Kampagner for storstilet igangsættelse af klimajob har bredt sig til flere lande som kombineret svar på social utryghed og truende klimaforandringer.
Af Finn Kjeller
»Jeg vil gerne vise jer det her dokument. Det hedder One Million Climate Jobs,« sagde Jeremy Corbyn og rakte en pjece i vejret. »Det er et meget godt dokument. Jeg opfordrer jer alle til at kigge på det og læse det.«
Det var under klimatopmødet i Paris i december 2015, hvor netværket Trade Unions for Energy Democracy havde samlet hundreder af fagforeningsfolk og klimaaktivister til et møde med Jeremy Corbyn, dengang nyvalgt leder af Labour-partiet, og Naomi Klein.
Dokumentet, som Corbyn såvel som Klein anbefalede varmt, kom fra den britiske klimajobkampagne. Kampagnen tog sin begyndelse i 2008 under en konference arrangeret af Campaign against Climate Change (CCC).
»I en af workshopperne opdagede de 25 deltagende klimaaktivister, at de alle var medlemmer af en fagforening. De oprettede hurtigt en faglig gruppe inden for CCC,« fortæller Tabitha Spence i pjecen Global Climate Jobs.
På det tidspunkt havde de regerende i Storbritannien som så mange andre steder travlt med at redde bankerne ud af finanskrisen, mens mange mistede deres arbejde, og klimakrisen tegnede sig stadig mere faretruende.
One Million Climate Jobs
Den faglige gruppe arrangerede to klimakonferencer for fagforeningsmedlemmer og fik støtte fra fire forbund fra starten: offentligt ansatte, postarbejdere, et jernbaneforbund samt universitetslærerne. Flere har senere sluttet sig til, heriblandt UNITE, som er landets største forbund.
En overordnet klimajobplan blev udarbejdet. Planen tager udgangspunkt i, at det er nødvendigt med en drastisk omstilling for at afværge katastrofale klimaforandringer. Landets udledninger af drivhusgasser skal reduceres med 80 procent på to årtier. For at sikre, at det sker og sker fra nu af, skal det offentlige direkte oprette 1 million nye klimajob gennem en »National Climate Service«. Navnet hentyder til det britiske sundhedsvæsen, National Health Service.
Med klimajob menes job, der direkte fører til nedskæringer i udledningerne af drivhusgasser. Det handler om massiv udbygning af vedvarende energi (havvindmøller, solenergi og havenergi), renovering og energieffektivisering af bygninger, kollektiv transport og nye transportteknologier foruden uddannelse, jordbrug, skov og affaldsbehandling m.m.
I planen anslås det, at der inklusive afledte job kan skabes i alt 1,75 millioner arbejdspladser gennem en intensiv offentlig satsning til en total netto omkostning af 19 milliarder pund.
Planen er blevet udbredt ved hjælp af pjecen One Million Climate Jobs og oplæg ved hundreder af møder rundt om i landet.
»Vi startede med fagforeninger. Vi fortsætter med at vinde bredere støtte fra fagforeninger og fagforeningsmedlemmer, men i dag arbejder vi også for at få opbakning fra miljøgrupper, NGO’er og aktionsgrupper. Vi har fået støtte fra Green Party og opbygger støtte i Labour, det største oppositionsparti,« skriver Tabitha Spence.
Un million d’emplois pour le climat
I december 2016 udgav den franske klimajobplatform rapporten Un million d’emplois pour le climat, altså »1 million klimajob«. Platformen består af fagforeninger, landboforeninger og sociale bevægelser, ATTAC og miljøorganisationer.
Ligesom i Storbritannien fremsættes kravet om en storstilet klimajobsatsning på baggrund af klimakrise og høj arbejdsløshed. Men det franske initiativ går mere i dybden med de brancher og aktiviteter, som der skal omstilles væk fra.
»Nogle sektorer vil skulle forsvinde såsom raffinaderier og kulkraftværker, andre vil nødvendigvis se deres produktion mindskes såsom en god del af den fremstillingsindustri, der holder vores overforbrug kørende, mens atter andre sektorer vil skulle omstille sig såsom bilindustrien og det industrielle landbrug.«
Under den tidligere præsident, François Hollande, trak den socialdemokratisk ledede regering flere gange i land på miljøtiltag, f.eks. en lastbilafgift, som mødte modstand fra landbruget og vognmændene, og en øget beskatning af kulkraftværker, hvor de ansatte protesterede.
»Disse miljøpolitiske udmeldinger var ikke ledsaget af passende tiltag for omskoling og nye job,« konstaterer klimajobrapporten.
»Hvis projektet for økologisk omstilling skal blive attraktivt, skal der tilbydes en fremtid til alle lønarbejdere i de berørte sektorer,« skriver forfatterne og peger på vejtransport, luftfart, gas- og kulkraftværker samt industrilandbrug.
»En ansat på et kulkraftværk, der taber sit job i Nordfrankrig, kan ikke dagen efter tage et arbejde som solcelleinstallatør i Marseille. De ansatte skal ikke stilles over for fuldbyrdede kendsgerninger – det ville stride mod vores principper for en retfærdig omstilling.«
Den franske klimajobplan går ud på at skabe 1 million klimajob netto i 2020. Da man forventer, at den økologiske omstilling vil føre til nedlæggelse af 446.000 job, er det i realiteten 1.446.000 klimajob, der skal oprettes. Man har valgt ikke at medregne afledte job, da det er uvist, i hvilket omfang de afledte job vil være til gavn for omstillingen.
Til forskel fra den britiske plan foreslås kun en mindre del af jobbene oprettet direkte i det offentlige. Resten oprettes i den private sektor gennem finansiering af forskellige typer afhængig af branche, herunder statsstøtte, skattebegunstigelser og billige lån, eller som offentligt støttede job, f.eks. inden for lokal reparationsvirksomhed og andre områder, hvor rent økonomisk rentabilitet ikke er sikret på kort sigt.
Jobskabelse og -nedlæggelse i fransk klimajobplan, fordelt på brancher
Kilde: Didier Aubé, Meike Fink, Jeanne Planche et Julien Rivoire (coordination): Un million d’emplois pour le climat, december 2016
Kampagnen retter sig ikke kun mod politikerne, men sigter mod en mobilisering af lønarbejdere, borgere, foreninger og lokalsamfund, for »det er især på lokalt plan, at den økologiske omstilling bliver mest konkret, når initiativer folder sig ud og spredes i tusindtal«.
»Det er også på dette lokale og regionale plan, vi må tage diskussionerne om job og grøn omstilling, om behovene for alternative job og omskolingstilbud for at bygge bro mellem de job, der skabes, og dem, der nedlægges.«
100. 000 klimajobber
I Norge er mange arbejdspladser bundet op på landets “olieeventyr”. Derfor er det vigtigt for norske klimaforkæmpere at få skabt klimajob som alternativ til arbejdspladserne i olieindustrien.
Kampagnen »Broen til framtiden« startede i 2014 og indsamlede året efter 10.000 underskrifter for kravet »Brems norsk oljeutvinning – 100 000 klimajobber nå!«, og de 100.000 klimajob blev et af de officielle krav ved 1. maj-optogene i Oslo, Trondheim og Bergen. Kampagnen har skabt en alliance mellem fagbevægelsen med Fagforbundet, Norsk Tjenestemannslag og El & IT-Forbundet i spidsen, miljøbevægelse og kirken samt en række andre organisationer.
»Det fælles krav om 100.000 klimajob deles nu af over 60 forskellige norske organisationer, som er samlet i Klimavalgalliancen. Vi mener, at kampen for klimajob og grønne arbejdspladser er broen til en bedre fremtid. Det er en bro mellem de umiddelbare behov for gode og trygge job – og det behov, som alt levende har for at få nedbragt udledningerne af klimagasser.« Det skriver ledere af Fagforbundet, Greenpeace Norge og Kirkerådet i et fælles efterskrift til rapporten 100.000 klimajobber, der udkom i maj 2017.
