Af Pat Devine
Historisk blev socialismen set som et alternativ til kapitalismen, en ny måde at organisere samfundet på, ikke mindst den økonomiske aktivitet, ud fra et nyt værdisæt – en vision om et godt samfund, der bygger på frihed, lighed og planlagt anvendelse af samfundets fællesejede produktive ressourcer for at imødekomme menneskers behov. Den socialistiske bevægelse var bevægelsen, der stræbte mod dette mål. Den overlappede, men var ikke sammenfaldende med arbejderbevægelsen. For socialdemokratiets højrefløj omdannedes socialismen til et sæt af værdier, der skulle opnås gennem omfordeling og lige muligheder inden for det kapitalistiske samfund.[1] Nyliberalismens fremmarch og den historiske fiasko for statslig planlægning efter sovjetisk model har nu ført til, at en stor del af socialdemokratiets venstrefløj er gået sammen med højrefløjen om at støtte privatejendommen og markedskræfterne som hovedprincipper for organisering af den økonomiske aktivitet. Til slut har New Labour udbredt markedsprincipperne og -værdierne til velfærdsstatens kerne, hvilket har uddybet den sociale krise, der kommer til udtryk i »Feelbad Britain«[2].
Pat Devine er en engelsk politisk økonom. Han studerede filosofi, politik og økonomi (PPE) ved Balliol College, Oxford, og underviste i økonomi i mange år ved University of Manchester. Han har skrevet mange artikler om inflationsteori, Storbritanniens politiske økonomi efter 1945, økologisk økonomi og deltagerbaseret planlægning gennem forhandlet koordination.
Hans bog Democracy and Economic Planning: The Political Economy of a Self-governing Society kan bl.a. købes hos Saxo.
Den progressive demokratiske venstrefløj er forståeligt nok ikke tilfreds med dette. I en gennemgang af tre programerklæringer fra Compass[3] sætter Michael Kenny fingeren på det centrale dilemma, som enhver, der tænker ud over kapitalismen, står over for: »Hvis hverken statslig planlægning eller markedet kan, hvad kan så udføre og legemliggøre en progressiv økonomisk styring og offentlig forvaltning?«[4] Dette kapitel tilbyder et muligt svar på Kennys dilemma i form af en socialismemodel, som bygger på begrebet socialt ejerskab og en proces af deltagerbaseret planlægning gennem forhandlet koordination.[5]
Naturligvis findes der folk, som, skønt de i en vis forstand tror på, at en anden verden er mulig, betragter det som tidsspilde at forsøge at visualisere, hvordan en sådan fremtid kunne se ud, og hellere vil koncentrere sig om at forstå nutiden. Men modstandsbevægelser over for liberalismens følger og forsøg på at skabe alternativer vil næppe kunne smelte sammen til en effektiv og varig udfordring for det eksisterende kapitalistiske system, medmindre der udvikler sig en bred og bredt anerkendt forestilling om, hvordan et alternativt system kunne se ud. Den sovjetiske model – historisk det eneste systemiske forsøg indtil nu på at opbygge et samfund afledt af den klassiske marxistiske socialismes principper – er slået fejl. Den socialdemokratisk keynesianske velfærdsstats æra – højdepunktet i den polanyiske[6] modbevægelse til det frie markeds hærgen – er også forbi. En eller anden forestilling om arkitekturen i en mulig 21. århundredes-socialisme, dens principper, institutioner og sociale processer, er bydende nødvendig, hvis venstrefløjen skal genvinde sin selvtillid og gøre krav på sin retmæssige position som bannerføreren for frihed og fremskridt.
