Frankrig er miljømæssigt berygtet for sine mange atomkraftværker, men der findes et andet Frankrig: et, der går foran i kritikken af vækstafhængigheden og i at skabe et fælles samfundsforandrende perspektiv for røde og grønne kræfter.

Hvis nogen er aktiv for det perspektiv, er det Corinne Morel Darleux, medlem af regionsrådet i Rhône Alpes og national miljøsekretær i Venstrepartiet, Parti de Gauche. Sidste weekend var hun gæst ved Transform!-konferencen i København om alternativer til vækst.

Modkraft mødte hende til en snak om, hvad der rører sig, her knap to år efter at François Hollande og hans socialdemokratiske Socialistparti (Parti socialiste), rykkede ind på de bonede gulve.

Grønt forbillede eller atomkraftnation?

Som præsidentkandidat talte François Hollande om at gøre Frankrig til en førende nation på miljøområdet og om at gennemføre en energiomstilling. Hvordan ser det ud i dag?

– Da Hollande var blevet præsident, indførte han en årlig miljøkonference, og ved den første konference bebudede han ambitiøse mål om at reducere drivhusgasudledningerne osv. Men der fulgte ingen køreplan, energisparetiltag eller finansielle midler med hensigtserklæringerne.

– Hollande lovede i sit første år som præsident, at der ville komme en stor energiomstillingslov. Den er stadig ikke fremsat.  Her i 2014 skulle energiloven endelig komme, men regeringens udtalelser peger på ingen måde i retning af en energiomstilling: Atomkraften skal stadig udvikles, med en ny generation af reaktorer og forlængelse af levetiden for de gamle reaktorer.

– Det ser faktisk ud til, at Frankrig snarere er tiltænkt rollen som førende atomkraft-eksportør. Den første rejse, som den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, tog ud på, gik til Japan, og dér støttede han det franske selskab Areva i at sælge atomkraft-ekspertise. Året efter mødtes Hollande med premierminister Shinzo Abe i Japan, også for at bakke op om et atomkraftpartnerskab med Areva.

– Vi er meget overraskede over, at de Grønne i Frankrig stadig accepterer det, idet de stadig er en del af regeringen.

– Et andet eksempel på regeringens dobbeltmoral er den økonomiske politik, som er en udbudspolitik: De giver offentlige midler til den private sektor uden nogen miljømæssige eller andre krav til, hvad der produceres, hvordan det produceres og til hvilke formål.

Nok er nok!

Mange på den franske venstrefløj har fået nok, og det vil kunne ses og høres den 12. april, fortæller Corinne Morel Darleux:

– Vi planlægger en meget stor protestdemonstration i Paris. Den vil samle fagforeninger, græsrodsbevægelser, politiske organisationer – hele den kritiske venstrefløj i Frankrig vil være på gaden den dag under overskriften er: »Nok er nok!«

– Venstrepartiets plakater udmønter det i forhold til atomkraften, pensionsnedskæringerne, støtten til multinationale selskaber osv.

En særlig appel er udsendt af dem, der har fået nok af »produktivismen«. Her deltager Venstrepartiet, det Nye Antikapitalistiske Parti og en række andre strømninger på den radikale venstrefløj sammen med forskellige vækstkritiske bevægelser.

– Vi taler om både kapitalisme og produktivisme, for vi ved, at socialistiske systemer også har været produktivistiske. Det er for eksempel ikke nok at kræve »selvforvaltet, offentlig atomkraft«, for det bliver affaldet ikke mindre radioaktivt af!

– Som økosocialist er man imod både liberalisme, produktivisme og kapitalisme – men udtrykt på en positiv måde.

Ingen omstilling uden social omfordeling

Hvad betyder økosocialisme som konkret alternativ?

– Hvis vi var i regering, ville vi for det første omfordele indkomster og ejendom gennem en storstilet skattereform. Det virker måske ikke i sig selv som et økosocialistisk tiltag, men det er faktisk fundamentet. For man kan ikke bede folk om at bekymre sig om miljøspørgsmål, hvis de hver dag må kæmpe for at kunne betale husleje, mad, lægehjælp osv.

– Vi foreslår blandt andet en langt mere progressiv indkomstskat og øget skat på kapitalindkomster. I manifestet for økosocialisme rejser vi også kravet om en maksimalindkomst, for ingen har brug for at tjene mere end 360.000 euro om året (Venstrepartiet foreslår 100 procents beskatning af indkomst over denne grænse, red.).

– Så vi vil indføre større social retfærdighed med denne skatterevolution. Det vil samtidig skaffe finansiering til vores økosocialistiske tiltag såsom at bringe energisektoren tilbage på offentlige hænder og under folkelig kontrol. Hvis vi vil gennemføre en energiomstilling, kan vi ikke bare opfordre de private energiselskaber som Total og EDF til at gøre det, for de har ingen interesse i at reducere energiforbruget.

– Et basalt forbrug af f.eks. energi og vand skal gøres gratis. Det, man har brug for til en anstændig tilværelse. Misbrug skal derimod gøres langt dyrere. Denne omfordeling er både god for miljøhensyn og for sociale hensyn. Det er ikke acceptabelt, at der i det 21. århundrede i et rigt land som Frankrig stadig er mennesker, som får lukket for el og vand, fordi de ikke har råd til at betale.

Økologisk planlægning

Centralt i manifestet står »økologisk planlægning« – et begreb, som ikke er så velkendt i Danmark…

– Det var heller ikke velkendt i Frankrig, men når man bruger et nyt ord, kan man fremprovokere en debat, og det er netop, hvad vi var ude efter. I starten reagerede nogle negativt ved at koble det til Sovjetunionen. Men så forklarede vi det i et lovforslag i det franske parlament for tre år siden. Økologisk planlægning er ikke planlægning oppefra og ned, men planlægning ud fra et nærhedsprincip, så nogle ting planlægges på landsplan, mens andre f.eks. afgøres lokalt af borgerforsamlinger.

– Grundprincippet er, at der er brug for en dybtgående revision af vores produktions- og forbrugssystem. Industrien må styres på en ny måde. Vi må stille spørgsmål til produktionens samfundsnytte og til den måde, beslutningerne tages på i virksomhederne, så de ansatte selv kan bestemme. Og vi må selvfølgelig forholde os til produktionens økologiske fodaftryk.

– Det er så enorm en udfordring og forandring, at det må planlægges på langt sigt. Man kan ikke tænke økologi kortsigtet. Så langsigtet planlægning og offentlig og folkelig kontrol er de principper, den økologiske planlægning bygger på.

Den engagerende udfordring

– Betingelsen for, at den økologiske omstilling kan blive en succes, er, at vi får inddraget et flertal af borgerne. Alle må gøre et bidrag. Så vi er nødt til at samarbejde med fagforeningsfolkene, med arbejderne, for det er dem, der kender maskinerne, produktionsplanerne osv.

– Økologisk planlægning kan skabe job og mobilisere og engagere alle. Det må være et projekt båret af håb. Miljøforkæmpere har ofte lagt vægt på det negative i situationen, og det er ikke særlig motiverende. I stedet fortæller vi folk, at vi står over for en stor udfordring.

– Tag for eksempel havet: Hvordan kan mennesker få gavn af havets ressourcer uden at ødelægge de marine økosystemer? Det er udfordringen, og det kan skabe entusiasme. Forskere såvel som borgere er meget interesserede og vil gerne bidrage. Økosocialisme er også en måde at tale med folk på, så de får lyst til at handle.

Hvem sagde urealistisk?

I Danmark ser vi, at socialdemokraterne ved magten bremser lovede klimatiltag med den begrundelse, at det afgørende i dag er at få gang i vækst og beskæftigelse.

– Det er altid det samme. Alle socialdemokrater i Europa har denne gammeldags ideologi, der hævder, at man først må have vækst – i BNP selvfølgelig – for at få velstand, og først da har man penge at investere i grønne løsninger. Men verden har forandret sig. Pengene er der. Se blot på gennemsnitsindkomsten for de multinationale selskabers direktører, og hvordan sådanne firmaer faktisk investerer i såkaldt grøn kapitalisme. Socialdemokraterne har ikke viljen til at tage pengene, hvor de er, og anbringe dem i tiltag og investeringer i fællesskabets interesse.

– Hvad enten de vil det eller ej, er vi på vej mod, at olie og andre fossile brændstoffer topper, og naturressourcerne udtømmes. Så vi er nødt til at tænke på nye måder at producere og forbruge på, og hvis vi ikke planlægger langsigtet for dét, vil det føre til en social katastrofe, når jobbene forsvinder i bilindustrien, flyindustrien osv.

– Socialdemokraterne beskylder os for at være utopiske og urealistiske. Men de nægter at se klimaforandringerne og de begrænsede naturressourcer i øjnene, så det er faktisk dem, der fører en urealistisk politik.

Relokalisering

Meget af industrien i f.eks. Danmark er blevet udflyttet til især Fjernøsten. Hvordan forholder I jer til det?

