Grønne investeringer kræver fortsat – ubæredygtig – vækst i forbrugerøkonomien, hvis de skal kunne betale sig på markedsvilkår. I stedet er der brug for en ny mekanisme til at lede ressourcer over i grøn omstilling.

Af Bill Blackwater

“Miljøkeynesianismen” er en bred retning, der hævder, at statslige investeringer i ”grønne” formål på én gang kan redde økonomien fra recession og kloden fra undergang.

Efter Lehman Brothers-krakket har disse ideer fået dramatisk øget politisk trækkraft. I oktober 2008 opfordrede FN’s Miljøprogram, UNEP, til en “Global Green New Deal”, og man anbefalede G20 at afsætte 1 procent af det globale BNP til formålet.

Selv om en sådan tilgang synes meget oplyst, lider den i realiteten af en fatal fejl. For at kunne fungere økonomisk, er disse projekter afhængige af fortsat vækst i forbrugerøkonomien – som denne retning selv erkender er miljømæssigt uholdbar.

Endnu mindre velkendt er den naturlige konsekvens: at hvis disse projekter virker miljømæssigt, vil de ikke være økonomisk bæredygtige. I det mindste ikke inden for en kapitalistisk økonomi. Hvad der virkelig kræves, er faktisk en form for socialiserede investeringer, som ikke er knyttede til at høste et økonomisk afkast.

Tre opfattelser af keynesianismen

Der er faktisk tre forskellige koncepter inden for de politikanbefalinger, vi her taler om. Hvorvidt nogen af dem præcist kan henføres til Keynes, er en anden sag, som ikke skal undersøges her.

Det første er multiplikatoreffekten. Ifølge dette koncept vil en stigning i statens udgifter udløse ekstra bølger af privat forbrug, idet de, der modtager betaling, bruger noget af denne indkomst på andre varer og tjenesteydelser, hvorefter de nye modtagere køber for en del af pengene, og så videre. Det er princippet bag de nationale hjælpepakker som f.eks. den amerikanske Recovery and Reinvestment Act fra 2009.

Tanken er, at i en recession træder regeringen til og køber flere varer og tjenesteydelser, med det formål at genoprette efterspørgselsstrømmen gennem økonomien. Miljøkeynesianismens tilgang har været at målrette dette statslige forbrug mod projekter, som samtidig vil føre til miljøforbedringer, f.eks. energirenovering af bygninger.

Det andet koncept sender tankerne tilbage til Roosevelts politik. New Deals offentlige investeringer sigtede ikke alene på at indsprøjte kortsigtet efterspørgsel i økonomien, men på at opbygge infrastrukturer – veje, dæmninger og broer – som ville føre til øget vækst på langt sigt. Miljøkeynesianismen hævder, at investeringer i grøn infrastruktur vil udvide økonomien i nye retninger.

Det tredje koncept overlapper med det andet. Det tager udgangspunkt i den forudsætning, at kulstoffattige teknologier (dvs. teknologier med lav eller ingen udledning af CO₂ m.v., red.) må blive de dominerende den globale økonomis fremtidige udvikling. Argumentet er typisk en appel til nationale interesser: Ved at investere i forskning og udvikling inden for fremtidens industrier, vil en regering bidrage til at gøre sin økonomi konkurrencedygtig på internationalt plan.

Kortfristet grøn stimulus og dens miljøkritikere

Multiplikatoreffekten var et element i mange af de nationale pakker, som blev rullet ud i 2009 for at stimulere økonomien. De blev ofte kritiseret af miljøforkæmpere, fordi de grønne indslag blev overskygget af langt større udgifter til kulstof-intensive områder.

En mere dybtgående kritik blev formuleret af Tim Jackson, forfatter til Velstand uden vækst. Han kritiserede selve begrebet multiplikatoreffekt som et miljømæssigt instrument, idet det er baseret på, at modtagerne af statens penge bruger en del af deres indkomst på andre ting. Det kan ikke undgå at styrke de kulstofintensive virkninger af det konventionelle privatforbrug.

På trods af dette forblev Jackson fast støtte af miljøkeynesianske forslag, fordi han støttede det andet og tredje koncept, vedrørende brugen af grønne investeringer for at omdanne økonomien.

I virkeligheden gælder Jacksons indvendinger mod kortsigtet grøn stimulus også over for langsigtede grønne investeringer. For at de kan fungere og lykkes som økonomiske investeringer, må de føre til en ekspansion i forbrugerøkonomien – med alle de belastninger af miljøressourcerne, ikke mindst kulstofdrænene, det ville føre med sig.

Langsigtet grønne investeringer: den ”økonomiske fløj”

Der er to lejre blandt dem, der slår til lyd for statslige investeringer i grøn forskning og udvikling og infrastrukturprojekter. Den første er den økonomiske fløj: dem, der (som f.eks. Nicholas Stern) understreger, at dette er nøglen til økonomisk vækst. De sammenligner typisk de grønne investeringer med tidligere bølger af infrastrukturudvikling (f.eks. jernbaner, veje, elektrificering), og forudsiger, at de vil føre til en ny industriel revolution.

Men det er der stærke grunde til at betvivle. De fleste grønne infrastrukturprojekter – f.eks. vindmølleparker – er bare dyrere erstatninger for, hvad vi allerede har. For virksomheder og husholdninger vil der ikke være forskel på, hvad der kommer ud af stikkontakten, hvad enten det er produceret af et solpanel eller et kulkraftværk.

Dette bringer os til et andet problem. For at bruge Marx’ analyse udgør energisektoren en del af Afdeling I (dvs. produktionen af produktionsmidler), som Afdeling II (dvs. produktionen af forbrugsvarer) er baseret på. Fortalere for grønne investeringer hævder gerne, at hvis man sætter pengene i kulstoffattig energiinfrastruktur, vil det give nye arbejdspladser og velstand. Men umiddelbart gavner sådanne investeringer blot en del af Afdeling I – en, der ikke beskæftiger mange mennesker.

For at investeringer i kulstoffattig energi skal føre til en stigning i arbejdspladser og velstand, må de udløse vækst i Afdeling II, den konventionelle forbrugerøkonomi. Hvorfra skal energisektoren ellers opnå en fortjeneste? Derfor vil de grønne investeringer ikke være mere grønne end de ting, forbrugerne bruger pengene på, og desuden må de føre til en udvidelse i privatforbruget for at 1) dække deres øgede omkostninger og 2) føre til økonomisk vækst.

Langsigtede grønne investeringer: ”miljøfløjen”

En anden gruppe fortalere for grønne investeringer lægger vægt på miljøbeskyttelse over for økonomisk vækst. Vi kan kalde den miljøfløjen. Tim Jackson hører f.eks. til denne gruppe. De underliggende modsætninger i deres argumentation er nøjagtig den samme som for den økonomiske fløj, siden også de retfærdiggør deres forslag med økonomiske bevæggrunde.

Miljøfløjen opbygger normalt en økonomisk argumentation for grønne investeringer som følger. De antager, at business as usual-omkostningerne ved energiproduktionen uundgåeligt vil stige:

• De fossile brændstoffer vil blive mere knappe og dermed dyrere.
• Fortsat brug af fossile brændstoffer vil føre til farlige klimaændringer og økonomiske omkostninger.
• Regeringerne vil være tilbøjelige til at lægge stigende omkostninger på kulstof.

De hævder videre, at investeringer i projekter for kulstoffattig energi vil give økonomiske besparelser i forhold til business as usual. Ofte konkluderer de, at sådanne investeringer er sikre på at give fortjeneste – og jo højere oliepris eller kulstofafgift, desto større fortjeneste.

Ét problem med disse argumenter har at gøre med rekyl-effekten: Øget ressourceeffektivitet sænker priserne og har derved tendens til at øge efterspørgslen. Miljøfløjen hævder typisk, at investeringer i energieffektivitet vil give et afkast ved at generere omkostningsbesparelser. Men for at disse besparelser kan realiseres som en fortjeneste, må de sparede penge bruges.

Spørgsmålet er: Hvad vil husstandene og virksomhederne bruge gevinsten til? Yderligere personligt forbrug og erhvervsinvesteringer vil blot forstærke ubæredygtigheden i forbrugerøkonomien. Grundlæggende er den miljømæssige fløjs økonomiske argumentation afhængig af rekyleffekten.

Det modsatte problem vil opstå, hvis energiomkostningerne stiger så meget, at de udligner rekyleffekten. Der er gode grunde til at tro, at et kulstoffattigt energisystem ville være dyrere end det nuværende. (F.eks. laver vindmølleparker ikke strøm, når det ikke blæser, og de kræver stadig gas- eller kulkraftværker i reserve.) Det kunne betyde, at alle besparelserne går til at betale de højere energiomkostninger. Så ville der ikke blive sat skub i efterspørgslen, og økonomien ville blive bebyrdet med omkostningerne ved de kulstofreducerende investeringer.

Klimaforandringernes økonomi

Det overordnede problem med den miljømæssige fløj er, at den sammenblander:

1) besparelser sammenlignet med et kontrafaktisk fremtidsscenario

2) et rentabelt afkast på den aktuelle investering.

Klimaforandringerne er et centralt eksempel. Som et nyt fænomen udgør det en ny omkostning. Hvis man investerer i en kulstoffattig infrastruktur, indfører kulstofafgifter og opbygger forsvarsværker mod oversvømmelser, reducerer det sikkert de nye omkostninger som følge af fremtidige klimaforandringer, i forhold til hvis man ikke gjorde noget. Men det er ikke det samme som at reducere en eksisterende omkostning og få en gevinst, man kan få udbetalt og bruge på andre ting – og til at betale den oprindelige investering tilbage.