En bro mellem aktuelle utilfredsheder og kampe og en mulig fremtidig socialisme er ikke svær at finde, hvad enten vi tager afsæt i det traditionelle socialistiske engagement mod udbytning og undertrykkelse eller i det grønne engagement i økologi og miljø. Motiveret af den ubønhørlige jagt på profit og øget værdi for aktionærerne tramper den globale storkapital både menneskelig og ikke-menneskelig natur under fode. Den udsletter job, lokalsamfund og miljø det ene sted efter det andet, mens den drevet af markedskræfterne kontinuerligt omformer verden i forhold til de ustandselig skiftende profitmuligheder. Folk skubbes omkring, individuelt og kollektivt, af kræfter uden for deres egen kontrol og har ringe eller ingen indflydelse på udviklingsretningen i det samfund, de lever i. Beslutninger, der påvirker vore liv, træffes i New York, Tokyo, Shanghai, Frankfurt og Paris såvel som i London. Daværende præsident Sarkozys udfald mod den »frie konkurrence« og hans udtalelser til fordel for visse former for beskyttelse afspejler reaktionen mod de globale markedskræfters destruktive effekter, om end fra et reaktionært og eurochauvinistisk standpunkt.
Konteksten
Det, jeg vil frem til, er, hvordan den økonomiske aktivitet kan organiseres i et komplekst moderne socialistisk samfund, men fire indledende bemærkninger er påkrævede. For det første må et sådant samfund være baseret på et vidtgående politisk nærdemokrati, der kombinerer direkte demokrati, gennem civilsamfundets frivillige foreninger, og repræsentativt demokrati. Politik forsvinder ikke under socialismen, og politiske partier vil fortsat eksistere i den ene eller den anden form for at komme med alternative visioner og værdier for den videre udvikling og for at bestemme de samfundsmæssige prioriteringer, men det radikale demokrati må være rodfæstet i civilsamfundet.
For det andet vil den formelle økonomi, som den nedenfor skitserede model beskæftiger sig med, fortsætte med at eksistere længe endnu, men der vil sandsynligvis ske en fundamental ændring i forholdet mellem arbejde og fritid, med en betydelig forskydning mod produktion og omsorg i hjemmene og lokalsamfundene. Det indebærer dog ikke en lokal selvforsyningsøkonomi, da de to sektorer vil være afhængige af hinanden.
For det tredje kræver økologisk bæredygtighed og en kvalitativt rigere tilværelse store forandringer i samfundsstrukturen og livsstilen i de kapitalistiske metropollande. Disse forandringer kan ikke opnås ved at manipulere den markedskontekst, der former folks individuelle adfærd, men kræver derimod, at folk deltager aktivt på individuelt og kollektivt plan i diskussionerne og skabelsen af det samfund, de ønsker at leve i, gennem samtaledemokrati-processer.
For det fjerde må folk for at deltage effektivt i et samtaledemokrati have personlige ressourcer, som kun kan erhverves gennem erfaringer med de forskellige typer socialt nødvendige aktiviteter, der forefindes i samfundet: ufaglærte og ensformige, faglærte, pleje- og omsorgsorienterede, kreative samt planlæggende og organiserende. Opnås dette, vil der være tale om afskaffelse af den sociale arbejdsdeling, om end ikke den funktionelle.[7]
Den formelle økonomi er komplekset af de forskellige virksomheder, i hvilke produktionen finder sted, og de processer, hvorigennem deres forskellige aktiviteter sammenkædes eller koordineres. En del af dette består i, at strukturen af samfundets produktionskapacitet ændres, ved at der foretages eller ophæves investeringer som reaktion på skift i efterspørgsel og teknologi. I »guldalderen« i 1950’erne og 1960’erne blev mange nøglevirksomheder overtaget af det offentlige, i praksis staten. Selv om de opnåede mange resultater, begyndte der at brede sig en skuffelse over deres hierarkiske opbygning og formynderi. Stillet over for disse problemer havde man to muligheder: at gå fremad til socialt ejerskab eller tilbage til privat ejerskab. I betragtning af de fejlslagne forsøg på topstyret planlægning under den sovjetiske model og på social omfordeling under den socialdemokratiske kapitalisme, var der to yderligere muligheder: demokratisering eller markedsgørelse. En af grundene til, at nyliberalismen sejrede – med sit program for privatisering, afregulering, varegørelse og forbrugerisme – var venstrefløjens manglende udvikling af et alternativt perspektiv for radikal demokratisering baseret på socialt ejerskab og planlægning med folkelig deltagelse.
