Kulturkamp og kapitalinteresser er ved at køre den grønne omstilling i sænk, advarer ny bog. Nu må der fokus på omfordeling for at skabe en folkelig klimaalliance.

Af Finn Kjeller

”Spil ’woke’-kortet! Lad der gå ’kulturkrig’ og identitetspolitisk konflikt i klimakampen, sådan at afgørende vælgergrupper frastødes af den. Gør alt for at udbygge en kulturel og identitetsmæssig splittelse i den brede befolkning, som dels kan aflede opmærksomhed fra klimakampen og dels sætte en livsstilsmæssig kile ind i klimabevægelsen.”

Sådan lyder ifølge en ny debatbog den strategi, som siden 2010’erne er vokset frem i ”den sorte kapitalfraktions” ideologiske kraftcentre, og som i dag giver den yderste højrefløj fremgang i mange lande. Også her til lands, hvor Støjberg har ”bygget et helt parti, som lever af netop denne kulturkløft”.

Som alternativ skitserer forfatterne ”sigtelinjer for, hvordan en grøn omstilling til materiel gavn for de mange kunne se ud. Vi foreslår en vej uden om den individuelle klimaskam, via fælles løsninger og en strategi, der sætter jobs og materiel tryghed i centrum”.

De tre forfattere, Rune Møller Stahl, Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Møller Mulvad, har speciale i henholdsvis økonomiske ideer, magteliter og demokrati. Solidaritet har talt med Christoph, som er sociolog og lektor på Copenhagen Business School.

Udledninger med klasseforskel

Globalt står klodens fattigste 50 % for blot 11,5 % af alle udledninger, mens de rigeste 10 % står for næsten halvdelen. Den rigeste ene procent af verdens befolkning udleder 16,9 %.

”Når vi ser på tallene, er det altså tydeligt, at klimabelastning er et spørgsmål om klasse. Men på trods af, at det faktisk er de mest velstående, som står til at skulle begrænses mest, hvis vi skal nå klimamålene, er det lykkedes for højrefløjen i en række lande at få klimaforkæmperne til at fremstå som de elitære,” konstaterer forfatterne.

”Der er ingen tvivl om, at Støjbergs kulturkamp også er et kynisk forsøg på at sikre de økonomiske interesser for hendes bagland i landbruget. Men for os er det mere interessant at undersøge, hvorfor det tydeligvis er en effektiv taktik at tage klimaet som gidsel.”

Ifølge bogen er der kommet alt for stærkt fokus på individets personlige ansvar for at forbruge ”moralsk korrekt”, med alt hvad det indebærer af klimaskam og trodsreaktioner mod det bedrevidende smagsdommeri fra dem med ”de rigtige holdninger”.

Moral og ansvar

”Så længe vi gør klima til et spørgsmål om den rette moral, taber vi,” advarer forfatterne.

”Det betyder naturligvis ikke, at man ikke kan gøre en forskel i hverdagen ved at genbruge, sortere skrald eller flyve mindre. Men grundlæggende betyder det, at den grønne omstilling ikke handler om dig og dit forbrug. Det handler om at indrette en økonomi, som virker. Med andre ord at gøre klimapolitik til et økonomisk frem for kulturelt spørgsmål. Et spørgsmål om fordelingspolitik frem for kulturkamp.”

Er det ikke også et væsentligt bidrag, at nogle, der har overskud til det, gør, hvad de kan, for at leve mere bæredygtigt uden at vente på politikerne – som afsæt for at kræve, at politikerne gør, hvad de kan?

– De, der gør noget selv, er uundværlige. De skaber ideer og peger på veje, som man senere kan bruge til løsninger, f.eks. det, folk gjorde for vedvarende energi i 1980’erne. Men nu må klimakampen skifte gear, så vi handler i fællesskab, hele befolkningen, siger Christoph.

– Vi kan ikke tro på, at alle går med i fødevarefællesskaber, andelsgårde osv. Omstillingen skal også være drevet af folk, der måske ikke går op i klimaet som livsstilsprojekt, men som gerne vil have en socialt retfærdig grøn omstilling. Og det viser undersøgelser fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), at den store del af befolkningen faktisk gerne vil.

– Vi må tilbyde dem noget, de kan være i, og som ikke kræver, at de skal tænke over, om de køber det rigtige eller det forkerte, hver gang de står i supermarkedet.

Det private forbrug

Kan vi få et bæredygtigt samfund uden store forandringer i folks forbrugsvaner? Og er forandringer i forbrugsvanerne ikke også kulturelle forandringer?

– Vi kan ikke komme igennem med den grønne omstilling, uden at det gør ondt på vores muligheder for at forbruge. Det, vi siger, er, at det er urealistisk og vil give bagslag, hvis man satser på, at folk individuelt begynder at forbruge mindre. Særligt fordi det i dag er dyrere at forbruge bæredygtigt.

