynder til mekanisering og samtidig fremmer besparelser i brugen af naturressourcerne. Imidlertid rokker denne konstatering ikke ved systemets miljøødelæggende karakter, og Kuznets-kurven holder ikke. For det første er stigningen i effektiviteten ikke en lineær funktion af væksten i den faste kapital; ellers ville man skulle konkludere, at evighedsmaskinen er mulig, eftersom et arbejde i sidste ende kunne udføres uden tab af energi (en grov fejl, som faktisk er begået af de eksperter, som skulle vurdere, hvor stor en del af Europas elforbrug der kunne dækkes af Desertec-projektet med solcelleanlæg i Sahara[3]). For det andet kan man empirisk konstatere, at væksten i produktionsvolumen overstiger effektivitetsstigningen, som altså kun er relativ. Eksemplet med bilindustrien er slående. Motorernes brændstoføkonomi forbedres, men det samlede forbrug af kulbrinter og de samlede udledninger af drivhusgasser fra transporten stiger drastisk, fordi der sendes stadig flere biler ud på vejene. Den umættelige kapitalistiske vækst indebærer uundgåeligt et voksende ressourceforbrug, som er uforeneligt med den begrænsede mængde af ressourcer og det tempo, hvori de fornyes.

Stillet over for den foruroligende forøgelse af alvorlige miljøproblemer er vi nødt til at spørge os selv: Hvor går den teoretiske grænse for den kapitalistiske vækst og dermed for kapitalismens nedbrydning af miljøet? For at svare på spørgsmålet må man forstå, at kapitalen ikke er en ting; den er en samfundsmæssig relation baseret på udbytning, og historisk udviklede den sig i kraft af, at den herskende klasse tilegnede sig naturressourcerne (jord, vand, skove osv.) med henblik på profit. Denne tilegnelse medførte dernæst en tilegnelse af arbejdet, som blev omdannet til en vare betalt med en løn. Udplyndringen af ressourcerne og udbytningen af arbejdet (anskuet fra et samfundsmæssigt synspunkt) er derfor to sider af samme sag. Men hvis man ser bort fra dens sociale bestanddel (samarbejdet og dets former), kan den menneskelige arbejdskraft også betragtes fra et termodynamisk synspunkt, som en naturressource blandt andre, idet menneskekroppen omformer energi. Set fra denne synsvinkel er udplyndring og udbytning én og samme ødelæggelsesproces, og merarbejdet kan beskrives som en mængde energi, som arbejdsgiverne lægger beslag på.

Med dette på plads kan man svare på spørgsmålet om de teoretiske grænser for kapitalen. For det første er der med eksproprieringen af de umiddelbare producenter og deres fremmedgørelse over for jorden, ernæringsgrundlaget, skabt en samfundsklasse, hvis eneste middel til at forsørge sig er at sælge sin arbejdskraft for en løn. For det andet får lønarbejderen af arbejdsgiveren stillet de ting til rådighed, som han eller hun skal bruge i sin produktionsaktivitet: værktøj, bygninger og energi. Disse ting stammer direkte eller indirekte fra ressourcer, der er taget fra naturen gennem arbejde eller omformet gennem arbejde. På den baggrund og i betragtning af, at effektivitetsforøgelsen kun er relativ, giver det sig selv, at den kapitalistiske produktivisme i sin uopholdelige stræben efter merprofit lægger pres på såvel den variable som den konstante del af kapitalen, og her må kapitalen nødvendigvis forbruge en stadig større absolut mængde arbejdskraft og naturressourcer, også selv om den fremmer relative besparelser på begge dele. Det forklarer Karl Marx’ gådefulde formulering om, at kapitalens eneste begrænsning er kapitalen selv: Den betyder ganske enkelt, at denne produktionsmåde ikke vil standse af sig selv, før den har udtømt de to eneste »kilder, som al rigdom udspringer af: jorden og arbejderen«.[4]

Denne konklusion efterlader så lidt spillerum for optimisme, at nogle vælger at klamre sig til forestillingen om en indbygget mekanisme, der endnu ikke er identificeret, men som vil kunne blokere systemet, inden det har nået denne teoretiske grænse. Men man må slå sig til tåls med, at der ikke findes og ikke kan findes sådan en mekanisme. Årsagen er, endnu en gang, enkel og knyttet til kapitalismens grundlæggende lovmæssigheder: Produktionsmåden er udelukkende baseret på arbejdsværdiloven og har som sit eneste mål at producere bytteværdier, ikke brugsværdier. Da værdien er bestemt af den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid til produktionen, er det oplagt, at kapitalen ikke råder over noget middel til spontant at medregne, hvordan det går med de rigdomme, som naturen gratis stiller til rådighed for menneskeheden. Pengene, der er værdiens symbol og essens, skaber en illusion om, at ubegrænset materiel akkumulation er mulig. Det skyldes, at pengene i sig selv er en abstraktion, og at de vender op og ned på tingene: Det ser ud, som om pengene giver varerne deres værdi, hvorimod det faktisk er varerne, der giver pengene deres værdi.