Socialt ejerskab
Ejerskab består af et sæt af ejendomsrettigheder. Der skelnes sædvanligvis mellem forskellige rettigheder i forhold til den samme ejendom: retten til den aktuelle brug, retten til indtægt af den aktuelle brug, retten til at overdrage ejerskabet og retten til at ødelægge de involverede aktiver. Disse rettigheder kan ejes samlet eller hver for sig, og udøvelsen af den enkelte rettighed begrænses normalt af et eksternt regelværk. Det er nyttigt at have disse forskellige rettigheder i mente, når man tænker over begrebet socialt ejerskab.
Socialt ejerskab kan bedst defineres ved, at ejerskabet tilfalder dem, der påvirkes af beslutningerne om brugen af de involverede aktiver, i forhold til hvor meget de påvirkes. Det har meget til fælles med det grønne interessentbegreb. Efter det nærhedsprincip, som – i hvert fald i teorien – understøtter EU’s lagdelte styringsstruktur, vil de sociale ejere variere afhængig af graden af almenhed – rækkevidden – af de beslutninger, der skal træffes. Beslutninger truffet på højere niveauer af almenhed vil involvere flere aktiver og påvirke bredere befolkningsgrupper og interesser end dem, der træffes på lavere niveauer. På hvert niveau er de sociale ejere nødt til at forhandle indbyrdes for at blive enige om, hvilken brug af aktiverne der vil fremme deres kollektive sociale interesse, sådan som de definerer den. Denne lagdelte proces af forhandlet koordination er, hvad der menes med deltagerbaseret planlægning.
Denne styringsstruktur kan illustreres med National Health Service[8] som eksempel. Hver distriktssundhedsforvaltning og hospitalsforvaltning[9] vil bestå af repræsentanter for de relevante sociale ejere – dem, der vil blive påvirket af den daglige brug af myndighedens aktiver og derfor har ret til at bestemme over denne brug. Nogle vil blive valgt af lokalsamfundsgrupper, patientgrupper samt medicinsk og teknisk personale. Andre vil blive udpeget af relaterede sundhedsforvaltninger, relevante lokale myndigheder og regionale sundhedsmyndigheder. Tilsammen vil de bestemme over brugen af de ressourcer, som distriktssundhedsmyndigheden har fået til rådighed gennem de demokratisk bestemte nationale og regionale tildelingsprocesser.
Når det derimod gælder beslutninger om ressourcefordelingen mellem sundhedsforvaltningerne i en region, herunder eventuel omfordeling af ressourcer, vil en bredere mængde af interesser være berørt. Dette nye sæt af sociale ejere vil omfatte: lokalsamfunds- og patientgrupper, de forskellige distriktssundhedsforvaltninger og kommuner i regionen samt repræsentanter for de regionale eller statslige myndigheder med ansvar for sundhedspolitik og -tilsyn. Repræsentanter for disse sociale ejere vil udgøre de regionale sundhedsmyndigheder, som er ansvarlige for at planlægge sundhedsplejen i deres område, tildele passende ressourcer og sikre overholdelse af de almene standarder, der er aftalt på landsplan.
En sådan styringsstruktur, hvor man kombinerer direkte repræsentation af de mennesker, der tilhører de berørte grupper, og indirekte repræsentation af mennesker som borgere, vil gøre det muligt for pluralisme og universalisme at sameksistere, idet man når til afgørelser gennem en demokratisk proces af forhandlet koordination. Man kan let forestille sig en lignende struktur for undervisningsområdet og for den offentlige sektor mere generelt. Kan det samme princip indføres i det, der i dag er den private sektor? Hvordan kan forhandlet koordination varetaget af sociale ejere på forskellige niveauer udvides til produktionen af varer og tjenesteydelser, som ikke leveres gratis på brugsstedet?