– Det er ikke bare en kulturforandring. I dag skal man faktisk være villig til at betale ekstra og afstå fra andre forbrugsmuligheder. I stedet bør vi starte med at gøre det bæredygtige forbrug til det billigste, så det ikke kræver, at man har lyst til at betale en form for aflad for at få lov til f.eks. at spise madvarer, der er i sæson og produceret lokalt.

På nogle forbrugsområder foreslår bogen progressive afgifter kombineret med ”prissikring på et begrænset forbrug, også af klimabelastende varer”, f.eks. ”en vis mængde kød, eller benzin til at pendle til arbejde og hente børn i de områder af landet, hvor man er afhængig af sin bil.”

Vil højrefløjen ikke under alle omstændigheder bruge afgifter til at føre kulturkamp mod ændring af forbrugsvaner?

– Med vores politik vil det være en anden måde at tale om det på, hvor man ikke siger, at du er forkert, fordi du har lyst til at købe oksekød en gang imellem, fordi det er en familietradition eller del af din hverdag, men at det vil vi godt give adgang til at gøre i begrænset omfang, og det gælder for alle.

Alle skal bidrage – de rige mest

SVM-regeringen poster milliarder i billigere slik og chokolade, billigere benzin og diesel, billigere strøm – selv om den gerne vil fremstå som tilhængere af både grøn omstilling og folkesundhed. Hvorfor gør de det?

– ­Det er nok et forsøg på at adressere nogle af de klasseproblemer, vi også peger på i bogen – den stigende ulighed. Samtidig er det et godt billede på, hvor fantasiløs den politik er. F.eks. har man præsenteret afskaffelse af elafgiften som et tiltag, der øger ligheden, selv om det er de rige, der sparer mest i kroner og øre. Det understreger, at man ikke er villig til at lade dem med de største udledninger betale ekstra.

Ifølge Klima og klasse er en socialt retfærdig fordeling af byrderne altafgørende i forhold til klimapolitikken.

”En plan for den grønne omstilling kan være nok så effektiv. Men hvis ikke den opfattes som retfærdig af det store flertal af vælgerne, vil den blive rullet tilbage efter næste valg.”

Det handler ikke alene om byrdefordelingen i den grønne omstilling, men også når det gælder om at håndtere følgerne af de klimaforandringer, der allerede er i gang.

”100-års-hændelser bliver til 2-3-års-hændelser, så stormfloder som den i 2023 om få årtier vil blive helt almindelige.”

Grøn omstilling med folkelig opbakning

”Dén politiske aktør (om det så er et parti eller en social bevægelse), der kan koble udfordringen med grøn omstilling mest effektivt sammen med en forventning om fortsat materiel tryghed, vinder i kampen om tilslutning,” forudser forfatterne og spørger:

”Hvordan kunne en ambitiøs grøn omstilling se ud, hvis den skulle foregå på de folkelige klassers præmisser? Hvordan kan man bygge et politisk projekt op om en koalition af folkelige klasseinteresser, der kan få et befolkningsflertal bag sig, og som derfor er stærk nok til at udstikke en ny retning for den grønne omstilling?”

Forfatterne tager afsæt i konstaterbare holdninger i arbejderbefolkningen. En stor undersøgelse fra Fagbevægelsens Hovedorganisation viste i 2022, at 74 % af alle lønmodtagere var ”meget eller overvejende positivt indstillet over for den grønne omstilling”. Samtidig sagde 77 %, at det ”i høj grad” eller ”i nogen grad” er vigtigt for dem, at den grønne omstilling bliver socialt retfærdig.

”Et holdbart svar på klimakrisen må altså både adressere den strukturelle transformation af økonomien og sikre politisk opbakning gennem håndgribelige materielle fordele for den brede befolkning.”

Garantér gode job

I et tilbageblik minder bogen om, at hvordan globaliseringen ramte arbejdere med udflytning og forgyldte multinationale, kapitalfonde og investeringsbanker. Den styrkede kapitalens lobbyer og svækkede fagbevægelsen.

”Hvis vi skal undgå at gentage ’de overflødiges oprør’ på klimaområdet, skal vi sørge for gode jobs og udvikling til hele landet og alle samfundsklasser,” pointerer forfatterne.

Sikre, bæredygtige jobs ”er en nøgle til at samle opbakning at give almindelige arbejdstagere vished for, at den grønne omstilling ikke er en trussel mod deres evne til at forsørge dem selv og deres familier, men tværtimod giver dem bedre muligheder”.

De hårdeste nødder at knække er ”udkanten” og jobs, der er afhængige af den fossile økonomi.