Det bør præciseres, at kapitalen, selv om den tæller og måler alt, ikke alene er ude af stand til at medregne naturrigdommene kvalitativt, men også kvantitativt. Det viser den lethed, hvormed kapitalen uopretteligt ødelægger mange ressourcelagre, til trods for alle mulige advarsler. Der findes endog dem, der teoretiserer dette vanvid, nemlig de ultraliberalister, som mod alle kendsgerninger forsvarer den absurde tese om, at alle naturressourcer kan erstattes af produkter af menneskelig aktivitet.

Et politisk svar?

Vist er der kapitaler, der investeres massivt i den grønne sektor af økonomien, for der er pæne profitter at hente, navnlig takket være offentlige tilskud. Men den »grønne kapitalisme« som sådan er en selvmodsigelse. Det spørgsmål, man frem for alt bør interessere sig for, er, i hvilken udstrækning der kan kompenseres for markedsproduktionsmådens økologiske blindhed gennem politiske tiltag, hvor der udefra gribes ind i selve den økonomiske sfære. På baggrund af det ovenstående er svaret oplagt: Hvor effektiv en økologisk politik der kan føres, afhænger fuldkommen af, hvor beslutsomt forkæmperne for en sådan politik vover at sætte sig op mod kapitalens frihed – altså at opbygge det samfundsmæssige styrkeforhold, der skal til for at gennemtvinge den. Det kræver dernæst, at løsningen af det økologiske spørgsmål knyttes sammen med de udbyttedes kampe: kampen mod arbejdsløshed, fattigdom, social ulighed, diskrimination og forringelse af arbejdsforhold. Og det er her, skoen trykker. For eksempel er Tim Jackson nok en af de ikke-marxistiske skribenter, som bedst har forstået kapitalismens produktivistiske logik som grundlæggende årsag til miljøødelæggelserne. I sin bog Prosperity without Growth vifter han de overfladiske forklaringer til side og skriver rammende, at »dette samfund, der smider alting i skraldespanden, ikke så meget er en konsekvens af forbrugernes grådighed som en betingelse for systemets overlevelse«[5]. Men Jackson viger alligevel uden om den konklusion, der kan drages af hans egen analyse: I stedet for at kritisere produktionsmåden bøjer han af og problematiserer i stedet en »fornyelses- og forbrugstrang«, som ifølge ham bunder i menneskets natur. Dermed har bjerget barslet og født en mus:

På det økologiske plan argumenterer Prosperity without Growth for, at den politiske magt skal fastlægge strenge grænser for ressourceudnyttelsen alene ud fra de miljømæssige begrænsninger. Det er ganske rigtigt, hvad man burde gøre. Men hvis man skal kunne gøre noget ved det, kan man ikke som Jackson lade, som om man ikke ved, at erhvervslivet succesfuldt modsætter sig enhver drastisk miljøregulering, selv i de tilfælde, hvor den er mindst omdiskuteret.
På det sociale plan er det prisværdigt, at Jackson taler for en forkortelse af arbejdstiden, men dette tiltag underordnes hos ham en opretholdelse af virksomhedernes konkurrenceevne, og derfor sætter han ikke tal på. For ham er arbejdstidsforkortelse faktisk en form for fleksibilitet, ikke et umiddelbart kollektivt svar på arbejdsløsheden og heller ikke et redskab til (gennem opretholdelse af lønningerne) at omfordele den velstand, der produceres. Han ser den også kun som en sidste udvej, for det tilfælde at økonomernes omvendelse til en ny »makroøkonomisk model« ikke skulle være nok til »ganske enkelt at flytte fokus fra den værdiskabende produktive sektor af økonomien til afmaterialiserede tjenesteydelser«.[6]

I almindelighed støder alle de forslag, der fremsættes for politisk at rette på kapitalens miljøødelæggende karakter, ind i de samme forhindringer: profitmotivet og institutionernes klassekarakter.[7]