– Det er slående, at forbrugsgoder nu især fremstilles i Asien og andre steder i Syd og transporteres til forbrugsstederne i Europa, f.eks. Danmark og Frankrig. Det er en fejl både socialt og miljømæssigt.

– Det fører til sweatshops og elendige arbejdsforhold, som vi så med tekstilindustrien i Bangladesh, børnearbejde og manglende arbejderrettigheder. Det fører til forurening på grund af den omfattende transport af varer. Og det fører til døden for de lokale industrier i vores lande. Det er tåbeligt, for uanset den økologiske omstilling, vil vi altid have brug for industri, der laver cykler, gafler, stål osv. Vi ønsker ikke, at industrien skal ligge i ét land, hvorfra varerne skal sendes ud i hele verden. Den bør relokaliseres, så den ligger tæt på forbrugsstederne.

– Vi rejser krav om beskyttelsestiltag – både af hensyn til vores lokale industri og af hensyn til udviklingslandenes befolkningers ret til at vælge deres egen udviklingsmodel og til at fremstille deres egne forbrugsvarer. Det, vi foreslår, er beskyttelsesbarrierer og afgifter, men også at vi genopfinder vores industrimodel i Vesten, for vi kan ikke fortsætte som hidtil. Udgangspunktet må være menneskers reelle behov i stedet for hurtig udskiftning af varer. I Frankrig foreslår vi f.eks. lovgivning om længere garanti på produkter, krav om bæredygtige varer og ret til at kunne få repareret produkter.

– Selvforvaltning er også en meget vigtig dimension af vores økosocialistiske manifest og tiltag, for hvis det var arbejderne, der sammen med borgerne traf beslutningerne, ville det ikke være de samme beslutninger, som f.eks. de amerikanske pensionsfonde tager. De ville bygge på sociale og kollektive interesser frem for det forventede afkast af investeringerne.

– I Frankrig har vi allerede nogle kooperative, medarbejderejede virksomheder, som fungerer godt. Normalt er lønspredningen 1 til 7 i disse virksomheder, ikke 1 til flere tusinde.

Udvikling frem for vækst

En række franske miljøorganisationer bekender sig til modvæksttankegangen. Hvordan forholder Venstrepartiet sig til vækst og til modvækstbegrebet?

– Venstrepartiet blev stiftet for kun fem år siden, og det samlede folk fra meget forskellige traditioner på venstrefløjen: folk fra Socialistpartiet og Kommunistpartiet, feminister, pacifister, trotskister og også mange fra modvækstbevægelsen. Jeg kom selv fra en radikal økologisk modvækstgruppe.

– I manifestet for økosocialisme og i partiets egne tekster tager vi afstand fra væksten. Vi siger, at økonomisk vækst ikke kan være målet, for målet er velfærd og et godt liv. Vækst i BNP-termer har ikke vist sig effektivt, hverken når det gælder at skabe job og velfærd eller at mindske ulighederne. Så vi arbejder for andre indikatorer end BNP og for alternativ vækst. Vi tror på menneskelig udvikling og alternativ udvikling, men ikke på denne økonomiske vækst, som har leveret i forhold til store aktieejeres behov, men ikke i forhold til reelle menneskelige behov.

»Den grønne regel«

– Er du enig i, at når det gælder lande som Frankrig og Danmark, må den samlede materielle produktion reduceres?

– Ja, for naturressourcerne er begrænsede, og den globale »Overshoot Day« falder stadig tidligere på året (dvs. den dato i året, hvor menneskers brug af Jordens ressourcer og evne til at optage CO₂ m.m. overskrider, hvad Jorden kan regenerere i løbet af samme år, red.). Sidste år var det den 20. august, hvilket indebærer, at allerede den 20. august burde vi egentlig have stoppet alle vores menneskelige aktiviteter, så biosfæren kunne forny grundlaget.

– Samtidig bliver vi stadig flere mennesker på kloden. Så vi er nødt til at lære at deles om naturressourcerne, og det betyder, at forbruget må reduceres i de udviklede vestlige lande, sådan at landene i Syd kan dække deres basale menneskelige behov. Så vi må have »degrowth« i det materielle forbrug, blandt andet gennem øget genbrug.

– Denne opfattelse indgik i præsidentvalgkampen for Venstrefronten og i manifestet for økosocialisme.

Venstrefronten, Front de Gauche, er et samarbejde mellem Venstrepartiet, Kommunistpartiet og en række grupper på den yderste venstrefløj.