På virksomhedsniveau vil socialt ejerskab omfatte virksomhedens medarbejdere, befolkningen i dens lokalområde, brugerne af dens produkter eller ydelser, andre virksomheder i samme branche, hovedleverandører, interessegrupper for lige muligheder, for miljøet osv. – alle dem med legitime interesser i virksomhedens aktiviteter. Socialt ejede virksomheder vil normalt konkurrere med hinanden ved at udnytte deres eksisterende kapacitet, og deres resultater vil være én indikation på, om de producerer, hvad brugerne ønsker. Derimod er en anden gruppe af sociale ejere involveret, når det drejer sig om investering eller desinvestering, dvs. ændringer i strukturen af den eksisterende kapacitet.
Investerings- og desinvesteringsbeslutninger påvirker eksisterende virksomheder, deres medarbejdere og de lokalsamfund, de er placeret i. I en kapitalistisk (og i en markedssocialistisk) økonomi sker dette på en ikke-planlagt måde som reaktion på markedskræfterne. Den enkelte virksomheds ejere træffer deres egne beslutninger i deres stræben efter profit, uden hensyn til virkningerne på de berørte medarbejdere og lokalsamfund. Rentable virksomheder udvider, mindre rentable virksomheder indskrænker eller lukker, og derefter – når profitmulighederne og de billigste produktionssteder igen ændrer sig – flytter kapitalen endnu en gang videre, og processen gentager sig i det uendelige. Menneskers liv formes af kapitalakkumulationens krav, som er uden for deres kontrol, men som de i større eller mindre grad forsøger at modstå. Det er det, der har givet arbejderbevægelsen[10] dens konservative karakter, og det er derfor, at den socialistiske bevægelse har udviklet sig for at skue ud over kapitalismen og frem mod en anden mulig verden.
I en sådan verden vil der selvfølgelig fortsat ske ændringer i teknologi og efterspørgsel, om end sandsynligvis i et langsommere tempo og formet efter samfundets demokratisk fastlagte værdier og prioriteringer. Det vil fortsat være nødvendigt at foretage ændringer i strukturen af samfundets produktive kapacitet gennem investering og desinvestering. Under kapitalismen træffes sådanne investeringsbeslutninger atomistisk af den enkelte virksomhed, idet koordinationen først sker bagefter, når det bliver klart, om der er blevet skabt for stor eller for lille kapacitet i en given produktionslinje. I en socialistisk økonomi vil større indbyrdes afhængige investeringsbeslutninger derimod blive koordineret på forhånd, inden ressourcerne afsættes. Det vil ikke eliminere al usikkerhed, eftersom nogle aspekter af fremtiden i sagens natur er usikre. Men det vil eliminere det, man har kaldt »markedsusikkerhed«: den usikkerhed, der opstår, fordi man ikke ved, hvad den samlede virkning af alle de forskellige virksomheders atomistisk besluttede indbyrdes afhængige investeringer vil vise sig at være.
I modellen for deltagerbaseret socialistisk planlægning vil investeringsmønstret for industrien som helhed blive forhandlet af de sociale ejere på brancheniveau: de socialt ejede virksomheder som skitseret ovenfor, relevante lokalsamfund, fagforeninger, bruger- og interessegrupper, planlægningsudvalg osv. De vil tage højde for forventede ændringer i teknologi og efterspørgsel, eksisterende virksomheders resultater og forholdene for de forskellige lokalsamfund, som kan blive påvirket – balancen mellem nye job og job, som står til at forsvinde, boliger, transport, trafiktæthed osv. Organet for forhandlet koordination vil ikke alene råde over de informationer, der er offentligt tilgængelige, men også over den detaljerede viden, som repræsentanter for de involverede virksomheder og lokalsamfund kommer med om deres omstændigheder, hvilket muliggør en effektiv brug af lokal viden. De samme principper vil gøre sig gældende på alle de forskellige niveauer af beslutningstagningen, op til det globale, sådan som den er defineret på grundlag af nærhedsprincippet.
Diskussionen om økonomiske systemer føres ofte som en diskussion om plan kontra marked. Det er imidlertid vigtigt at dekonstruere begge disse begreber. Man plejer at anskue økonomisk planlægning som en proces oppefra og ned, hvor staten afgør, hvad virksomhederne skal foretage sig, og tildeler dem ressourcer derefter. Men der er ingen grund til, at økonomisk planlægning ikke skulle være en proces nedefra og op, hvor indbyrdes afhængige virksomheder forhandler et mønster for større investeringer, som tager hensyn til såvel deres specifikke omstændigheder som de mere generelle samfundsomspændende omstændigheder, der er relevante for deres aktiviteter.
Når man tænker over markedet, er det vigtigt at skelne mellem markedsudveksling og markedskræfter. Markedsudveksling indebærer køb og salg af varer og tjenesteydelser. Markedskræfternes spil er den proces, hvorigennem ressourcer omfordeles fra en brug til en anden ved separat trufne, atomistiske investeringsbeslutninger motiveret af jagten på profit, som Adam Smith kaldte den usynlige hånd, og som Marx kaldte produktionens anarki. I den foreslåede model bevares markedsudvekslingen, men markedskræfterne erstattes af en politisk proces af deltagerbaseret planlægning gennem samtaledemokratisk forhandling.[11]
Realisabelt?
Hvor realisabel er denne model? En gammel indvending mod socialismen er sammenfattet i Oscar Wildes sarkastiske bemærkning om, at socialismen ville være umulig, fordi man ville skulle gå til for mange møder – og det kunne tænkes i endnu højere grad at være tilfældet for modellen med forhandlet koordination. Men vor tids kapitalistiske aktieselskabsverden drives faktisk ved hjælp af møder, som til stor del handler om ledelse af fremmedgjorte »humanressourcer«, salgsfremme, forretningshemmeligheder, finansielle handler, retssager m.v. – alt sammen noget, der ikke længere vil være nødvendigt i en deltagerbaseret socialistisk økonomi. Situationen i dag er også, at det lille mindretal af befolkningen, som leder økonomien, bruger hovedparten af deres tid i møder. I et deltagerbaseret samfund, der fungerer ved hjælp af forhandlet koordination, vil deltagelsen i møder og beslutningstagning være meget mere ligeligt fordelt, og det vil være fremmende både for personlig udvikling og for en mere effektiv anvendelse af viden.
Et af de principielle argumenter, der er brugt imod socialistisk planlægning, udspringer af et bestemt syn på, hvad viden er. Hayek hævdede, at lokal viden om tid og sted er afgørende for den økonomiske beslutningstagning, og at denne viden ikke kan centraliseres. Dette argument har fået en ny drejning, ved at man i stigende grad har skelnet mellem eksplicit viden, som kan verbaliseres og i princippet overføres, og tavs viden, som ikke kan. Tavs viden erhverves gennem erfaring, bor i den person, der har gjort erfaringen, og kan kun udnyttes af den pågældende person i handling. Det indebærer en gennem praksis erhvervet viden om, hvordan noget skal gøres, til forskel fra en viden om, at noget forholder sig på en bestemt måde. Tavs viden kan også være social og være erhvervet af en gruppe ved at arbejde sammen, hvilket er forklaringen på, at hold, sociale grupper og arbejdsgrupper er mere end summen af de individer, de består af.
Det er oplagt, at den tavse viden giver et stærkt argument for at udbrede deltagelsen i den økonomiske beslutningstagning til alle dem, der påvirkes af produktionen og brugen af de involverede varer og tjenesteydelser. De, der producerer dem, er de mennesker, der ved, hvordan det gøres mest effektivt, og de, der bruger dem, ved, i hvilken grad de faktisk tilfredsstiller deres behov. Styrken i argumentet for det kapitalistiske »marked« er, at det gør virksomhedsejerne i stand til at trække på deres tavse viden og underbygge deres vurderinger. Men denne fortolkning bygger på individuel tavs viden, hvor de, der kan trække på deres tavse viden, er begrænset til dem med adgang til kapital. Når man anerkender tavs social viden, vendes argumentet på hovedet. Privat ejerskab af produktionsmidlerne afløses af socialt ejerskab, således at der trækkes på den tavse viden hos alle dem, der påvirkes af virksomhedens aktiviteter, ikke kun på topchefernes. Og i stedet for atomiseret individuel beslutningstagning træffes beslutningerne af de grupper i civilsamfundet, der udgør de sociale ejere. Markedsudvekslingen forbliver, men når det gælder større indbyrdes afhængige investeringsbeslutninger, afløses markedskræfternes spil af den forhandlede koordinationsproces.
