Den økologiske krise kan ikke løses ved individuelle valg i markedet. Det kræver kollektiv demokratisk kontrol over økonomien, så vi kan prioritere mellem samfundets, miljøets, andre arters og fremtidige generationers behov.

Af Richard Smith

Med 7 milliarder af os mennesker klumpet sammen på en lille planet, der er ved at løbe tør for ressourcer, med storbyer, der forsvinder under store skyer af forurening, med gletsjere og iskapper, der smelter, og med arter, der uddør time for time, har vi desperat brug for en plan for at afværge økologisk sammenbrud. Vi har brug for en samlet global plan, en række nationale eller regionale planer og en mængde lokale planer – og vi er nødt til at koordinere dem indbyrdes.

Når klimavidenskabsfolk opfordrer regeringerne til at sænke CO₂-udledningerne for at holde sig inden for et globalt »klimabudget« og dermed bevare en klode egnet til liv, er det så ikke i praksis at opfordre til »planlægning«, endda planlægning i global målestok? Når regeringer pumper penge ind i forskningsprojekter for f.eks. atomkraft, biotek, internet eller ren energi, er det så ikke planlægning? Når videnskabsfolk siger, at vi er nødt til massivt at reducere og begrænse forbruget af olie, kul, træer, fisk og alle slags sparsomme ressourcer eller standse kemikaliedumping i verdenshavene, er det så ikke i praksis fysisk planlægning og rationering? Og er det ikke noget, vi gerne vil have?

Og siden vi alle indånder den samme luft, lever i den samme biosfære, ønsker og behøver vi da ikke i virkeligheden noget i retning af en »verdensregering«, i det mindste på miljøspørgsmål? Hvordan kan vi ellers regulere menneskehedens kollektive påvirkning af den globale biosfære? Hvordan kan vi omorganisere og omprioritere økonomien til fælles bedste og miljømæssigt rationelt, hvis ikke i en hovedsagelig planlagt og hovedsagelig offentligt ejet økonomi?

Hvad vil vi skulle gøre for at redde menneskene?

Hvis vi ønsker en bæredygtig økonomi – en, der »opfylder de nuværende behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare«[1], så er det nødvendigt, at vi gør det følgende helt eller delvist:

1. Brems den i dag ukontrollerede vækst i det globale Nord – skær ned på eller luk unødvendige, ressourcesløsende, uøkonomiske, forurenende industrier såsom fossile brændstoffer, biler, fly og flyselskaber, skibstransport, kemikalier, flaskevand, forarbejdede fødevarer, unødvendige medicinalvarer og så videre. Afskaf luksusvareproduktion, mode, smykker, tasker, palæer, Bentleyer, yachter, private jetfly osv. Afskaf fremstilling af produkter, der er beregnede til kort holdbarhed, udsmidning og »gentaget forbrug«. Alle disse forbruger ressourcer, som er ved at slippe op, ressourcer, som andre mennesker på planeten desperat har brug for, og som vores børn og børnebørn får brug for.
2. Nedlæg skadelige industrielle processer såsom industrielt landbrug, industrifiskeri, skovhugst, minedrift osv.
3. Luk for en lang række tjenesteydelser: banksektoren, finanscentre, kreditkort-, detailhandels-, PR- og reklame-»industrierne«, som er bygget til at garantere og fremme hele dette overforbrug. Jeg er sikker på, at de fleste af de mennesker, der arbejder i disse såkaldte industrier, hellere ville gøre noget andet med deres liv, noget nyttigt, kreativt, interessant og personligt givende. De fortjener at få chancen.
4. Afskaf det militær-/overvågnings-/politistats-industrielle kompleks og alle dets produktioner, da dette er et totalt spild, hvis eneste formål er global dominans, terrorisme og ødelæggelse i udlandet og undertrykkelse derhjemme. Vi kan ikke opbygge ordentlige samfund noget sted, når så meget af det sociale overskud ødes bort på den slags.
5. Omorganisér, omstrukturér, omprioritér produktionen, og fremstil de produkter, vi faktisk har brug for, så de er så holdbare og så lette at dele som muligt.
6. Styr investeringer over til ting, samfundet har behov for, som f.eks. vedvarende energi, økologisk landbrug, offentlig transport, offentlig vandforsyning, miljøoprydning, folkesundhed, kvalitetsskoler og andre aktuelt udækkede behov.
7. Afglobalisér handelen for at producere, hvad der kan produceres lokalt, og handle, hvad der ikke kan produceres lokalt, for at mindske transportforureningen og genoplive lokale producenter.
8. Udjævn udviklingen verden over ved at flytte ressourcer bort fra unyttig og skadelig produktion i Nord og over mod udvikling i Syd: opbygning af grundlæggende infrastruktur, sanitære systemer, offentlige skoler, sundhedspleje osv.
9. Udvikl en rationel tilgang til at eliminere og/eller kontrollere affald og giftstoffer så meget som muligt.
10. Sørg for nye, lige så gode job til de arbejdere, der berøres af indskrænkning eller lukning af unødvendige eller skadelige industrier – der er brug for dem alle for at understøtte de industrier, vi behøver for at redde os selv.