– EU har indført en »gylden regel« om at reducere offentlige udgifter gennem nedskæringer osv. I stedet foreslog vi og Venstrefrontens præsidentkandidat, Jean-Luc Mélenchon, en »grøn regel«: at der ikke må tages mere fra biosfæren, end den er i stand til at forny til de kommende generationer.

Fælles sprog for faglige og grønne

– Strategisk er det afgørende at forene sociale kampe og miljøkampe, står der bl.a. i manifestet. Ser du nogen bevægelser eller grupper i Frankrig i dag, f.eks. fagforeninger, som miljøfolk kan samarbejde med?

– Ja, det er faktisk en af de ting, der fik os til at gå i gang med dette økosocialistiske projekt. Vi så i Frankrig og andre europæiske lande på den ene side arbejdere og fagforeninger, der kæmpede for deres arbejdspladser, og på den anden side miljøaktivister og -bevægelser, der kæmpede for at beskytte naturen, og ofte bekæmpede de hinanden i stedet for at samarbejde. Både i forhold til atomkraften og i forhold til fabrikker, hvor miljøfolkene kort fortalt sagde: »Luk dem, de forurener for meget,« mens fagforeningerne sagde: »Bevar dem, vi kan ikke undvære arbejdspladserne.«

– For Venstrepartiet må det sociale og det miljømæssige være samme kamp, for de har de samme rødder: det kapitalistiske system, produktions- og forbrugssystemet. Kræfterne bør forenes, fordi vi har samme fjende.

– Jeg har deltaget i et utal af offentlige møder for at lægge det økosocialistiske manifest frem til diskussion. Deltagerne har været både fra fagforeninger, miljøbevægelser og politiske organisationer, og de var taknemmelige, fordi vi præsenterede noget, som de kunne forstå og tage til sig sammen. Nu har vi et fælles sprog, og det er meget vigtigt for fremtiden.

Et begreb, der spreder sig

Hvorfor er »økosocialisme« et vigtigt begreb?

– Vi har behov for fælles ord for at have fælles handlinger og overvejelser. Men det vigtigste er selvfølgelig ikke at bruge ordet »økosocialisme«, men at tage del i det økosocialistiske projekt. Nogle steder kan ordet give problemer. F.eks. var jeg sidste sommer i Ungarn, hvor mødedeltagerne til at begynde med sagde, at det var svært at tale om socialisme på grund af landets historie og dårlige erindringer knyttet til ordet socialisme. Men de endte med at se ordet økosocialisme som en måde at beholde det bedste i socialismen og forny det i forhold til de økologiske udfordringer.

– Økosocialisme er et begreb, der spreder sig i Europa. Det er en måde at tale til både miljøaktivister og mere traditionelle venstrefløjsfolk, sådan at de alle kan genkende sig i projektet. Men ordet er ikke det afgørende, det afgørende er indholdet og handlingerne.

– Jeg oplever ikke, at folk har problemer med ordet. Det, der optager dem, er at få sociale og miljømæssige spørgsmål forenet i et nyt politisk projekt.

Europæisk netværk

På europæisk plan har Venstrepartiet taget initiativ til et økosocialistisk netværk, som lige har holdt sit andet møde. Hvilken rolle mener du at dette netværk kan spille?

– Vi er interesserede i samarbejde med alle, der vil flytte tingene i retning af økosocialisme. Vi samarbejder i det Europæiske Venstreparti (hvor Enhedslisten deltager fra Danmark, red.), men vi har også andre samarbejdspartnere, som ikke er med i det Europæiske Venstreparti, især i østeuropæiske lande. Så vi indbød alle til et møde i Paris i januar for at undersøge, om et økosocialistisk netværk var en god idé. Der kom overraskende mange, og efter det andet møde i Bruxelles for nylig er vi 19 organisationer fra 14 forskellige lande.

– Vi er åbne over for samarbejde med alle politiske organisationer, der ønsker at vide mere om økosocialisme og fremme den. F.eks. kan man også være observatør i netværket. Jeg tror, at dette samarbejde bliver en hjælp i EU-parlamentsvalget.

– Vores samarbejdspartnere i Polen er glade for kontakten, for de har ofte følt sig noget alene. Samtidig spiller det en stor rolle for os andre, hvad der sker i Polen, for det er udset som indgangsport for skifergasudvinding i EU.

– Deltagerne i netværket deler en vilje til handling. Som første kampagne tager vi fat på de multinationale energiselskaber som f.eks. Total og Chevron, som prøver at udbrede skifergasudvinding, olieindustri og atomkraft.

 

Artiklen blev oprindelig bragt på Modkraft.dk.