Internaliseringens blændværk

Einstein skal engang have sagt: »Man kan ikke løse et problem med den samme tankegang, som oprindelig har skabt problemet.« Denne læresætning passer perfekt på forestillingen om, at kapitalismen kan slå ind på bæredygtighedens vej, hvis de politiske instanser sætter en pris på naturressourcerne. Eftersom den økologiske krise er en følge af den generaliserede vareproduktion, er det ikke ved at »varegøre« vand, luft, kulstof, gener eller andre naturrigdomme, at man får standset ødelæggelsen af miljøet. Ikke alene bringer denne »internalisering af eksternaliteterne« os ikke nærmere en løsning, den fjerner os tværtimod fra løsningen. Omformningen af naturrigdomme til varer indebærer jo, at kapitalen tilegner sig dem. Naturrigdommene bliver af kapitalen underkastet arbejdsværdiloven og dermed unddraget ethvert andet styringskriterium end profitten.

Uanset disse betragtninger og endnu mere grundlæggende støder forsøgene på prissætte naturrigdommene ind i en uoverstigelig teoretisk forhindring: Hvordan kan man gøre nogle goder op i penge, når produktionen af dem ikke måles i arbejdstimer, når de derfor ikke har nogen værdi, og når ødelæggelsen af dem oven i købet sker forskudt i tid? De liberalistiske økonomer har ikke andet svar på dette hovedbrud end at skændes om diskonteringsrenten og forsøge at måle forbrugernes parathed til at betale for miljøet eller acceptere dets forringelse. Prisen for naturrigdommene vil så variere, alt efter om de adspurgte er rige eller fattige. Sat på spidsen afslører denne metode klart sin absurditet: Hvilken markedsværdi skal man give solens stråler, når man ved, at livet på Jorden afhænger af dem?

At markedsberegninger er en blindgyde, ser man tydeligt i forslaget om en CO₂-afgift for at gøre fossile energikilder dyrere end de vedvarende og derigennem reducere CO₂-udledningerne. Som bekendt skal man – for at have en rimelig chance for ikke at ende for meget over 2 graders temperaturstigning i forhold til førindustriel tid – sænke udledningerne med 80 til 95 % frem til 2050 i de udviklede kapitalistiske lande og med 50 til 85 % på verdensplan, og udledningerne skal toppe senest i 2015.[8] Disse måltal, hvor det vil være klogt at sigte efter den øverste ende af spændet, indebærer, at de fossile energikilder skal udfases inden for to generationer, selv om de i dag dækker hele 80 % af vores energibehov (og det sorte guld er hovedråstoffet i den petrokemiske industri). Faktisk er de reduktioner, der skal gennemføres i hastetempo, så store, og vedvarende energi så meget dyrere end den fossile, at end ikke en afgift på 600 dollar per ton ville være nok – den ville kun muliggøre en halvering af de globale udledninger frem til 2050, siger det Internationale Energiagentur.[9] Når forbrænding af 1.000 liter dieselolie frembringer 2,7 ton CO₂, ser man, at et sådant tiltag reelt ville være ugennemførligt: Arbejdsgiverne ville kun acceptere det, hvis hele afgiften blev lagt oven i forbrugerpriserne, og befolkningsflertallet, som er hårdt spændt for efter de sidste tredive års nedskæringspolitik, ville selvfølgelig protestere mod en sådan forringelse af levevilkårene.

Så til trods for alle de sofistikerede miljøøkonomiske teorier er de politiske forslag om internalisering af forureningens omkostninger i praksis både økologisk utilstrækkelige og socialt utålelige. Hvis man tænker sig, at de teoretiske og praktiske hindringer kunne ophæves, ville effektiviteten af internaliseringen stadig være usikker, fordi prisen er en rent kvantitativ indikator, som ikke er i stand til at opfange de kvalitative forskelle mellem de ton CO₂, der undgås ved hjælp af vidt forskellige metoder såsom isolering af en bolig, opsætning af solcellepaneler, plantning af træer eller aflysning af et formel 1-grandprix. Kvantitativt er der ingen forskel på det ene ton CO₂ og det andet. Men de kvalitative forskelle er afgørende for udformningen af passende økologiske strategier, hvor de midler, der tages i brug, stemmer overens med målet: en socialt forsvarlig overgang til et sparsommeligt og decentraliseret energisystem, som er 100 % baseret på vedvarende kilder.

Miljøkamp og klassekamp

Kapitalens økologisk destruktive væsen blev konkret lige fra denne produktionsmådes begyndelse. Allerede i 1800-tallet slog grundlæggeren af jordbundskemien, Justus von Liebig, alarm: Som følge af den kapitalistiske urbanisering kom det menneskelige affald ikke længere tilbage på markerne, og dette brud på næringsstofkredsløbet truede med at føre til en alvorlig udpining af jorden. Marx, der var bekendt med denne forskning, hævede problematikken op på et begrebsmæssigt plan ved at fastslå den generelle nødvendighed af en rationel regulering af stofskiftet mellem menneske og natur.[10] Bevæbnet med dette økologiske koncept, før man talte om økologi, vendte han tilbage til jordbundsspørgsmålet og fremlagde et radikalt programmatisk perspektiv: Adskillelsen mellem by og land skulle afskaffes, for det var i hans øjne et uundværligt led i en gradvis afskaffelse af adskillelsen mellem håndens og åndens arbejde.

Det skal understreges, at udtrykket »rationel forvaltning« ikke bør give anledning til forvirring. Naturen er for Marx »menneskets uorganiske krop«. Et godt stofskifte for helheden kommer ikke gennem et bureaukrati af grønne teknokrater, men gennem afskaffelse af samfundsklasserne. Samfundets opdeling umuliggør nemlig enhver bevidst, organiseret beherskelse af stofudvekslingen med miljøet. Ikke kun fordi profitjagten driver arbejdsgiverne til at udplyndre naturressourcerne, men også fordi den kapitalistiske tilegnelse af ressourcerne får disse til at fremtræde for de udbyttede som fjendtlige kræfter, som de er fremmedgjorte over for. Hertil kan føjes, at konkurrencen mellem lønarbejderne og frygten for arbejdsløshed tilskynder den enkelte til at ønske fremgang for »sin« virksomhed og til således ufrivilligt at medvirke til produktivismen. Endelig får arbejderne, når kapitalen har nået et vist udviklingstrin, i kraft af forbruget af varer en vis, om end ringe kompensation for fremmedgørelsen i produktionen. Alle disse mekanismer kan kun brydes gennem en udvikling og udbredelse af klassesolidaritet. Derfor kan den rationelle forvaltning af stofskiftet menneskehed-natur efter Marx’ opfattelse kun virkeliggøres af »de sammensluttede producenter«. Og, tilføjede Marx, heri ligger »den eneste mulige frihed«.

Siden gik det marxske begreb om rationel regulering af stofskiftet i glemmebogen, selv om Lenin henviste til det i forbindelse med visse politiske stillingtagener på jordbrugsspørgsmålet[11] og Bukharin præsenterede det intelligent i sin lærebog om den historiske materialisme[12]. Ingen marxistisk tænker tillagde det den betydning, det fortjener, og frem for alt anså ingen af dem det for nyttigt at knytte an til det, da det økologiske spørgsmål blev et samfundsproblem fra og med 1960’erne. Denne artikel kan ikke dykke ned i årsagerne til dette brud på kontinuiteten inden for den revolutionære marxisme.[13] Her må vi blot advare læseren mod forsimplede fortolkninger; stalinismen var ikke den eneste skyldige, selv om den også på dette område betød et frygteligt teoretisk tilbageslag.[14] I stedet skal det betones, at det haster med at give »Marx’ økologi« en central plads i marxisters teoretiske tænkning og programudvikling.

Problematikken med den globale opvarmning viser, hvor nødvendigt det er. Mætningen af atmosfæren med CO₂, som først og fremmest skyldes afbrænding af fossile brændsler – det vil sige en kortslutning af den lange kulstofcyklus – udgør et slående eksempel på irrationel forvaltning af stofskiftet, og denne irrationalitet stiller menneskeheden over for et forfærdeligt dilemma:

På den ene side lever tre milliarder mennesker under uværdige vilkår. At dække deres legitime behov lader sig kun gøre, hvis man forøger den materielle produktion. Det indebærer omdannelse af ressourcer hentet i miljøet og dermed forbrug af energi, hvoraf 80 % i dag kommer fra fossile kilder og således forårsager udledning af drivhusgasser.
På den anden side er klimasystemet på grænsen til en infarkt. At afværge irreversible katastrofer – hvis ofre hovedsagelig vil være at finde blandt de tre milliarder mennesker, som håber på en værdig tilværelse – gør det nødvendigt at reducere drivhusgasudledningerne radikalt. Det indebærer et reduceret forbrug af den fossile energi, som i dag skal til for at omdanne de ressourcer, der hentes i miljøet, og dermed indebærer det en reduceret materiel produktion.