”Hvis vi blot stiller os tilfredse med, at skabelsen af nye jobs foregår på markedets præmisser, vil disse jobs især blive skabt de steder, der allerede er de mest økonomisk dynamiske – hvad enten det er Herning eller København. Men en sådan udvikling vil blot være med til at øge den regionale ulighed, og dermed skubbe nogle af de mest skeptiske endnu længere væk fra en koalition baseret på socialt retfærdig grøn omstilling. Det hjælper ikke en nylig arbejdsløs i Frederikshavn meget, at der kommer en ny fabrik i Hillerød.”

”Der er altså hårdt brug for, at en proaktiv industripolitik prioriterer nye arbejdspladser i de ramte områder og for de uddannelsesgrupper, hvis jobs forsvinder som følge af den grønne omstilling. Og der er brug for en jobgaranti til at give en tryghed for, at man ikke skal igennem en længere periode med arbejdsløshed, før de nye muligheder kommer.”

Forfatterne henviser til Klima- og Omstillingsrådets model for en grøn jobgaranti, hvor staten garanterer alle ledige beskæftigelse i det offentlige eller i en nonprofitorganisation i civilsamfundet med opgaver relateret til klimasikring, naturgenopretning, omsorg, genbrug, istandsættelse m.m.

Grøn kapitalisme fungerer ikke

Den slags rød-grønne tiltag går frontalt imod de markedsbaserede tilgange til klimapolitik, der har været dominerende i årtier. De har været ”uden den store succes, og mange af de faktiske resultater har været et produkt af statslig intervention eller understøttelse”, skriver forfatterne og gennemgår nogle af de seneste eksempler på, at profitkrav blokerer for reelle klimaløsninger. Som i vinteren 2024, hvor ingen selskaber ville byde på opstillingen af tre store havvindmølleparker.

Også internationalt flyder investeringer fortsat til fossil energi, fordi afkastet er højere dér end i vedvarende energi: ”Verdens kapitalmarkeder har set på klodens fremtid og konkluderet, at den er en dårlig investering.”

”Når klimapolitikken er endt i denne blindgyde, handler det om, hvem der har fået lov til at sætte dagsordenen for den grønne omstilling. Selvom meget af presset for en grøn politik er kommet fra græsrødder og grønne bevægelser, så har den faktiske klimapolitik været langt mere præget af erhvervsinteresser – grønne såvel som sorte.”

”Hvis klimaomstilling skal drives af, at grønne projekter bliver gjort til gode investeringsmuligheder, så gavner det selvfølgelig primært dem, der har penge at investere. Og det er især samfundets privilegerede lag. Den øverste 1 % af befolkningen sidder på 25,5 % af den samlede formue og hovedparten af ejerskabet af aktier og virksomheder.”

Den grønne kapital

I sin analyse af ”klimakampens klasselandskab” ser bogen ikke kun på samfundsgruppernes placering vertikalt i forhold til rigdom og magt, men også på interesseforskelle horisontalt i forhold til ”grøn” eller ”sort” produktion. Således skelner den mellem grøn og sort kapital.

Interessekonflikterne inden for magteliten bør udnyttes strategisk gennem ”politiske forslag, der både kan samle arbejder- og middelklassen og samtidig tilbyde nok til de grønne dele af overklassen til at sætte lus i skindpelsen”.

Med ”grøn kapital” menes dog ikke, at denne del af kapitalen er klima- eller naturvenlig, men at den har fordele ved den grønne omstilling.

– De, der har penge investeret i olie eller svinelandbrug har relativt tydelige materielle interesser i, at den produktion kan fortsætte, mens de, der producerer vindmøller har interesse i, at man sætter fart på den grønne omstilling, så man får fyldt ordrebogen, forklarer Christoph.

– Den grønne akse afhænger af, hvad man tæller med som ”grøn omstilling”. Der er virksomheder, f.eks. bilproducenterne, som har interesse i en bestemt fortolkning af den grønne omstilling.

Den hellige ejendomsret

I Danmark har de ”sorte” fraktioner af kapitalen satset på at få kompensation for regulering snarere end at blokere den. De har med regeringsmagtens hjælp skaffet sig vetoret over klimapolitikken, bl.a. gennem klimapartnerskaber og den Grønne Trepart fra 2024. Den Grønne Trepart er et ”elitekompromis”, som betyder, at almindelige mennesker skal betale for kompensationer, der holder toppen af erhvervslivets skadefri.

Kapitalejernes ejendomsret er blevet helliggjort og fortolket, så den indebærer enorme erstatninger for påståede tabte indtjeningsmuligheder: til landbruget, minkavlerne osv. Denne ret håndhæves, uanset hvordan ejendommen er erhvervet, og uanset om den er baseret på ødelæggelse af naturgrundlaget. Til sammenligning får lønarbejdere nul erstatning for tabte indtjeningsmuligheder, når deres jobs forsvinder.