Modellen giver også en ramme, inden for hvilken vores stadig mere presserende miljømæssige og økologiske udfordringer kan imødegås. Markedsbaserede »løsninger« inden for kapitalismen satser på teknologi og individuelle adfærdsændringer for at gøre det muligt at fortsætte i al evighed med den ubegrænsede økonomiske vækst, som den kapitalistiske akkumulations dynamik kræver. De er en form for grønvaskning, hvor folk trøstes med udsigten til »business as usual« og evig vækst i BNP per indbygger, som fortsat fremføres som det bedste enkeltmål for trivsel, trods stærke beviser for det modsatte.[12] I modsætning hertil foreslår den relativt nye disciplin økologisk økonomi en tilgang, der inddrager flere kriterier og baserer sig på en proces af rådslagning og deltagelse. Argumentet er, at man ikke kan reducere alle relevante overvejelser til et enkelt pengebaseret mål, sådan som den etablerede miljøøkonomi forsøger at gøre.[13]
Det, der er brug for, er en samtaledemokratisk proces, der inddrager alle de involverede spørgsmål – økonomisk effektivitet, biologisk mangfoldighed, landskabspåvirkning, konsekvenser for indbyggerne i sårbare områder, ansvar over for kommende generationer osv. – og lader de sociale ejere veje de forskellige hensyn op mod hinanden og afgøre, hvilken linje der er bedst, i lyset af den tilgængelige videnskabelige viden og deres værdier. Som eksempel kan nævnes, at den aktuelle videnskabelige viden i forhold til afgørende økosystemer ofte er genstand for betydelig usikkerhed, samtidig med at det haster med at tage beslutninger om dem. Forsigtighedsprincippet kan tillægges større eller mindre vægt i beslutningerne, og det vil have forskellige konsekvenser for forskellige dele af befolkningen, og beslutningerne vil kun være legitime og effektive, hvis de tages af dem, der vil blive påvirket af dem.[14]
En yderligere fordel ved modellen er, at man vil kunne forme den innovationsrettede forskning og udviklings retning i overensstemmelse med samfundsmæssige behov i stedet for selskabernes stræben efter afkast. Innovation er ifølge sin natur usikker, og det betyder, at man er nødt til at forfølge en vifte af fornyelser, eftersom ikke alle nye projekter vil lykkes. De afgørende spørgsmål er, hvilke kriterier der anvendes inden for forskningsinstitutionerne og virksomhederne, når man skal udvælge de udviklingsforslag, der følges op på, og hvilke kriterier der indgår i valget mellem de innovationer, der opstår. Under kapitalismen er kriteriet i begge tilfælde den forventede rentabilitet. I modellen for forhandlet koordination vil demokratisk besluttede samfundsmæssige prioriteringer lægge rammerne, og inden for disse vil de sociale ejere på hvert niveau vurdere det produktive, uproduktive eller destruktive potentiale i de foreslåede eller realiserede innovationer, ud fra deres egne kriterier.[15]
Det sidste emne, der skal diskuteres i forhold til modellen, er spørgsmålet om incitamenter. I den triumferende nyliberalismes epoke er det nu mere eller mindre alment accepteret, at mennesker er medfødt egennyttige, og at troen på, at de vil handle uegennyttigt, er naivt utopisk. I stedet opfordres vi til at være realistiske og vurdere institutionelle ordninger ud fra deres incitamentkompatibilitet. Men denne udvanding af målet bør ikke accepteres af det 21. århundredes socialister. Uanset hvad fordelingen mellem arv og miljø viser sig at være, er det indlysende, at menneskelig adfærd i meget betydelig udstrækning er formet af de sociale rammer og den Zeitgeist, vi vokser op og lever i. Og selv i dagens »mig, mig«-tider er der masser af eksempler på mennesker, der handler af omsorg for andre, ikke kun deres egen snævre egennytte. Naturligvis betyder det, at mennesker bekymrer sig om andre, ikke, at de ikke bekymrer sig om deres egne interesser. Faktisk tyder meget på, at vores velbefindende ikke kun afhænger af vores egen situation, men også af andres velbefindende.