Inden for den korte frist på 40 år, som vi har til rådighed ifølge FN’s klimapanel, IPCC, og medmindre der sker en ekstraordinær videnskabelig revolution på energiområdet, kan denne ligning simpelthen ikke gives en acceptabel kapitalistisk løsning. Et system baseret på konkurrence for profit er nemlig ude af stand til i stor målestok at dække mindre betalingsdygtige menneskers behov og samtidig varigt reducere energiforbruget og den materielle produktion. Alene det at nå ét af disse mål strider mod kapitalens logik, så hvordan skulle de kunne nås på én gang? Hvor umuligt det er, fremgår tydeligt, når man undersøger de klimascenarier, som regeringerne og de internationale institutioner har foreslået. »Blue Map«-scenariet fra det Internationale Energiagentur sigter for eksempel mod at reducere de globale udledninger med 50 % inden 2050.[15] Dels er dette mål med al sandsynlighed utilstrækkeligt, dels ville det kun blive nået ved hjælp af en massiv anvendelse af atomkraft, biobrændstoffer og såkaldt »rent kul« (CCS), for ikke at tale om skifergas og tjæresand. Blue Map ville indebære, at der hvert år i over 40 år skulle bygges 32 atomkraftværker på 1.000 MW og 45 nye kulkraftværker på 500 MW udstyret med CCS. Den frygtelige ulykke i Fukushima i Japan viser i sig selv, hvor forrykte sådanne projekter ville være.

Dermed står vi med det følgende strategiske valg:

Enten bevæger vi os ud af kapitalismen ved radikalt at indskrænke den kapitalistiske produktions område og omfang, og så er det muligt at holde opvarmningens skader på et minimum og samtidig sikre alle en god menneskelig udvikling, som er baseret udelukkende på vedvarende energi, med retning mod et samfund, der bygger på en anden tidsøkonomi.
Eller også holder vi os inden for den kapitalistiske akkumulations logik, og så vil forstyrrelsen af klimaet radikalt begrænse hundreder af millioner menneskers ret til livet, og de kommende generationer vil skulle betale regningen for den hovedløse satsning på farlige teknologier.

Vi vælger selvfølgelig den første løsning, men det må understreges, at de stramme miljømæssige rammer påtvinger overgangen til socialisme nogle betingelser, som man ikke har kendt til før. Udfordringen må ikke undervurderes. Tager man f.eks. EU, vil man skulle skære ca. 40 % af den endelige energiefterspørgsel for at reducere udledningerne med 60 % uden at gribe til atomkraft (og faktisk er det nødvendigt at reducere udledningerne med 95 %).[16] Det er ikke let at måle, hvad det betyder for den materielle produktion og transporten, men det forekommer åbenlyst, at målet ikke kan nås alene ved at afskaffe unyttige og skadelige produktioner (våben, reklame, luksusbåde, privatfly osv.), ved at bekæmpe indbygget forældelse af produkter eller ved at afskaffe det prangende forbrug blandt den herskende klasses rigeste lag. Der vil være brug for mere vidtgående foranstaltninger, som vil berøre hele befolkningen, i hvert fald i de udviklede kapitalistiske lande. Med andre ord må overgangen til socialisme gennemføres under vilkår, der er betydelig anderledes end i 1900-tallet.

Et fingerpeg om det får man ved at se på det industrielle landbrugs andel af de samlede drivhusgasudledninger. Ifølge kampagnen »No te Comas el Mundo« (»Spis ikke verden«, baseret i Catalonien, o.a.) skyldes mellem 44 og 57 % af drivhusgasudledningerne den nuværende model for produktion, distribution og forbrug af landbrugs- og skovbrugsprodukter. Estimatet bygger på udledningerne fra selve landbruget (11 til 15 %), skovrydning (15 til 18 %), håndtering, transport og lagring af fødevarer (15 til 20 %) samt organiske rester (3 til 4 %).[17]

Kampen for en stabilisering af klimaet på det bedst mulige niveau kan derfor ikke begrænse sig til at ekspropriere ekspropriatørerne[18]/forurenerne/ressourcesløserne. Ejendomsforholdene skal forandres, men det er kun en nødvendig og ikke i sig selv tilstrækkelig forudsætning for en meget dybtgående samfundsforandring, der indbefatter en betydelig ændring af samfundets forbrugs- og mobilitetsmønstre. Det drejer sig for eksempel om at transportere sig på andre måder og om at spise mindre kød og mere af årstidernes grønsager, og ændringerne må sættes på dagsordenen allerede i dag, for de haster, og de har betydning fra dag 1. Det er muligt, for de sætter gang i kulturelle og ideologiske mekanismer, som har en vis autonomi i forhold til samfundets produktive basis. Selv om de ikke i sig selv bærer på nogen strukturel forandring, bør de betragtes som en integreret del af det antikapitalistiske alternativ. For så vidt som de udmunder i kollektive handlemåder, kan de være fremmende for bevidsthed og organisering.