»Nødvendigt« eller »unødvendigt« – hvem afgør, hvad der er hvad?

Vi kan måske alle være enige om, at vi må skære ned på »overforbruget« for at redde menneskene. Men hvem kan afgøre, hvad der er »nødvendigt« og »unødvendigt«? Hvordan beslutter vi, hvad der skal skæres ned på? Og hvem skal bestemme? Under kapitalismen udmåles varer og tjenesteydelser af markedet. Men det er ikke bæredygtigt, for markedet kan ikke begrænse forbruget, markedet kan kun sætte skub i forbruget. Så vi har brug for en ikke-markedstilgang. Jeg påstår ikke, at jeg har alle svarene. Dette er et stort spørgsmål, og jeg er sikker på, at der er andre, som er mere kvalificerede end jeg til at udtænke løsninger. Men jeg vil mene, at det korte svar er nødt til at være en kombination af planlægning, rationering og demokrati. Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være så svært. USA’s regering planlagde væsentlige dele af den amerikanske økonomi under Anden Verdenskrig og rationerede mange varer og tjenesteydelser. Og vi klarede os udmærket. Amerikanerne led ikke unødige afsavn og var stolte over at spare på ressourcerne og dele. Og hvad er for resten alternativet? Hvilket andet valg har vi? Der er ikke så mange måder at organisere en moderne industriel økonomi på.

At foretage fysisk planlægning af verdensøkonomien i de 99 procents interesse i stedet for den ene procent byder på mange udfordringer: at omorganisere og omprioritere verdensøkonomien for at sørge for tilstrækkelig, næringsrig, sikker og lækker mad til alle, at sikre hvert menneske en bolig af høj kvalitet, behagelig og æstetisk tiltalende, at konsolidere vores byer for at maksimere muligheden for offentlig transport, at bygge fremragende skoler, som giver hver elev og studerende muligheden for at indfri sit fulde potentiale, at levere sundhedspleje af høj kvalitet til alle på planeten, at omorganisere og omprioritere arbejdet, så alle kan finde konstruktivt, fornøjeligt, interessant, udfordrende og arbejde, der er givende på mange andre måder end blot lønnen ved også at give sjov, oplysende og inspirerende underholdning, at forkorte arbejdsdagen, så folk rent faktisk kan få tid til at have det godt og hellige sig andre fornøjelser, samtidig med at vi begrænser vores kollektive menneskelige indvirkning på Jorden, så vi efterlader plads og ressourcer til alle de andre forunderlige livsformer, som vi har glæden af at dele denne unikke og fantastiske planet med.

Det er alt sammen store udfordringer – politiske udfordringer, men det er ikke en økonomisk udfordring. Vi befinder os ikke i Sovjetrusland anno 1917. Jeg foreslår ikke maoistisk spartanskhed. I dag er der mere end nok rigdom og produktionskapacitet til at forsyne hvert menneske på kloden med en meget tilfredsstillende materiel levestandard. Selv for mere end et halvt århundrede siden var det sandt, da Gandhi sagde, at »der er mere end nok rigdom til menneskets behov, men aldrig nok til nogle menneskers grådighed«. Jeg tvivler endda på, at det vil være en særlig stor teknisk udfordring. Googles Larry Page forudsiger, at stort set alle i verden vil have adgang til internettet i 2020. At bestemme omfanget af menneskelige behov, globale ressourcer og globale landbrugs- og industrikapaciteter vil jeg mene er en ret triviel opgave for nutidens computere med alle deres algoritmer.

Kan planlægning ikke fungere?

Højreorienterede økonomer som Milton Friedman benægtede selve muligheden af at planlægge en økonomi og satte lighedstegn mellem enhver planlægning og stalinisme. Den køber jeg ikke. Spørgsmålet er: Planlægning af hvem og for hvem? Den stalinistiske centralplanlægning var planlægning oppefra og ned, af og for et totalitært bureaukrati. Den holdt arbejderne og resten af samfundet fuldstændig ude af planlægningsprocessen. Så det er ikke særlig overraskende, at planlægningen ikke fungerede så godt i USSR. Men jeg kan ikke se, hvad det fortæller os om potentialet i planlægning nedefra og op, altså i demokratisk planlægning.