Den udfordring er vi ifølge Klima og klasse nødt til at tage op:

”Hvis vi blot fortsætter med den privilegering af ejendomsretten, som har præget de sidste århundreders liberale politiske tænkning, er det svært at forestille sig en retfærdig grøn omstilling.”

Socialdemokratiets falske balance

På Christiansborg står politikerne imidlertid ikke i kø for at udfordre kapitalinteresserne.

Klækkelige CO₂-rabatter til Aalborg Portland, trepartsaftalens dyre kompensationer til landbruget, hundreder af millioner brugt på at lægge gasrør til Nordic Sugars fabrikker på Lolland…

”Hver gang Socialdemokratiet har mødt en udgift, lader de til at vælge klimaet fra,” skriver forfatterne. De tvivler dog ikke på, at Socialdemokratiet gerne vil afbalancere det grønne med det sociale.

”Problemet er, at der er en anden, uudtalt præmis gemt under dette ønske om balance. Nemlig at det ikke er muligt at røre ved de økonomiske grundstrukturer i samfundet.”

”Det er rigtigt, at arbejderne på Aalborg Portland eller Nordic Sugars fabrikker har en materiel fordel af, at deres virksomheder får gratis gasledninger eller millionrabatter. Men hovedparten af gevinsten går stadig til ejere og aktionærer i disse store virksomheder, mens den brede befolkning taber i form af en langsommere og dyrere klimapolitik.”

Fagbevægelsen i splid med sig selv

Er fagbevægelsen i dag ligesom Socialdemokratiet så indsyltet i borgerlig økonomisk tankegang, at den ikke vil lytte til forslag om omfordeling af rigdom og magt?

– Fagbevægelsen er relativt splittet, svarer Christoph. En del af fagbevægelsen hænger deres hat på et meget tæt samarbejde med arbejdsgiverne og er blevet kustoder for den danske arbejdsmarkedsmodel. Men andre dele af fagbevægelsen tager dette her alvorligt.

– FH’s analyser viser, at fagbevægelsen forsøger at tænke over en socialt retfærdig grøn omstilling. Men det vil også kræve, at fagbevægelsen griber det og lægger strategien om. Fagbevægelsen må have mod til at gå op mod sine modparters interesser.

Hvilke økonomiske interesser præger ledelsen af fagbevægelsen og Socialdemokratiet?

– Fagbevægelsen har fået en tilknytning til store pensionsselskaber, som gør, at den er rykket tæt på magteliten, som vi også skriver om ibogen.Socialdemokratiet er måske endnu mere blevet et centrumparti med tætte bånd til erhvervseliten. Det er ikke nødvendigvis fra den kant, man skal forvente initiativer til en folkelig klimaalliance.

– Men vi skal have nok af dem med fra både fagbevægelsen og socialdemokraterne til at få en diskussion om det inden i de organisationer. Derigennem kan deres næste generation måske blive i stand til at indgå i sådan en folkelig klimaalliance.

Initiativer, der viser vej

Hvordan får vi styrke til at gennemtvinge de tiltag, som gør det muligt for den brede befolkning at vælge bæredygtighed?

– Med fare for at skyde spørgsmålet til hjørne: Vi tre, der har skrevet bogen, er ikke politikere eller vant til at organisere ting nedefra. Det, vi siger, er: Hvis man laver en alliance, som kun tager udgangspunkt i den øvre middelklasse, så vil den tabe. Man er nødt til at lave en alliance, der tager udgangspunkt i den brede befolknings bekymringer og forhold til klimaet. Hvordan alliancen konkret skabes, er ikke vores ekspertområder.

Bogens erklærede ambition er ”at komme med et analytisk bud på, hvordan der kan sikres bred opbakning til klimakampen, og forhåbentlig give nogle redskaber til aktivister, tillidsrepræsentanter eller almindelige borgere, der arbejder for en retfærdig grøn omstilling”.

Klima og klasse giver eksempler på samarbejde mellem grønne aktivister og organiserede arbejdere. Som da Murer og Murerarbejdsmændenes Faglige Klub i København sammen med klimaaktivister i juni 2023 gennemførte en aktion rettet mod bygherren på Lynetteholmen med tre krav: kædeansvar på alt byggeri på den kunstige halvø, minimum 25 % almene boliger, og at byggeriet ikke må gå ud over biodiversiteten i Østersøen.

– Vi nævner eksemplerne med det håb, at det måske kan inspirere nogle flere til at gøre den slags, slutter Christoph.

Rune Møller Stahl, Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Møller Mulvad: Klima og klasse. Hvordan vi undgår, at klimakampen ender i kulturkløften, Informations Forlag, september 2025. 322 sider. Vejledende pris: 250 kr.

Artiklen er oprindelig bragt på Solidaritet.dk den 30. september 2025.