En ny periode

»Overgangsprogrammet«, som blev skrevet af Leo Trotskij i 1938, indledes med en påstand om, at »de økonomiske betingelser for den proletariske revolution generelt set er blevet så modne, som det er muligt under kapitalismen,« og konkluderer: »De objektive forudsætninger […] er ikke alene modne, de er begyndt at blive noget rådne. Uden en socialistisk revolution, og det i den nærmeste historiske periode, trues hele den menneskelige kultur af en katastrofe.« Ganske vist sigter grundlæggeren af den Røde Hær her i første række til situationen på den tid: fascismens og nazismens sejr, nedkæmpelsen af den spanske revolution og den forestående verdenskrig. Hans vurdering om, at de objektive betingelser går i forrådnelse, ser dog ud til at have en større historisk rækkevidde. Dette tema dukker i øvrigt op igen i Ernest Mandels skrifter: »Faktisk kan vækst i produktivkræfterne sammen med vækst i vare/penge-relationer flytte et samfund længere væk fra det socialistiske mål i stedet for at bringe det tættere på.«[19]

Citatet er bemærkelsesværdigt, og det er værd at udforske dets strategiske konsekvenser, for det er faktisk en sådan situation uden fortilfælde, vi står over for: For så vidt angår de udviklede lande, har kapitalismen drevet væksten i de materielle produktivkræfter for vidt, og det betyder, at et reelt socialistisk alternativ ikke længere kommer via en fremrykning, men via en tilbagegående bevægelse. (Det drejer sig vel at mærke om de materielle kræfter, hvorimod udviklingen af kundskaber og samarbejdet mellem producenter naturligvis ikke skal bremses.) Det er disse nye historiske omstændigheder, der kommer til udtryk i den tvingende nødvendighed af at producere og transportere mindre med henblik på at forbruge langt mindre energi og helt komme af med udledningerne af CO₂ inden udgangen af dette århundrede.

Udviklingen af de materielle produktivkræfter er begyndt at fjerne os objektivt fra et socialistisk alternativ, og dette er den vigtigste kendsgerning, der lægger grunden til og berettiger det nye begreb økosocialisme. Økosocialisme er på ingen måde gammel vin på nye flasker; begrebet indfører mindst fem fornyelser, som jeg har skitseret i min bog L’impossible capitalisme vert[20], og som jeg kort vil gengive her:

Forestillingen om »menneskets beherskelse af naturen« må skrinlægges. Biosfærens kompleksitet, ukendte faktorer og foranderlige væsen medfører en grad af uvished, som ikke er til at komme uden om. Sammenviklingen af det samfundsmæssige og det miljømæssige må tænkes som en proces i konstant bevægelse, som en produktion af natur.
Den klassiske definition af socialisme må udbygges. Den eneste socialisme, der er mulig i dag, er en, der dækker de reelle menneskelige behov (frigjort fra markedets fremmedgørelse), som bestemmes demokratisk af de berørte selv inden for ressourcegrænserne og med nøje overvejelse af, hvordan miljøet påvirkes af disse behov og måden, hvorpå de dækkes.
Vi må ud over den snævre, utilitaristiske og lineære anskuelse af naturen som den fysiske platform for menneskehedens ageren, som det lager, hvor mennesker henter ressourcer til produktion af deres samfundsmæssige eksistens, og som den losseplads, hvor de deponerer deres affald. Naturen er på en og samme tid platformen, lageret, genbrugspladsen og den helhed af levende processer, som takket være indstrømningen af solenergi får stoffet til at cirkulere mellem disse yderpunkter, alt imens den konstant omorganiserer det. Affaldet og deponeringsmåden må derfor være både kvalitativt og kvantitativt forenelige med økosystemernes recirkulationskapacitet og -takt. Om helheden kan fungere godt, afhænger af den biologiske mangfoldighed, som derfor må beskyttes.
Energikilderne og de metoder, der anvendes til omformning af energi, er ikke samfundsmæssigt neutrale. Følgelig kan socialismen ikke defineres som i Lenins formulering »sovjetter plus elektricitet«. Det kapitalistiske energisystem er centraliseret, anarkisk, ødselt, ineffektivt, maskinintensivt, baseret på ikke fornybare kilder og rettet mod akkumulation. En socialistisk samfundsforandring, som fortjener denne betegnelse, må i stedet gradvis indføre et energisystem, som er decentraliseret, planlagt, sparsommeligt, effektivt, arbejdsintensivt, helt baseret på vedvarende energikilder og rettet mod produktion af brugsværdier, som er holdbare og egnede til genvinding og genbrug. Dette vedrører ikke alene energiproduktion i snæver forstand, men hele det industrielle apparat, landbruget, transporten, fritidsaktiviteterne og den fysiske planlægning. Denne meget dybtgående omdannelse kan kun fuldføres på globalt plan.
Da den tærskel er overskredet, hvor væksten i de materielle produktivkræfter begynder at vanskeliggøre overgangen til socialisme, må vi indtage en kritisk holdning til forøgelse af arbejdsproduktiviteten. På visse områder kræver iværksættelsen af et antikapitalistisk alternativ med respekt for den økologiske balance, at dødt arbejde erstattes af levende arbejde. Det er oplagt tilfældet i landbruget, hvor det stærkt mekaniserede fødevareproduktionssystem med sit enorme forbrug af råvarer og fossil energi må vige pladsen for en anden driftsmetode, som er mere arbejdskraftintensiv. Tilsvarende gælder det for energisektoren, at decentraliseret produktion baseret på vedvarende kilder kræver meget arbejde, især vedligeholdelsesarbejde. I det hele taget må mængden af levende arbejde øges radikalt på alle de områder, der direkte knytter sig til miljøet. Der kan drages en parallel til omsorg, undervisning og andre sektorer, hvor venstrefløjen opfatter det som helt naturligt at udvide den offentlige beskæftigelse. Der er nemlig også brug for menneskelig intelligens og følelser kombineret med en »omsorgskultur« på de arbejdsområder, der har direkte at gøre med vores interaktion med biosfæren.