Den norske klimajobkampagne har lagt vægt på at få skabt titusinder af arbejdspladser inden for anlæg af havvindmølleparker. »Kun en sådan storstilet investering i vedvarende energi kan skabe den konkrete bro til fremtiden for de nuværende olie- og gasarbejdere,« skriver Asbjørn Wahl og Andreas Ytterstad.
Et norsk studie har påvist, at de ansatte i olieindustrien har kompetencer, som vil kunne udnyttes på en lang række andre områder såsom havvindmøller, bygningsmaterialer, undersøiske strømkabler, sikker skibsfart, solcelleproduktion, procesindustri, smart-grid, grøn kemi og økodesign, biogas, pyrolytisk materialegenvinding og bioplast.
Wahl og Ytterstad erkender, at der skal gøres mere for at overbevise olie- og gasarbejdernes vigtigste fagforeninger:
»Der er ingen tvivl om, at for at vinde deres støtte, vil kampagnen skulle suppleres af en stærk garanti for deres økonomiske og sociale interesser. Selv om vi har indledt en dialog med nogle fagforeningsfolk inden for olie og gas, er vi der ikke endnu.«
Danske tilløb
I Danmark er der fra både fagforeninger, miljøbevægelser og partier rejst krav om klimajob og grønne job, men uden at det hidtil har ført til større samlende kampagner.
Med afsæt i klimatopmødet i København i 2009 opstod et Græsrøddernes Netværk for Bæredygtig Omstilling (GNBO), der bestod af 40 foreninger, herunder bl.a. miljøorganisationer, bonde- og fiskeriorganisationer samt fagforeninger. I et oplæg fra 2011, 100.000 jobs med bæredygtig omstilling, skitserede GNBO, hvordan der i Danmark kan skabes 100.000 fortrinsvis manuelle arbejdspladser inden for fødevarer, energi, transport og byggeri.
Perspektivet i oplægget var »en fundamental ændring« af »et profitorienteret økonomisk system, der for det første driver rovdrift på naturen og for det andet erstatter mennesker med maskiner og teknologi«.
»Vi har brug for at skabe en økologisk økonomi, der er nænsom overfor naturen, og som accepterer de grænser, den sætter for os. Det betyder, at vi må satse på vedvarende, lokale og bæredygtige energiressourcer og samtidig udvikle en genbrugsøkonomi, der er baseret på fornybare ressourcer, hvor trækket på stof og materialer nedbringes til et minimum. Vi må med andre ord gøre op med den brug og smid væk-kultur, som vi har vænnet os til over de sidste godt 50 år, ja, vi må udvikle en produktion og et forbrug baseret på holdbarhed og kvalitet frem for bras og kvantitet. En sådan økonomi kræver flere hænder – ikke færre.«
På fødevareområdet foreslog man f.eks. »en lokal, naturskånsom og kvalitetsorienteret produktion«, som »vil kræve mange flere hænder end den gennemrationaliserede fødevareproduktion vi kender i dag«.
Enhedslisten fremsatte, også i 2011, en klima-jobplan. Planen ville skabe 67.000 klimajob gennem energirenovering af boliger og offentlige bygninger, skærpelse af bygningsreglementet, udbygning af vedvarende energi (vind, solceller, varmepumper, geotermianlæg), omstilling til økologisk landbrug, lokal produktion, udbygning af jernbanenettet, elektrificering af hovednettet, indførelse af letbaner samt bedre vilkår for cyklister og busser. Klimajobplanen tog udgangspunkt i Enhedslistens klimaplan fra 2009 og jobberegninger fra 3F og det Økologiske Råd.
3F har flere gange fremlagt forslag om grønne jobplaner, bl.a. i rapporten Grønne job (2009) i samarbejde med Det Økologiske Råd. 3F var også blandt de mest aktive fagforeninger, der skabte opbakning til regeringsskiftet i 2011.
