Af Finn Kjeller

Mennesker blev skyllet gennem gaderne i hovedstaden Port Louis, og 11 omkom i stormfloden, de fleste fanget af vandmasserne i fodgængertunneller og bilparkeringer.

Det var i Mauritius den 1. april 2013. Dagen efter var national sørgedag, men trængslerne var kun begyndt for folk i den lille østat øst for Madagaskar.

– Siden da har vi oplevet stadig flere stormfloder, fortæller Ashok Subron, politisk og faglig aktivist. Han gav Solidaritet dette interview, da han for nylig gæstede Danmark som taler ved konferencer arrangeret af Transform!Danmark og Afrika Kontakt.

– Klimaforandringerne er allerede en realitet for os. De er begyndt at ramme vores livsgrundlag, de er begyndt at slå mennesker ihjel, og de er begyndt at skade vores sundhed.

Østaterne rammes først

– Havfolkene i de små østater har stået for under 1 procent af klimabelastningen, men rammes først af konsekvenserne. For os betyder det stigende temperaturer, stigende havniveau, hyppigere ekstreme uvejr.

– Mauritius har satset på turisme, men turismen er afhængig af laguner. CO₂-forureningen gør havvandet mere surt, og det ødelægger koralrevene og de marine økosystemer. Samtidig får vi invasive arter som følge af de stigende temperaturer: vandmænd og brandmænd, der kan være farlige for svømmere.

– Som Naomi Klein har skrevet: “Dette forandrer alt.”

Planetarisk nødsituation

Hvordan vurderer du situationen her tre år efter Parisaftalens indgåelse?

– Målsætningen om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader er et gammelt krav fra de små østater. Det tog os 10-15 år at få 1,5 grader på dagsordenen i de internationale klimaforhandlinger, COP-processen. I Paris-aftalen lykkedes det at få 1,5 grader nævnt, dog kun som en tilføjelse til den egentlige målsætning, som er at komme under 2 grader.

De små østater er samlet i Small Island Developing States (SIDS). For dem er forskellen mellem 1,5 og 2 grader et spørgsmål om liv og død. Over 1,5 graders opvarmning vil gøre østaterne langt mere udsatte for oversvømmelser, og næsten alle klodens koralrev vil dø.

– IPCC-rapporten fra oktober 2018 siger, at der kun er få år til at handle, hvis 1,5 grader ikke skal overskrides. Men de frivillige tilsagn under Paris-aftalen peger i retning af hele 3,7 grader. Dermed har den 24 år gamle COP-proces slået fejl. Vi er på vej i afgrunden, hvis der ikke bliver lavet seriøst om på COP-processen.

– Vi taler om at bevare livsbetingelserne for mennesker og andre levende organismer.

Ingen klimaredning sammen med Exxon-Mobil

Hvad skal der til for at få tilstrækkelig hurtig og effektiv klimaindsats?

– De unge strejker for klimaet, og det giver os håb. De ældre generationer må lytte til dem, svarer Ashok.

– Men vi må også stille spørgsmålet: Hvem skulle have deltaget i COP, og hvem skulle ikke have deltaget?

– Man kan ikke løse problemet sammen med dem, der har skabt problemet. Man kan ikke udtænke et klimavenligt samfund sammen med ExxonMobil og andre store selskaber, der lever af de fossile brændsler. Selskaberne har for 30 billioner dollars i fossile aktiver og har ikke tænkt sig at destruere den kapital.

– Derfor har vi de sidste 24 år fået falske løsninger – løsninger, der holder sig inden for en forestillingsverden, der bygger på varegørelse af naturen. CO₂-kreditter, Clean Development Mechanism, REDD++ osv. – de er alle slået fejl.

Sæt livet i centrum

I Danmark har vi Nordsøolien og -gassen, som man vil pumpe op til sidste dråbe…

– Hvad vil eliterne i Danmark svare de unge, som demonstrerer? spørger Ashok og fortsætter:

– Der er en kriminel dimension i klimapolitikken. Nogen må drages til ansvar. Direktører og aktionærer har også børn og må overveje, hvordan de vil ses af de kommende generationer. Og tro ikke, at klimaforandringerne kun vil ramme folk i fattige lande i syd. Danmark vender også mod havet.

– Vi må afvise illusionerne om CCS (indfangning og deponering af CO_2, red.). Det handler om at ændre måden, vi producerer og forbruger på.

– Vi må styrke almenvellets interesser og sætte bæredygtigheden og livet i centrum, i stedet for de store selskabers interesser. Det er centralt i et økosocialistisk projekt.

– COP-processen må revideres fuldstændigt. Der er brug for afvikling af fossile brændsler gennem internationale regler udmøntet på nationalt plan. Alle handelsaftaler, der underminerer det mål, må rulles tilbage. Ingen WTO-aftaler, TRIMS, TRIPS osv. må stå i vejen for omstillingen til vedvarende energi.