I mellemtiden er kulstofbegrænsningen i sig selv en ny omkostning. Det vil være en hæmsko for nutidens økonomi (i forhold til andre investeringer, der kan skabe flere arbejdspladser og afsætningsmuligheder), og bremser måske bare den hastighed, hvormed vi bliver fattigere i fremtiden.

Miljø-makroøkonomi

Miljøfløjen misforstår generelt konsekvenserne af sine forslag. Typisk indser den, at den økonomiske fløjs ideer er miljømæssigt ubæredygtige, men ikke at deres egne er økonomisk ubæredygtige – inden for en kapitalistisk økonomi, vel at mærke. I praksis smugles væksten ind i deres antagelser som en teoretisk konstant. Uden denne antagelse giver deres forslag ikke traditionel økonomisk mening, sådan som de påstår.

Tim Jackson forestiller sig for eksempel en ikke-vækst-økonomi (i praksis en, der skrumper, til den har nået en ligevægtstilstand), og alligevel forventer han, at investeringerne i den kulstoffattige økonomi giver et overskud. Men et overskud betyder en stigning i den reale købekraft, ud over hvad man kunne have fået med de oprindelige midler. Dette kræver i sin tur, at hele økonomien vokser. Det er der en række grunde til.

For det første: Hvis økonomien holder op med at vokse, vil der ske en deflationær implosion, hvor økonomien faktisk trækker sig sammen.

For det andet: For at en investering i én sektor af økonomien skal klare sig godt, må andre sektorer af økonomien også vokse. Som allerede omtalt vil vindmølleparker f.eks. kun hente overskud ud af virksomhedernes og husholdningernes forbrug.

For det tredje: Hvis økonomien skrumper, vil en investor – selv om investeringen i f.eks. vindmøller går godt på sine egne præmisser – nok ende med en større andel af fremtidens økonomi, men stadig kun være i stand til at købe en mindre værdi i varer og tjenesteydelser.

For det fjerde: Hvis investeringerne er finansieret ved låntagning i stedet for opsparing, vil den fremtidige indtjening fra disse investeringer skulle være højere end de nuværende omkostninger plus renter – hvilket er umuligt i en økonomi, der er varigt reduceret.

Konklusion

For at sammenfatte: Hvis miljøkeynesianismens forslag går godt økonomisk, vil de skade miljøet. Og hvis de er miljømæssigt effektive, vil de ikke være økonomisk bæredygtige i en kapitalistisk økonomi, der kræver uophørlig vækst.

Miljøforkæmpere, der støtter disse ideer, har en tendens til at tro, at deres egne forslag er både miljømæssigt og økonomisk bæredygtige. Men det er en fejltagelse, som ofte kommer af, at man sammenblander de fremtidige besparelser, der ville være ved at undgå farlige klimaforandringer, med en vækst i fortjenesterne, der kunne give et afkast på den aktuelle investering. Da klimaforandringer er en ny omkostning, vil en reduktion af dens fremtidige effekter ikke fjerne en eksisterende omkostningsbyrde og frigøre ressourcer, vi kan bruge på andre måder.

Alt i alt er miljøkeynesianisme en mislykket teori om, hvordan kapitalismen kan redde sig fra sig selv. Der er ingen grund til at tro, at den både kan stimulere væksten og holde sig inden for miljøets grænser.

Det betyder, at en langt mere radikal tilgang er påkrævet – noget, der rækker ud over Keynes, hvis politiske værktøjskasse var begrænset til at redde den kapitalistiske økonomi fra dens lejlighedsvise depressioner. Keynesianismen er ikke svaret, for den handler om at øge efterspørgslen, mens vores miljøproblem i dag gør det nødvendigt at mindske efterspørgslen.

Imidlertid må man ikke glemme, at det fortsat er nødvendigt med investeringer i imødegåelse af klimaforandringer og i klimatilpasning. De investeringer vil ikke gøre os rigere, men hvis vi accepterer dét, kan vi også acceptere, at vi alligevel ikke vil blive rigere, eftersom væksten må indskrænkes for at undgå miljøkatastrofer. Det, der er brug for, er en ny mekanisme til at lede en betydelig del af de nuværende ressourcer over i sådanne projekter – en mekanisme, der ikke er baseret på at opnå et økonomisk udbytte.

Grundlæggende betyder det, at kapitalismen er uforenelig med en hurtig overgang til en verden med lave kulstofudledninger. Derfor er det vigtigt, at staten indtager en afgørende rolle i fordelingen af økonomiske ressourcer til det fælles bedste – og at denne erkendelse breder sig blandt miljøforkæmpere.

 

Bill Blackwater er freelanceskribent og journalist, bosat i London.

Artiklen er oversat fra ClimateAndCapitalism.com af Finn Kjeller til Modkraft.dk.

Af samme forfatter:

• The Denialism of Progressive Environmentalists (Monthly Review)
• We Are All Wotan (blog)

Se også:

• Velfærd uden vækst? – Om Tim Jacksons rapport “Prosperity without growth?” (Socialistisk Information 22.10.2009)