Alternativ til liberalistisk politik
»Med dette oplæg håber vi at have skabt grunden til en styrkelse af dialogen mellem miljøbevægelsen og fagbevægelsen, hvilket efter vores opfattelse er en forudsætning for, at vi kan gøre os håb om at ændre udviklingens retning. Det er tillige vort håb, at vi hermed har skabt en platform, som en ny regering kan bruge som afsæt for en ny politik, der sætter sig for at forandre det bestående.”
Med de ord afsluttede GNBO sit oplæg om 100.000 danske klimajob i oktober 2011. Men på samme tidspunkt lagde den nydannede S-R-SF-regering sig fast på en liberalistisk økonomisk politik, som i store træk skulle videreføre VK-regeringens. Da regeringen i maj 2012 kom med sin 2020-plan, var det uden nogen konkrete nye tiltag til sikring af grøn omstilling.
De danske tilløb til en offensiv for klimajob kom op mod en socialdemokratisk regering, hvis grønne og sociale hensigtserklæringer blev modsagt af dens nyliberalistiske politik. Efterfølgende har V- og VLAK-regeringerne indledt et nedrivningsarbejde over for alt, hvad der trods alt var sat i gang af jobskabende klima- og miljøtiltag.
Men erfaringerne fra Storbritannien viser, at en højrefløjsregering ikke behøver at være en hindring for udvikling af kampagner for klimajob. Det mener i hvert fald Tabitha Spence fra Campaign against Climate Change:
»Vi befinder vi os i en særlig periode, hvor de konservative er ved magten med en klima- og energidagsorden, der går ud på at stoppe støtten til vindmøller og intensivere skifergasudvindingen. Men de konservatives sejr har stimuleret den opsplittede britiske venstrefløj til at finde måder at konsolidere og styrke sig på for at danne en handlekraftig opposition til nyliberalistiske udbytningspolitik. Der er ved at ske en omgruppering på venstrefløjen, og den har åbnet et rum for at udvikle og fremme en alternativ plan.«
Læs mere om klimajob
Storbritannien: Campaign Against Climate Change Trade Union Group
GNBO: 100.000 nye job med bæredygtig omstilling
Tyskland: »Fagforeningsfolk for Klimabeskyttelse«
Tyske klima- og naturforkæmpere har de seneste år demonstreret og aktioneret mod kulminer og kulkraftværker under overskriften »Ende Gelände«. Fagforbundet IG BCE, som organiserer ansatte inden for minedrift, kemi og energi, har stillet sig på den modsatte side med en aggressiv kampagne for at »bevare arbejdspladserne« i kulindustrien. Men langt fra alle fagligt aktive har samme indstilling.
Som reaktion på IG BCE’s kampagne opstod i sommeren 2016 initiativet »Fagforeningsfolk for Klimabeskyttelse«.
»Med dette initiativ vil vi henlede opmærksomheden på, at det er uansvarligt at forsvare ødelæggende arbejdspladser,« skriver Beatrix Sassermann, som er aktiv i initiativet og tidligere tillidsrepræsentant.
»For os som fagforeningsmedlemmer er det en selvfølge, at der skal skaffes fremtidsholdbare alternativer for de ansatte og lokalområderne. Og dermed mener vi ikke den velkendte tilgang til sociale hensyn, hvor man prøver at forsøde fyringerne med fratrædelsesgodtgørelser, førtidspension eller beskæftigelsesprojekter. Det er for lidt.
Omlægningen af energiforsyningen er et kæmpemæssig samfundsopgave. I den forbindelse må vi også forholde os kritisk til koncernernes magt, deres lobbyisters indflydelse på politikken og væksttvangen i det kapitalistiske samfund. Scenarier for kulfri energi i 2040 eller senere svarer ikke på udfordringerne. Klimabevægelsen og fagforeningerne bør sammen i offensiven for klima- og social retfærdighed.«
Artiklen er skrevet til Solidaritet nr. 13.