Dogmatiske ånder vil frygte, at disse overvejelser åbner døren for en revision af den revolutionære marxisme i form af indrømmelser til nedskæringsoffensiven mod arbejderklassen i de udviklede lande. Det er der ingen grund til. Der er ikke tale om at vige en tomme for moraliserende holdninger, der forsøger at bruge den økologiske krise til at svække arbejderbefolkningen og dens repræsentanter. Økosocialismen adskiller sig klart fra den politiske økologi (grønne partier, o.a.) og modvækstbevægelser ved sin indstilling til klassekampen. Vi er stadig af den faste overbevisning, at de udbyttede lærer gennem kollektive kamperfaringer, som begynder med forsvaret af lønninger, beskæftigelse og arbejdsforhold. Enhver lønarbejderkamp, selv den mest umiddelbare, må støttes og betragtes som en chance for at hæve bevidsthedsniveauet og rette kampen mod et socialistisk perspektiv. Inden for rammerne af denne strategi svækkes den antikapitalistiske overbevisning ikke af, at vi konstaterer, at den socialistiske overgang må gennemføres på bestemte miljømæssige betingelser – den styrkes tværtimod. Imidlertid er kun sandheden revolutionær. Der kan ikke lægges skjul på, at den socialistiske samfundsforandring højst sandsynligt vil indebære, at man må give afkald på visse ting, tjenesteydelser og vaner, som gennemsyrer hverdagslivet blandt store dele af befolkningen, i hvert fald i de udviklede kapitalistiske lande. Det gælder derfor om at fremsætte mål, der kan kompensere for dette tab gennem betydelige fremskridt i livskvalitet. Der bør her satses på to veje: 1) Gratis basisgoder (vand, energi, mobilitet) op til et socialt gennemsnit (hvilket kræver en udvidelse af den offentlige sektor). 2) Kraftigt forkortet arbejdstid (50 %), uden lønnedgang, med tilsvarende meransættelser og nedsat arbejdstakt.

»Al økonomi kan i sidste ende reduceres til tidsøkonomi,« sagde Marx. Når man fastslår nødvendigheden af at producere og forbruge mindre, kræver man tid til at leve og leve bedre. Dermed åbnes en grundlæggende diskussion om kontrollen med den samfundsmæssige tid, om hvad der er nødvendigt for hvem, hvorfor og hvor meget. Det vækker et kollektivt ønske om en verden uden krig, hvor vi arbejder mindre og på andre måder, hvor vi forurener mindre, hvor vi udvikler de sociale relationer, og hvor vi kraftigt forbedrer velfærd, sundhed, uddannelse og demokratisk deltagelse. En verden, hvor de sammensluttede producenter igen lærer at føre kollektiv »dialog« med naturen. Den verden vil ikke være mindre rig end den nuværende, sådan som det hævdes på højrefløjen, og heller ikke »lige så rig for det store befolkningsflertal«, som nogle på venstrefløjen siger. Den bliver uendelig mindre meningsløs, mindre stresset, mindre travl – kort sagt: rigere.