Desuden bedriver kapitalisterne ustandselig indirekte planlægning af de nationale og globale økonomier. De mødes hvert år i Davos for at forme verdensmarkedet til deres fordel. Bag lukkede døre laver de aftaler om at privatisere sygehuse, skoler og offentlig transport og om at købe »deres« vand eller spise GMO-fødevarer. De bruger IMF og Verdensbanken til at lægge gældsramte lande i lænker og dernæst åbne dem for amerikanske selskabers overtagelse. De har i århundreder brugt deres stater til at ekspropriere bønder og stammer, om nødvendigt udrydde dem som i Nord- og Sydamerika, til at stjæle og privatisere fælles jorder, sønderbryde prækapitalistiske samfund, omorganisere og omplanlægge hele kontinenter for at etablere det rette »forretningsklima« for kapitalakkumulation. Sent udviklede lande som Japan og Sydkorea brugte MITI (det japanske ministerium for international handel og industri, som i en periode kørte det meste af Japans industripolitik, finansierede forskning og styrede investeringer, o.a.) og chaeboler (sydkoreanske industrikonglomerater såsom Samsung, Hyundai og LG, o.a.) til at fyre op under deres egne industrier, beskytte dem og planlægge deres integration i verdensmarkedet strategisk. Kapitalister er rigtig gode til at planlægge – efter deres egne interesser. Så hvorfor kan vi ikke planlægge økonomien efter vores egne interesser?

[…]

Én planet, ét folk, én økonomi til fælles bedste

Vi er, på godt og på ondt, et pænt stykke inde i det, som videnskabsfolk kalder »Antropocæn«. Det er ikke længere Naturen, der styrer Jorden. Det er os. Så hvis vi trods alt kun er »ét folk på én planet«, er det på tide, at vi begynder at træffe bevidste og kollektive beslutninger om, hvordan vores økonomiske aktivitet påvirker den naturlige verden – og hermed menes ikke »geo-engineering« af planeten, hvor man f.eks. pakker gletsjere ind i sølvpapir for at bremse deres smeltning, mens kapitalismen fortsat opvarmer og udplyndrer kloden.

Siden kapitalismens opkomst for 300 år siden er stadig større dele af verden blev underlagt markedsanarkiets princip, Adam Smiths læresætning om, at hvis blot hvert individ fremmer sin egeninteresse mest muligt, vil den »offentlige interesse«, almenvellet, klare sig selv. Det har ikke fungeret så godt. Det har altid været en dum teori, men den har virket fint for den ene procent, der oftest kunne klare sig uden fællesskaberne. For resten af os gælder: Jo mere kapitalisme, desto værre for almenvellet. Og nu ødelægger det globaliserede markedsanarki ikke alene menneskehed og samfund, men også selve livet på Jorden.[2]

Problemet med Adam Smiths teori er, at summen af private interesser ikke svarer til den offentlige interesse. De problemer, vi står over for med hensyn til Jordens miljø og økologi, kan ikke løses ved individuelle valg i markedet. De fordrer kollektiv demokratisk kontrol over økonomien for at prioritere mellem samfundets, miljøets, andre arters og fremtidige generationers behov.

Det kræver lokal, national og global økonomisk planlægning for at omorganisere verdensøkonomien og flytte om på arbejdskraft og ressourcer med disse formål for øje. Og det kræver en økonomi med garanteret fuld beskæftigelse, for hvis vi er nødt til at lukke ExxonMobil, GM, Monsanto[3], Walmart osv. ned for at redde verden, er vi også nødt til at sikre tilsvarende eller bedre job til alle de afskedigede arbejdere – ellers vil de ikke støtte det, vi alle er nødt til at gøre for at redde os selv.

Økosocialisme og redning af små virksomheder

Dette betyder på ingen måde, at vi vil skulle nationalisere lokale restauranter, familielandbrug, landmandsmarkeder, håndværkere, købmandsforretninger, bagerier, reparationsværksteder, arbejderkooperativer og lignende.

Små selvforvaltende producenter baseret på simpel reproduktion ødelægger ikke verden. Det gør derimod store kapitalistiske investorejede selskaber baseret på umættelig akkumulation. Så de vil skulle nationaliseres, mange lukkes, andre nedskaleres, atter andre omlægges til andre formål. Men et økosocialistisk samfund vil redde og fremme små, lokale selvforvaltende virksomheder, fordi vi får brug for dem, ja, vi ønsker mange flere af disse virksomheder, som kapitalismen i dag ofte presser ud over fallittens rand.

Richard Smith er amerikansk økonomihistoriker, ph.d. fra University of California Los Angeles og forfatter til bl.a. »Green Capitalism: The God that Failed« (WEA Books, 2015).

Dette er et uddrag af artiklen “Seks teser om at redde menneskene” i antologien »Økosocialisme – fra systemkritik til alternativ«, forlaget Solidaritet, 2015.

Læs mere om bogen