Modellen for demokratisk planlægning baseret på socialt ejerskab og forhandlet koordination er omskabende, idet mennesker fra hver af de berørte grupper i beslutningsprocessen bliver bevidste om de andre sociale ejeres interesser såvel som deres egne. I tilfælde af at det mislykkes at nå til konsensus om, hvad der er i alles bedste kollektive interesse, vil det være nødvendigt med en regel for beslutningstagningen, f.eks. en eller anden form for flertalsafstemning. Men tankegangen i den rådslagende forhandlingsproces er at fremme forståelsen af den samlede situation, anerkendelsen af, at der er flere interesser, og erkendelsen af, at alle legitime interesser må tages i betragtning. Det er i den forstand, at processen er omskabende. Det er ikke en proces, hvor forud eksisterende præferencer hos individer eller grupper lægges sammen, men derimod en, hvor præferencerne ændrer sig, efterhånden som forhandlingen skrider frem. I stedet for at resultatet bestemmes ved markedskræfternes spil – et resultat, som ingen var ude efter – eller ved statsligt dekret, er det dem, der påvirkes af resultatet, der når frem til det. Den sociale interesse konstrueres af dem, hvis sociale interesse det er.
Overgangsformer
Der er mange aktuelle eksempler på forsøg på at skabe deltagelsesprocesser, der inddrager alle med en legitim interesse i resultatet, fra deltagerbaseret budgetlægning over udviklingsprojekter i lokalsamfundet til forslag om at gøre selskaber ansvarlige over for en bredere gruppe af interessenter end blot deres aktionærer. Der var endda i starten af Gordon Browns regeringstid en tilsyneladende anerkendelse af aspekter af civilsamfundets betydning: »I løbet af de sidste ti år har vi set en ændring i holdninger og politik over for handicap, homoseksuelles rettigheder, gældslettelse […] De mindste lokale organisationer udgør den lim, der binder vores lokalsamfund sammen.«[16] Der er også forsøg på at engagere folk gennem borgerjuryer, politikfora og folkeafstemninger om forskellige spørgsmål. Imidlertid eksisterer disse udviklinger sideløbende med udbredt skuffelse over det parlamentariske demokratis formelle struktur og processer. Og med undtagelse af deltagerbaseret budgetlægning er de ikke en supplerende måde at kontrollere staten på, men i bedste fald erstatninger for det repræsentative demokratis mangler og i værste fald skinmanøvrer for at give indtryk af lydhørhed og medinddragelse.
En af de klareste lærer af det 20. århundrede er, at en socialisme for det 21. århundrede må være selvforvaltende, ikke dirigeret af staten eller af markedskræfterne. Selvforvaltningen har sine rødder i civilsamfundets frivillige sammenslutninger, parallelt med det repræsentative demokratis institutioner. En af de institutionelle former, dette kunne antage, er et interessentkammer (Chamber of Interests) bestående af repræsentanter for de vigtigste sammenslutninger i civilsamfundet, ved siden af parlamentet (House of Commons), der repræsenterer folk som borgere, med tilsvarende strukturer på lokalt og globalt niveau. Men selvforvaltningen må også indebære, at civilsamfundet har kontrol over økonomien, og det kræver en overgang fra det private ejerskab, og fra det resterende statslige ejerskab, til socialt ejerskab, og fra koordination i kraft af markedskræfter eller en centraliseret stat til koordination forhandlet af de sociale ejere. Socialisme for det 21. århundrede handler som enhver form for socialisme i sidste ende om magt og magtrelationer, og i den økonomiske sfære om ejerskab. Magt til folket må betyde økonomisk såvel som politisk magt.
Artiklen er oversat fra Pat Devine: »Social ownership and democratic planning« i Pat Devine, Andrew Pearmain & David Purdy (editors): Feelbad Britain. How to make it better, London: Lawrence & Wishart, 2009.
Noter
[1] Anthony Crosland: The Future of Socialism, London: Cape, 1956.
[2] »Feelbad Britain« er også titlen på den bog, som artiklen er skrevet til. I bogen forklares det, hvordan »årtiers nyliberalisme har undermineret de institutioner og sociale relationer, som er forudsætninger for solidaritet, tillid og medborgerskab« og har »efterladt det britiske samfund i en konfliktfyldt og dysfunktionel tilstand« (Pat Devine, Andrew Pearmain & David Purdy (editors): Feelbad Britain. How to make it better, London: Lawrence & Wishart, 2009) (o.a.).
[3] Compass – Direction for the Democratic Left er en pressionsgruppe, der søger at trække Labourpartiet til venstre (o.a.).
[4] Michael Kenny: Soundings 35, forår 2007, s. 101.
[5] En tidligere formulering af dilemmaet, der har haft indflydelse, findes i Alec Nove: The Economics of Feasible Socialism, London: George Allen & Unwin, 1983, s. 226.
[6] Karl Polanyi (1886-1964), ungarsk-amerikansk samfundsforsker og filosof. Ifølge Polanyi er forsøget på at afregulere markedet så destruktivt for samfundet og naturen, at det fremkalder en folkelig, samfundsmæssig modbevægelse (o.a.).
[7] Dette diskuteres mere indgående i Pat Devine: Democracy and Economic Planning, Cambridge: Polity Press, 1988, kapitel 7.
[8] NHS, det offentlige sundhedssystem inklusive sygesikring i Storbritannien, blev indført under Labour i 1948. I organisatorisk struktur mindede det indtil for få år siden meget om de skandinaviske sygehusvæsener, dog med mere direkte statslig indflydelse. (o.a.)
[9] NHS’ leverede og bestilte indtil 2013 de fleste sundhedsydelser gennem distriktsforvaltninger, Primary Care Trusts.
[10] I originalen: »labourism« (o.a.).
[11] Se for en mere udførlig skitse af modellen: Pat Devine: det anførte værk; Pat Devine og Fikret Adaman: »Participatory Planning as a Deliberative Democratic Process: A Response to Hodgson’s Critique« i Economy and Society, 30:2, 2001; Pat Devine: »Participatory Planning Through Negociated Coordination« i Science & Society, 66:1, 2002; og Pat Devine og Fikret Adaman: »The Promise of Participatory Planning: A Rejoinder to Hodgson« i Economy and Society, 35:1, 2006.
[12] Se R. Layard: Happiness, London: Penguin, 2005; A. Offer: The Challenge of Affluence, Oxford: Oxford University Press, 2006; O. Oliver: Affluenza, London: Vermilion, 2007.
[13] For eksempel sammenlignede Stern-rapporten omkostningerne ved indgreb over for klimaforandringerne nu med de fremtidige omkostninger ved ikke at gribe ind. Måske var hovedårsagen til rapportens store gennemslag, at den udlagde problemet i økonomiske termer.
[14] Se B. Ozkaynak, P. Devine og D. Rigby: »Whither Ecological Economics?« i International Journal of Environment and Pollution 18:4, 2002 og »Operationalising Strong Sustainability: Definitions, Methodologies, Outcomes« i Environmental Values 13:3, 2004.
[15] Se Fikret Adaman og Pat Devine: »A Reconsideration of the Theory of Entrepreneurship: A Participatory Approach« i The Review of Political Economy, 2002.
[16] Ed Miliband i The Guardian, 25.7.2007, Society-sektionen, s. 3.