Artiklen er oversat fra »Les fondements d’une stratégie écosocialiste« i Nouveaux Cahiers du socialisme, n^o 6, efterår 2011 (www.cahiersdusocialisme.org).

Noter

[1] Jared Diamond: Collapse. How Societies Choose to Fail or Survive, London: Penguin Books, 2005. Diamonds tese er bl.a. blevet kritiseret af Benny Peiser: ‘From ecocide to genocide : the rape of Rapa Nui’ i Energy and Environment, vol. 16, n° 3-4, 2005; Terry L. Hunt: ‘Rethinking Easter Island’s ecological catastrophe’ i Journal of Archaeological Science, 2007, n° 34, s. 485-502 ; Daniel Tanuro: ‘Catastrophes écologiques d’hier et d’aujourd’hui : la fausse métaphore de l’île de Pâques’ i Critique communiste, n° 185, décembre 2007.

[2] Joseph Schumpeter: Capitalisme, socialisme et démocratie, Paris: Petite Bibliothèque Payot, 1942.

[3] L. Possoz et H. Jeanmart: Comments on the electricity demand scenario in two studies from the DLR : MED-CSP & TRANS-CSP, ORMEE & MITEC engineering consultancy, Belgium, http://www.dlr.de/tt/Portaldata/41/Resources/dokumente/institut/system/projects/csp/Critics-on-Electricity-Demand-Scenarios.pdf

[4] Karl Marx: Kapitalen, København: Rhodos, 1971 [1867], 1. bog, bind 3, s. 719.

[5] Tim Jackson: Prosperity without Growth: Economics for a Finite Planet, Oxon/New York: Earthscan, 2009.

[6] Daniel Tanuro: »’Prospérité sans croissance’: un ouvrage sous tension« i Revue Étopia (Belgien) n^o 8, december 2010. (http://www.etopia.be/spip.php?article1730)

[7] Det er ikke mindst tilfældet med forslaget om indikatorer, der skal erstatte eller supplere BNP. Det er oplagt, at BNP ikke måler miljøets kvalitet; det er det ikke beregnet til, og det er kapitalismen heller ikke. BNP måler kapitalakkumulationen – og er derfor perfekt tilpasset til kapitalismen. At bilde nogen ind, at man blot ved at skifte måleinstrument kan få systemet til at skifte funktionsmåde, er enten naivt eller intellektuelt uærligt.

[8] Ifølge IPCC’s fjerde statusrapport, arbejdsgruppe III. IPCC: Climate Change 2007: Mitigation of Climate Change, 2007, s. 15 og 776.

[9] IEA: Energy Technology Perspectives. In support of the G8 Plan of Action. Scenarios & strategies to 2050, 2008.

[10] Karl Marx: Kapitalen, København: Rhodos, 1971, 3. bog, bind 4, s.1055f.

[11] Vladimir I. Lénine, La question agraire et les critiques de Marx, Moscou: Éditions du Progrès, 1973, chapitre IV.

[12] Nicholas Boukharine: La théorie du matérialisme historique. Manuel de sociologie marxiste, Paris: Anthropos, 1967.

[13] Daniel Tanuro: »Marxism, energy, and ecology: The moment of truth« i Capitalism Nature Socialism, December 2010, s. 89-101.

[14] Daniel Tanuro: »Écologie : le lourd héritage de Léon Trotsky« på lcr-lagauche.be, 23.8.2010.

[15] IEA, det anførte værk.

[16] Wolfram Krevitt, Uwe Klann, Stefan Kronshage: Energy Revolution. A Sustainable Pathway to a Clean Energy Future for Europe, Stuttgart: Institute of Technical Thermodynamics & Greenpeace, september 2005.

[17] Refereret af Esther Vivas: »”Ne mange pas le monde”: Une autre agriculture pour un autre climat« i solidaritéS n° 158, 19.11.2009, oversat fra det catalanske dagblad Publico.

[18] Karl Marx skrev om Pariserkommunen, at den »ville afskaffe den klasseejendom, der forvandler de manges arbejde til rigdom for de få. Den havde til hensigt at ekspropriere ekspropriatørerne« (Adresse fra Generalrådet om borgerkrigen i Frankrig, 1871) (o.a.).

[19] Ernest Mandel: »Ten Theses on the Social and Economic Laws Governing the Society Transitional between Capitalism and Socialism« i Critique, No.3, Autumn 1974 (http://www.marxists.org/archive/mandel/1973/xx/10theses.htm).

[20] Daniel Tanuro: L’impossible capitalisme vert, Paris: La Découverte, 2010. Engelsk udgave: Green Capitalism: why it can’t work, London: Merlin Press, 2013.