– I Mauritius mobiliserede vi imod et nyt kulkraftværk og fik regeringen til at aflyse projektet. Men selskabet lagde sag an ved et internationalt ISDS-panel, som pålagde vores regering at betale en stor erstatning. Konflikten er stadig i gang.

Klasser og klimagæld

– Klimaødelæggelsen har også en klassedimension og en dimension af ulighed mellem rige og fattige lande, understreger Ashok og henviser til tal fra Oxfam.

Ifølge en Oxfam-rapport fra 2015 er den fattigste halvdel af verdens befolkning ansvarlig for 10 procent af CO₂-udledningerne, men verdens rigeste tiendedel producerer omkring halvdelen af udledningerne.

– De rige har en klimagæld til blandt andre de små østater, som har forårsaget under 1 procent af drivhusgasserne. Og netop derfor vil Trump og højrefløjen ikke kendes ved Parisaftalen, siger Ashok.

– Men eliten i et land som Mauritius har også et ansvar med sin økonomiske og sociale politik. Virkningerne af klimaforandringerne er for eksempel blevet forværret, fordi man har ødelagt vådområder og regnvandets naturlige forløb ved at bygge bungalower til verdens milliardærer.

– Almindelige mauritiere og almindelige danskere er i samme båd. Og ligesom i Danmark har vi kræfter i vores land, som accepterer og fremmer klimaødelæggende politik. Så vi har en fælles kamp at kæmpe.

Mennesker og natur gjort til ting

– Det gælder ikke alene klimaforandringerne, men hele den økologiske katastrofe, vi befinder os i, understreger Ashok.

– Som en del videnskabsfolk har påpeget, befinder vi os i en ny geologisk tidsalder som følge af menneskers ageren: antropocæn. Nogle økosocialister kalder det “kapitalocæn” for at understrege kapitalismens betydning. Denne nye epoke i Jordens historie kræver en fundamental nytænkning.

– Den økologiske krise og den sociale krise er to sider af samme mønt. De har begge rod i det økonomiske, sociale og politiske system, der fulgte efter koloniseringen og de borgerlige revolutioner. Problemet med dette kapitalistiske system er for det første, at det er nødt til at vokse. Det ligger i kapitalismens DNA: Kapitalen må hele tiden akkumuleres.

– Aldrig før i menneskehedens historie har der været så stor ulighed, at nogle få håndfulde mænd kontrollerer halvdelen af klodens rigdom.

– Det er det samme system, der udbytter mennesker og natur. Det er Mauritius et tydeligt eksempel på. Landet er et produkt af en tingsliggørelse af natur og mennesker, og i særlig grad kvinder. Det startede med slaveriet, hvor mennesker blev købt og solgt. Koloniseringen raserede biodiversiteten – naturen betragtes som gratis gaver. Kun 1 procent af naturen fra før kolonitiden er bevaret.

– Det er en maskine til udplyndring af ressourcer, og den må stoppes, før vi går til grunde sammen med maskinen.

Lær af de oprindelige folks natursyn

– Da jeg var dreng, sagde min mor, at hvis jeg hentede en gren eller krydderurter til madlavning, skulle jeg sige undskyld til træet. Jeg rystede på hovedet af min mor. Men i dag, 40 år senere, mener jeg, at min mor havde ret, for det sagde noget om tidligere generationers forhold til naturen.

– Mauritius’ befolkning stammer fra forskellige dele af verden. Indflydelse fra indisk filosofi betyder, at nogle opfatter Jorden som mor og Månen som onkel.

– Vi må lære af de oprindelige folks forhold til naturen. Den vestlige kapitalisme forkastede dem som barbarer, men har selv fejlet.

– Et nyt natursyn er nødvendigt for at undgå afgrunden. Vi kan ikke løse den økologiske krise uden at overveje, om vi skal se naturen som objekter eller som subjekter, og om vi er en del af eller adskilt fra den.

Mauritius’ modsætninger

Mauritius har en lang og livlig tradition for sociale og politiske bevægelser. Alle de største partier har navne, som man umiddelbart vil forbinde med venstrefløjen: Militant Socialist Movement, Maurician Militant Mouvement og Labour Party.

– Mauritius hører til Afrika, men har ikke været et bondesamfund, men et arbejderklassebaseret samfundet på grund af sukkerplantagernes centrale rolle, forklarer Ashok.

– Labour-partiet blev dannet i 1936, og venstrefløjen blomstrede op i 1970’erne.

– Mauritius er på den ene side langt fremme med at indføre nyliberalistiske reformer såsom Free Trade Zones tilbage fra 1970’erne, dvs. tekstilindustri med billig arbejdskraft. Vi var også blandt de første til at få strukturtilpasningsprogrammer i 1970’erne.

– På den anden side er der skabt en velfærdsstat – som følge af presset fra sociale bevægelser, fagbevægelsen og venstrefløjen. Det er ikke som i Danmark, men vi har både gratis uddannelse og sundhedsvæsen, pension fra 60 års alder og gratis transport for studerende og ældre.

Kamp om turismen

– Samtidig er Mauritius kendt som et skatteparadis for milliardærer og mafia, som sætter deres penge i vores offshore-system. Det vil måske overraske folk i Danmark, at Mauritius for få år siden var den største investor i Indien: Gennem skuffefirmaer i Mauritius kunne udenlandske firmaer, endda også indiske, investere i Indien uden at skulle betale skat.

– Efter uafhængigheden satsede vores land på udvikling af turistsektoren. Turismen er nu udfordret af klimaforandringerne, også fordi man ikke længere kan bygge tæt på kysten. I stedet sker der det, at sukkeroligarkerne bygger luksusvillaer og bevogtede byer for verdens milliardærer. Og køber man en af disse luksusvillaer, har man også købt sig adgang til statsborgerskab i Mauritius.

– 1. maj sidste år var jeg ude og rive hegn ned ved byggepladser, hvor man vil opføre store hoteller. Jeg blev anholdt, men de kunne ikke retsforfølge os, for befolkningen er med os.

Det er en af de kampagner, der føres af Ashoks parti, Rezistans ek Alternativ.

– Vi bragte fagbevægelsen og unge miljøaktivister sammen. Vi tror, at fremtiden ligger i, at de to bevægelser forenes.

Er fagforeningerne ikke tilhængere af hotelbyggeri?

– Jeg har selv været involveret i fagligt arbejde og ved, at de ansatte i turistsektoren ligesom alle andre gerne vil have, at deres børn har adgang til strandene. Og det er ikke de ansatte, der tjener på turist-boomet. De bliver groft underbetalt, mens deres chefer, ofte fra udlandet, tjener mange gange mere.

– Vi arbejder for en alternativ turisme, som er baseret på de lokale mennesker, på respekt for miljøet, på at bruge vedvarende energi, cykler frem for biler og agroøkologisk jordbrug i stedet for pesticider. Hotelarbejderne ser også en interesse i dette alternativ.

Diego Garcia

Mauritius fik internationale overskrifter i slutningen af februar, da Den Internationale Domstol i Haag gav landet ret i at kræve Chagos-øgruppen tilbage. Storbritannien handlede i strid med folkeretten, da det i 1965 skar Chagos ud af Mauritius og lejede øen Diego Garcia til USA, som omdannede den til militærbase.

– Indbyggerne blev deporteret, og hunde blev gasset, fortæller Ashok.

– Det tog vores land og venstrefløjen 50 år at presse vores eliter til at indklage Storbritannien for den Internationale Domstol. Vi vandt, og det er en milepæl i menneskehedens og FN-systemets historie. Selv om det ikke er en bindende dom, er det et eksempel, som kan blive fulgt af mange lande, der blev hugget i stykker af kolonialismen.

– Vi kan ikke sætte ind mod klimaforandringerne uden at forholde os til militarismen og våbenproduktionen. Derfor har miljøbevægelsen også en interesse i at få nedlagt militærbaser rundt om i verden. Det er en fælles kamp.

– Der er en meget sørgelig historie i den forbindelse, som involverer Greenpeace – en bevægelse, jeg i øvrigt respekterer. Greenpeace støttede den britiske beslutning (i 2010, red.) om at oprette et beskyttet havområde omkring Chagos.

Diplomatiske telegrammer, blev lækket af WikiLeaks i 2011, viste, at Storbritanniens og USA’s reelle formal med naturreservatet var at bruge dets fiskeriforbud til at forhindre, at koraløernes befolkning nogensinde kunne vende tilbage.

– Her kom miljøfolk til at tjene den amerikanske imperialisme, fordi de så isoleret på miljøspørgsmål. Det viser, hvor vigtigt det er, at miljøbevægelserne forstår de sociale og politiske dynamikker. Vi og andre mauritiske organisationer skrev til Greenpeace, og jeg mener, at de har taget ved lære af deres fejl.

Greenpeace opfordrede i 2012 Storbritannien til at respektere Chagos-befolkningens menneskerettigheder og lade den vende tilbage, med adgang til at fiske til selvforsørgelse.

Interviewet er oprindelig bragt af Solidaritet.dk den 26. marts 2019.

 

Mere fra Ashok Subron

“The dynamic of the victorious struggle of the workers in the sugar industry has spread to other areas…” – Interview i International Viewpoint, januar 2013

Lyt til “Interview with our partner organisation CARES from Mauritius”, Rosa Luxemburg Stiftung, juni 2017: